NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
LÆSERDEBAT
Forbeholdet i forhold til rets- og politisamarbejde i EU var et resultat af den danske afvisning af Maastricht-traktaten i 1992. Man fortolkede nej’et derhen, at det var én af de ting danskerne primært havde stemt nej til. Maastricht blev efterfølgende, men med de fire forbehold, vedtaget ved om-afstemningen i 1993.
Men i 1997 blev retsforbeholdet svigtet. Folketinget vedtog at tiltræde den vidtrækkende og uoverskuelige (og delvis hemmelige) Schengen-konvention. Efter min opfattelse indeholdt Schengen-konventionen netop en række af de ting, danskerne havde frygtet ved EU.
Men hvordan kunne den da vedtages trods forbeholdet? Jo, fordi Schengen til at begynde med var en mellemstatslig aftale og derfor ikke var omfattet af forbeholdet. Dette er senere blevet underløbet, da store dele af Schengen nu er overgået til det overnationale niveau. Med andre ord er denne vedtagelse det rene fusk.
Det nordiske forbehold
Nu har så regeringen gjort noget andet dybt mærkeligt. Den har udstrakt retsforbeholdet til også at gælde det nordiske samarbejde.
Siden 1954 har Norden haft en fælles socialkonvention, en pasunion og et fælles arbejdsmarked, som har tilladt nordiske statsborgere frit at rejse rundt i Norden, bosætte sig og søge arbejde.
Denne frie bevægelighed har dog hidtil ikke omfattet de cirka 700.000 borgere fra tredjelande, der har fast bopæl i de nordiske lande. De andre nordiske lande har besluttet at ophæve denne begrænsning, men der sagde altså den danske regering stop.