ARTIKLER


Bent Brier 80 Bent Brier 80 Bent Brier 80

En omtale af den kendte EU-modstander, der kom til at spille en væsentlig rolle for beskyttelsen af den danske jord på grund af sin kritik af jordlovene i 1972
Af Sven Skovmand
20. juni 2004

Onsdag den 26. februar fyldte Bent Brier 80. Vi kommer en smule for sent med hyldesten, men det bliver den ikke mindre varm af. For Bent er en mand, som alle EU-modstandere kan være glade ved. Få om nogen har gjort en tilsvarende indsats for at bekæmpe EU og gjort det på en så venlig og beskeden måde.

Bents karriere startede i fængselsvæsenet, og han var i mange år viceinspektør på fængslet i Nørre Snede. I 1967 kom han til Sønderborg Idrætshøjskole, hvor han i syv-otte år var forstander, hvorpå han fortsatte som lærer – og aktivist i arbejdet mod EU.

Bent har altid været en glødende modstander af EU, og forud for afstemningen i 1972 skrev han i Frit Nordens hvidbog afsnittet »Nej, jorden kan ikke beskyttes i EF«sammen med to andre sønderjyske jurister, amtskontorchef Jes Caspersen og politimester H.P. Christensen. I dette afsnit redegjorde de tre jurister for de mange problemer, der ville være forbundet med at beskytte den danske jord i tilfælde af et medlemskab, og påpegede, at de trufne foranstaltninger var utilstrækkelige.

Artiklen blev fortiet af medierne som stort set alle andre indvendinger mod EU, men den fik alligevel virkning. Uden den ville vi næppe have fået beskyttelsen af vores sommerhuslov ind i Maastricht-traktaten.

Bent blev straks efter afstemningen medlem af Folkebevægelsens ledelse, og det har han med afbrydelser været lige siden. Da bruddet mellem Folkebevægelsen og JuniBevægelsen kom i 1993, valgte han at fortsætte i Folkebevægelsen, fordi den stod hans hjerte nærmest, men han var samtidig en ivrig fortaler for, at man skulle undgå splittelse og stå sammen mod den fælles fjende – EU. Han har også altid været en god ven af Notat.

Bent gjorde et kæmpearbejde i Folkebevægelsen, hvor han ikke blot sad i udvalg og lavede pjecer, men også tog ind på kontoret i Sigurdsgade, når der var problemer med at løse de daglige praktiske opgaver. Og selvom han for kort tid siden trak sig ud af Folkebevægelsens forretningsudvalg, er han stadig aktiv i lokalkomitéen i Helsingør. Det regner vi med, at han længe bliver ved med!