At trække sig eller at blive droppet

Forleden debatterede Konventets præsidium den foreslåede Artikel 46 i EU’s forfatningsudkast, artiklen tillader alle medlemslande at trække sig ud af EU efter egen beslutning.

Denne regel vil jeg ikke protestere imod. Det er et af forslagene fra Democracy Forum i EU-Konventet og SOS Democracy i EU-Parlamentet (to tværpolitiske sammenslutninger der arbejder for mere demokrati, red.).

Men præsidiets ordvalg kan tolkes i en retning, at artiklen fremstår som en ny superstats ret til at kontrollere de deltagende stater og diktere konsekvenserne for, at de forlader staten.

EU-loven bliver ved
Artikel 46 siger, at et medlemsland kan trække sig ud af samarbejdet efter at have givet en meddelelse til Rådet. Efter to år vil EU-forfatningen ikke længere gælde for det land.

EU-lovgivningen vil altså gælde i den udtrædende stat og stå over den nationale grundlov efter medlemslandet officielt har meddelt, at det ikke vil være bundet af EU-forfatningen.

Det er bedre på en anden måde: Hvis EU skal være et samarbejde mellem suveræne medlemsstater, kan EU-forfatningen ikke gælde fra det øjeblik, den suveræne medlemsstat har meddelt sin beslutning om at udtræde.

Fra det øjeblik skal alle forpligtelser ifølge traktaterne behandles efter international lovgivning, eksempelvis Wien-konventionen om internationale traktater.

Betingelser for at udtræde og de nye ordninger må forhandles mellem EU og den udtrædende medlemsstat. Hvis de ikke kan blive enige, må de finde et kompromis, eventuelt ved hjælp af den internationale domstol i Den Haag.

Præsidiet foreslår nu, at et kvalificeret flertal i Rådet skal beslutte, hvordan eksisterende forpligtigelser skal efterkommes, og hvordan den nye aftale skal se ud. I et tidligere udkast foreslog de to-tredjedelsflertal blandt medlemsstaterne, og jeg fremlægger denne tilføjelse, fordi en afstemning med kvalificeret flertal giver tre store medlemsstater muligheden for at blokere, også i et EU med 25 medlemslande.

Det udtrædende land kan hverken deltage i forhandlingerne eller i afstemningen. Hvorfor ikke? Hvis perspektivet er en anden form for samarbejdet, så er det dårligt at afskære landet fra indflydelse over sine egne anliggender.

Det udtrædende land vil være bundet af EU-regler uden at have hverken tale- eller stemmeret i to år efter meddelelsen.

Enten skal landet være et fuldgyldigt medlem og deltage i forhandlingerne om de almindelige EU-politikker, eller det er en suveræn nation, der forhandler med de tilbageværende medlemsstater og er ikke bundet af EU-forfatningen.

EU-skilsmisse – hvordan?
En skilsmisse fra EU er ikke nogen enkel sag. Hvis et land beslutter sig for at forlade selskabet, skal der løses en lang række problemer.

Hvem skal eksempelvis betale pension til EU-embedsfolk fra det udtrædende medlemsland?

Skal alle embedsmænd fra det udtrædende medlemsland forlade EU-institutionerne, eller må nogle af dem fortsætte under deres nye herrer?

Udbetalinger fra EU-fonde bliver besluttet for et år ad gangen og gælder ofte mange år frem i tiden. Mange projekter og landbrugsudgifter er forudbetalt.

Det er ikke enkelt, teknisk at gøre kontoen op, det er et udfordrende regnestykke, men det er ikke politisk vanskeligt at finde en fair aftale.

De nye betingelser for handel skal baseres på de eksisterende gensidige aftaler og international lovgivning.

Intet land kan ensidigt trække forpligtelser tilbage, som det har givet til andre, uden at betale kompensation. Det er en grundregel i Verdenshandelsorganisationen WTO. Alle WTO-regler gælder både før og efter landet udtræder, og forpligter både EU og den udtrædende medlemsstat.

