At gå imod EU-projektet er ikke udtryk for snæversyn

Vi er heldige i Danmark, at vi har en grundlov, der kræver folkeafstemning i bestemte situationer.
Af Hans Henningsen
7. maj 2004

Det følgende indlæg blev bragt som leder i det netop udkomne nummer af »Nødvendigt Forum« under overskriften »Nationalismen lever ikke længere i Europa«. Hans Henningsen er tidligere forstander på Askov Højskole.

Næstformanden for Folketingets Europa-udvalg, Charlotte Antonsen, udtalte for nylig, at hvis brugen af folkeafstemninger ville brede sig i EU-landene efter dansk mønster, så ville EU gå i opløsning. Og det er sikkert ganske rigtigt.

Det er sagt før, at EU ikke er noget folkeligt projekt, og Charlotte Antonsen står givetvis heller ikke alene blandt politikere med den opfattelse, at det da også er i orden. For tænk, hvis det hele faldt sammen. Hun havde blot mod til at sige det ligeud.

Men samtidig blev det så også sagt, at det ikke bare er er danskerne, der er vrangvillige. Tværtimod, vi er blot de første. De andre kommer bagefter, når eller hvis de får chancen, som svenskerne gjorde, som irerne gjorde, og som franskmændene også var nær ved at gøre i 1992.

Vi er bare i Danmark så heldige, at vi har en grundlov, der ikke blot åbner muligheden for, men simpelthen kræver, folkeafstemning i bestemte situationer. Den vil mange af politikerne, bl. a. af den grund, gerne have lavet om på.

Strømningerne imod EU-projektet

Men der er altså ikke kun i Danmark, men også rundt om i de andre lande nogle strømninger, som går EU-projektet direkte imod. Det er nemt bare at affærdige dem som udtryk for snæversyn, angst for det nye, egoisme eller nationalisme. Det er for nemt.

Der findes sikkert i alle Europas lande ligesom herhjemme en hel del mennesker, som er glade for deres land, og som ikke ville bryde sig om at skifte deres statsborgerskab ud med noget som helst andet. Men skyldes det nationalisme?

Som ordene »national« og »nationalisme« bliver brugt i dag, er det lige før, man skulle tro det, og folk holder derfor gerne den slags følelser for sig selv.

Ønsker mere demokrati

Men det er dog meget mere nærliggende at antage, at grunden er en helt anden, nemlig den enkle, at det simpelthen er i ens eget land, man oplever, at man som enkeltmenneske ikke bare er tilskuer til historiens gang, men at man også har mulighed for inden for overskuelige rammer i større eller mindre grad at være medbestemmende om noget, i politik, på arbejdspladsen, i foreningslivet, eller hvor det nu måtte være.

Alt dette vil man ikke miste. Tværtimod, man vil have mere, mere demokrati og reel medindflydelse.

Der har i hele efterkrigstiden været en demokratisk strømning i Europa, og ikke mindst det adskiller perioden efter den anden verdenskrig fra tiden efter den første.

De store ord lyder hule

Ingen tanke har vel stået stærkere i Europa efter krigen end netop den demokratiske. Demokratiet hører til de umistelige goder, og deraf vil man ikke ofre en tøddel på Europa-ideologiens alter.

Al den snak om national identitet, som EU-tilhængerne prædiker, den rager folk en papand. Det er demokrati, Europas befolkninger vil have, mere demokrati, ikke mindre.

De store ord fra Konventet lyder hule i ørerne på nutidens europæiske borgere, som en røst fra en svunden tid, hvor mennesker endnu kunne bedrages med drømme om storhed og magt. Den går ikke længere.

Nationalismen lever ikke mere. I Europa er den død, og alle forsøg på at genoplive den har hidtil været forgæves.

Er ikke imod samarbejde

Europæisk forfatning, europæisk præsident, fælles grænser, fælles mønt, unionsborgerskab og alt det andet af samme skuffe, det får ikke europæerne op af sofaen på valgdagen til sommer.

De allerfleste føler mere for deres eget parlament, ikke fordi de er nationalister, men fordi de er demokrater. Ikke fordi de ikke vil samarbejde med andre. De fleste i Europa vil gerne samarbejde på tværs af alle mulige grænser.

De fleste er nok også tilhængere af det, man har kaldt »FN-vejen«. Men er unionen det?

Hvordan kan man på en gang gå ind for alle nationers ligeværd og ret til demokrati og selvstændighed og samtidig indadtil søge at fratage andre lande de samme ting?

Det ligner en selvmodsigelse, et dilemma. Men der er en udvej, og den hedder »folkenes selvbestemmelse«.

Men så er der jo igen problemer med Charlotte Antonsen.

Det er der så ikke noget at gøre ved.

Nødvendigt Forum har adressen Bakkevænget 22, Tvingstrup, 8700 Horsens, tlf. 75 66 73 83.