ARTIKLER


Danmark er ikke ene om at have undtagelser

Der findes 35 undtagelser for de forskellige EU-lande – de såkaldte protokoller. Mange af dem er ved at blive flyttet over i den nye forfatning
Af Brigitte Alfter
20. maj 2004

Danmark deltager ikke i euro-samarbejdet, i det retlige samarbejde og i det militære samarbejde, og desuden har vi et forbehold mod EU-statsborgerskab.

Men også andre lande har undtagelser på en række områder, og mange af dem er ved at blive flyttet over i den nye forfatning.

Storbritannien er ligesom Danmark undtaget fra at deltage i euro-samarbejdet. Samtidig har landet sammen med Irland en undtagelse på rets- og asylområdet. Det er fra den, Anders Fogh har hentet inspiration til en ændring af det danske retlige forbehold.

Har tre måneder til at give besked

Den irsk-britiske undtagelse går ud på, at Irland og Storbritannien ikke deltager i den fælles asyl- og indvandringspolitik og en del andre fælles ting om grænsekontrol. Hvis de to lande alligevel ønsker at deltage, kan de meddele det til Rådet senest tre måneder, efter at et forslag er fremsat. I så fald vil de være med i afstemningen, og beslutningen kommer til at gælde for dem.

Også på social- og arbejdsmarkedsområdet har Storbritannien og Irland nogle undtagelser.

Blandt de mere kuriøse undtagelser kan nævnes, at samerne i Sverige og Finland har fået eneret til rensdyrhold i deres traditionelle områder. Blandt de økonomisk tunge undtagelser er Storbritanniens såkaldte »budgetrabat«, som Margaret Thatcher i sin tid gennemtvang.

De mange protokoller

Vi omtaler her en række af de øvrige undtagelser, som blev oplyst den 18. november på foranledning af et spørgsmål i Folketinget fra Klaus Hækkerup:

Protokol vedrørende Irland om artikel 40 i den irske forfatning vedrørende abort (Protokol til Maastricht-traktaten).

Ordningen for EU’s egne indtægter. Indeholder særbestemmelser om Storbritanniens såkaldte budgetrabat og Tyskland, Østrig, Holland og Sveriges begrænsede deltagelse i finansieringen af denne budgetrabat.

Protokol vedrørende Østrig om brugen af særlige østrigske udtryk inden for det tyske sprog.

Protokol om Portugals mulighed for at opretholde rentefri kreditfacilitet på Azorerne.

Protokol om Frankrigs eneret til pengeudstedelse og fastsættelse af CPC-franc’ens paritet i franske oversøiske territorier.

Disse og mange flere bestemmelser kan læses i udenrigsministerens svar til Klaus Hækkerup – http://www.ft.dk/Samling/20031/spor_sv/S414.htm