NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer til landenes ambassader i Stockholm, og til det svenske udenrigsministerium.
En endelig rapport vil blive udgivet senere i år.
I en foreløbig version skriver Bertil Dunér, Tyrkiet-ekspert og menneskeretsforsker på det svenske institut:
»Det er lidt forbavsende at Danmark ikke har en holdning. Man har ikke forklaret hvorfor, men man må nok konstatere at dette er en ganske følsom sag i Danmark.«
Den lettiske regering oplyser for eksempel at man har haft nok at se til med Letlands egen optagelse i EU, og at man i øvrigt heller ikke har nogen ambassade i Ankara.
Udover de fem lande som ikke har en officiel holdning i undersøgelsen viger fire lande udenom de lidt kildne spørgsmål.
De resterende lande siger i varierende grad ja til at lade Tyrkiet indlede medlemskabsforhandlinger – alle under forudsætning af at Tyrkiet opfylder de formelle kriterier. Netop det vil Kommissionen give sit bud på i den rapport, som offentliggøres den 6. oktober.
Der er lidt groft sagt tre forskellige vægtninger i de Tyrkiet-positive svar i den svenske undersøgelse: Økonomi, politik, og sikkerhed.
Grækenland siger at en optagelse af Tyrkiet vil bidrage til stabilitet og økonomisk udvikling i regionen, og at det vil have en positiv effekt på de græsk-tyrkiske forbindelserne.
Italien taler om mulige »socio-økonomiske fremskridt« i Middelhavsregionen.
Malta håber på en betragtelig udvidelse af det indre marked.
Også Frankrig ser økonomiske fordele, men peger i svaret også på Tyrkiets »kulturelle mangfoldighed” som noget positivt.
»Tyrkiet er et stort muslimsk land som allerede spiller en positiv rolle som brobyggere mellem Europa og Mellemøsten. Den betydning vil sandsynligvis blive styrket af et EU-medlemskab,« lyder den officielle svenske holdning.
Men det er Tyrkiets sikkerhedspolitiske betydning, som længe har været landets trumfkort, når forskellige tyrkiske regeringer har argumenteret for at landet skal optages i EU.
Det var da NATO-landet Tyrkiet accepterede at stille militær kapacitet til EU's rådighed at der på alvor gik hul på EU's forsvarspolitiske ambitioner.
Og de to små EU-lande Slovenien og Luxembourg oplyser at et tyrkisk medlemskab i EU er i deres egen sikkerhedspolitiske interesse.
En foreløbig version af rapporten findes på www.europaforskning.se – Bertil Dunér: »The Importance of Turkey”.
Per Stig Møller har gentagne gange talt til fordel for Tyrkiets tilnærmelser til EU, om end på kattepoter og med alle de officielle reservationer på plads.
Det var f.eks. tydeligt under et seminar som Per Stig Møller holdt sammen med sin britiske kollega Jack Straw i foråret.
At statsministeren er knap så glad for Tyrkiet er i endnu mindre grad en hemmelighed.
Tyrkiet er et af de få områder, hvor Anders Fogh Rasmussen er gået i offentlig polemik med den amerikanske præsident George W. Bush.
I slutfasen af det danske formandskab i 2002 ringede Bush til Fogh og meddelte at han gerne så en positiv beslutning om Tyrkiet på udvidelsestopmødet i København.
»Vi talte om en beslutning som ikke er truffet endnu, og jeg gjorde det klart for præsidenten at dette vil blive en beslutning som træffes af EU's medlemslande,« fortalte Fogh Rasmussen de journalister som ellers ikke er forvænt med at få udleveret, hvad regeringschefer siger til hinanden i telefonen.
Splittelsen i regeringen blev demonstreret med al ønskelig tydelighed i tv-udsendelsen »Fogh bag facaden«.
I en scene minder udenrigsminister Møller statsminister Fogh om de løfter Tyrkiet tidligere har fået fra andre EU-politikere.
Hertil svarer Anders Fogh Rasmussen tørt:
»De har måske lyttet til sine vælgere siden.«
Det er primært de politiske kriterier, herunder tortur i tyrkiske fængsler, rettighederne for de kurdiske mindretal, manglende retssikkerhed, og militærets indflydelse i det civile samfund, som har bremset den tyrkiske tilnærmelse til EU.
Kommissionens vurdering sidste år var at landet har gjort »bemærkelsesværdige fremskridt”.
Foruden de formelle kriterier, kan modstanden mod Tyrkiet sammenfattes som at landet er for fattigt, for stort, og for muslimsk til at blive optaget i EU.
Men også her er der sket en opblødning fra flere af EU-landenes regeringer.
Blandt de store medlemslande har den britiske, tyske, italienske, og (den forrige) spanske regering meldt ud til fordel for Tyrkiet, mens frankrig har en mere vaklende holdning.
1963: Ankara-aftalen om en kommende Tyrkisk tilknytning til toldunionen.
1978-1979: Tyrkiet afslår forslag fra EF om fælles græsk-tyrkisk ansøgning om medlemskab.
1980-1985: frosne forbindelser med Ef efter militærkup i Tyrkiet.
1987: Tyrkiet ansøger om medlemskab i EF, afvises af Kommissionen to år senere.
1996: Tyrkiet medlem af EU's toldunion.
1997: Topmøde i Luxembourg afviser at give Tyrkiet status som kandidatland.
1999: Topmøde i Helsingfors omstæder Luxembourgs-mødets afvisning.
2002: Topmøde i København erklærer at Tyrkiet kan indlede medlemskabsforhandlinger »uden forsinkelser” efter beslutning om to år – hvis Kommissionen giver grønt lys.
2004 den 6. oktober: Kommissionen fremlægger sin afgørende rapport.
2004 den 17-18. december: Topmødebeslutning om at indlede forhandlinger, eller ej.