Det burde udtrykkeligt gøres klart, at EU respekterer international lovgivning og WTO, når en ny aftale skal forbindelse i forbindelse med, at et land udtræder.

Hvis et udtrædende land bryder WTO-reglerne, burde EU være berettiget til at rejse en sag – ikke ved EF-domstolen, men ved den internationale domstol i Den Haag.

Hvis det er EU, der ikke overholder lovene, burde den udtrædende stat have mulighed for at bede om en afgørelse fra domstolen i Haag.

De gældende EU-regler  (Acquis, overs.) kan delvist fortsætte med at fungere også i det udtrædende land, men beslutningerne skal træffes af det udtrædende land i forhandlinger med EU.

En ny aftale kan afgøre, hvordan fremtidig lovgivning bliver behandlet mellem det udtrædende land og de tilbageblivende EU-stater. Hvis det udtrædende land ønsker EEA-aftalen, er det let.

Skulle det udtrædende land dog foretrække en naboskabsaftale, skal det have mulighed for at forhandle aftalen i mindst et år.

I så fald kan den foreslåede 2-års frist være passende.

Enstemmighed for ændring af traktat

Den foreslåede artikel om udtrædelse kan også ses som en knap så frivillig artikel om tilbagetrækning.

Præsidiet stiller spørgsmålstegn ved – men kommer endnu ikke med et forslag til formel ændring af – den mest grundlæggende regel, nemlig at en ændring af traktaten kræver enstemmighed.

Hvis 80 procent af medlemsstaterne har ratificeret en ny traktat, og et eller flere lande ikke indenfor to år har ratificeret det, bliver Det Europæiske Råd indkaldt for ved et møde at debattere en ”politisk løsning”.

Det kan læses som at de lande, der har ratificeret, siger til dem, der ikke vil ratificere: Værsgod, læs artikel 46 og gå frivilligt.

Ratificer eller gå
Det er, som Præsident (for EU-Konventet) Giscard d’Estaing præsenterede sit syn på sagen i et interview i det tyske ugemagasin Der Spiegel. Kommissionens Penelope-forslag åbner muligheden for at fortsætte med 5/6 flertal og smide dem ud, som ikke vil tage forfatningen.
Dem, der går ind for den hårde linje, vandt ikke i Præsidiet i første ombæring. Begrebet ”politisk løsning” kan være deres joker, der kan bruges, når de ønsker det.
De kan hævde, at dette ordvalg betyder, at ingen fremover har ret til at blokere for en traktat. Hvert land er tvunget til at finde en politisk løsning indenfor to år.
Her har vi brug for en krystalklar klarlægning. Traktatændringer kræver enstemmighed. Hvis ikke der er enstemmighed for en ny traktat, kan der ikke blive noget af det – medmindre der findes en aftale, som alle lande enstemmigt kan gå ind for.
For at understrege det vil jeg foreslå følgende ordlyd for udtrædelses-artiklen:

Et alternativ til Artikel 46
Hver medlemsstat kan træde ud af EU efter egen beslutning.
En beslutning om at træde ud sendes til Rådet af medlemsstaten med mindst et års varsel.
Fra det øjeblik, beskeden er sendt, bliver alle forpligtelser, det udtrædende land har, afgjort efter international ret.
Afgørelsen og det fremtidige forhold bliver besluttet i en aftale mellem den udtrædende stat og Rådet, som træffer beslutninger ved 2/3 flertal.
Hvis ikke der kan findes et kompromis, skal afgørelsen træffes af den internationale domstol i Den Haag, eventuelt ved en voldgiftsafgørelse.
På vejen til en fair aftale, følger EU forpligtelserne under WTO og behandler et udtrædende land som en god nabo, der har ret til en naboskabs aftale ifølge Artikel 42.

Oversættelse: Brigitte Alfter