ARTIKLER


SF’s opfattelse af EU er blåøjet

LÆSERDEBAT


Af Allan Andersen
1. december 2003


Efter SF’s landsmøde rejser der sig et utal af spørgsmål. Efter min opfattelse har SF’s medlemmer og vælgerne generelt krav på at få at vide, hvorfor SF nu pludselig vil acceptere unionen med alle de demokratiske mangler, den har. Og hvorfor går man ind for, at der må fifles med to af undtagelserne (rets- og forsvarsundtagelsen)?


Er det SF-ledelsens opfattelse, at etableringen af en militær gren i EU vil skabe en mere tryg verden? Det giver forfatningsforslaget fra EU-Konventet ellers ikke grund til at tro.


I artikelforslag 40, stykke 3, står der således: »Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet«, og i artikelforslag 3, stykke 4, står der blandt andet: »Unionen forsvarer og fremmer i forbindelse med den øvrige verden sine værdier og interesser«. Det gør mig lidt skræmt.

Stormagter følger deres interesser
SF-ledelsens argumentation om, at EU skal fungere som modpol til USA, er efter min opfattelse ikke gangbar. Grunden er, at et EU med de samme militære og handelsmæssige muligheder som USA, ikke nødvendigvis vil være den progressive magt overfor resten af verden, som SF-ledelsen hævder.


En stormagt vil i reglen tage hensyn til egne interesser. Det har historien vist. At EU skulle gøre noget modsat, er en blåøjet vision.


Er de menige medlemmer i SF enige i denne disposition? Er alle SF’s dygtige græsrødder pludselig blevet enige i unionsudviklingen og har godkendt, at undtagelserne skal afskaffes, fordi Holger K. Nielsens had til Bush og USA er blevet større end bekymringerne over EU’s udemokratiske udvikling?

De uacceptable artikler
For helt ærligt, så er der i forfatningsforslaget og i de nuværende strukturer adskillige artikler og tiltag, som efter min indsigt i SF-politik ikke er acceptable for jer.


Det gælder f.eks. artikelforslag 6, hvor der står: »Unionen har status af juridisk person«. Dette betyder, at Danmark som selvstændig nation ikke i fremtiden må forhandle i internationale organisationer. Går SF virkelig ind for det?


Og hvad siger man til ordene i artikelforslag 11, stykke 3, om, at Unionen skal have »kompetence til at fremme og sikre samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker«. Tør SF risikere, at danske arbejdsløse skal opleve et dagpengesystem som det i England, der økonomisk ligger langt under eksistensminimum?


Besind Jer dog, SF. EU’s forfatning er skræmmende læsning for demokrater som os. I stedet burde vi samles og finde nogle holdbare, demokratiske og retfærdige løsninger for samarbejdet i Europa og verden.


(Forkortet af redaktionen)


Allan Andersen
Kandidat til EU-Parlamentet for JuniBevægelsen
Gøteborg Alle 14, 4 A
8200 Århus N