ARTIKLER


De hårde metoders valgkamp

Den ungarske nej-side er udsat for hårde og måske grundlovsstridige metoder fra regeringens side, men får folkelig sympati. Den er derfor klar til at kæmpe videre uanset udfaldet af folkeafstemningen.
Af Jesper Morville
18. juni 2004

Jesper Morville, der er international sekretær i Folkebevægelsen mod EU, har skrevet denne beretning efter et besøg i Ungarn.

Det foregik lørdag den 5. april, hvor Organisationen for et frit Ungarn havde indbudt gæster fra en række europæiske organisationer til stort pressemøde og demonstration imod EU.

Regeringens psykologiske krigsførelse

»Jeg har klistret nej-plakater på min bil. Da jeg forleden dag var inde for at få benzin, og tankpasseren bemærkede dem, skulle jeg næsten ikke betale noget. Senere kørte en stor Mercedes forbi mig. Og et par velklædte herrer vinkede og gjorde v-tegn og ønskede os held og lykke,« fortalte Gábor Gulyás, en af mødets arrangører, som eksempler på, hvor forskellige grupper af befolkningen, der egentlig sympatiserer med EU-modstanderne.

Men han forudser også effekten af regeringens ja-propaganda og et mediebillede, der er næsten 100% domineret af ja-siden.

Dagligt ser man i aviser, på TV og på gaden, at EU-medlemskab betyder at »komme hjem til Europa« og til en tryg og sikker fremtid. Så selv om mange vælgere har lyst til at stemme nej, gør det psykologiske bombardement sikkert, at en del af dem kommer til at ryste på hånden og stemme ja alligevel. Og regeringen holder sig ikke til psykologisk krigsførelse alene.

Den nationale suverænitet og mindretalsrettigheder

De grupper, der er med i Organisationen for et frit Ungarn, er fortrinsvis fra det politiske centrum og højre. Deres alvorligste anke imod EU-medlemskab er det tab af national suverænitet, det vil medføre. De har vedtaget et »Manifest om EU«, der kritiserer, at EU-love står over nationale love, og ikke mindst kritiserer EU’s terrorlove og Schengenpolitik.

Schengenreglerne vil skabe enorme vanskeligheder for de mange ungarere, der lever udenfor landets grænser, f.eks. i Ukraine, og ønsker at besøge slægt og venner i moderlandet. Respekten for den nationale suverænitet er naturligt forbundet med ønsket om sikring af mindretalsrettigheder. De ungarske EU-modstandere har på mange måder problemerne tæt inde på livet.

Og deres egne rettigheder har det ikke for godt i valgkampen: Den 1. april rykkede politiet ind i Organisationen for et frit Ungarns lokaler og beslaglagde stort set alle deres plakater.

På plakaterne blev EU-symbolet sidestillet med en rød stjerne og et hagekors, og brugen af disse symboler er ulovlig i visse sammenhænge. Så ja-plakater og bannere dominerer nu gadebilledet. Men på flere af dem er der malet »nem« henover. Og det betyder NEJ.

Forfatningsstridig

afstemning Pressekonferencen den 5. april foregik under glitrende lysekroner i Café Gerbeaud, en af Budapests mest traditionsrige caféer fra forrige århundredeskifte. Måske derfor var der mødt mange pressefolk op. Arrangørerne ville have to klare budskaber frem, her ugen inden folkeafstemningen: At unionsmodstanden er international, og at folkeafstemningen er i strid med den ungarske forfatning.

Gæster fra 0strig og Polen samt undertegnede talte om vores erfaringer med hhv. EU-medlemskab og EU-tilpasning, og den ungarske jurist Dr. Tam s Gaudi-Nagy talte om de juridiske aspekter ved den kommende folkeafstemning. Spørgsmålet på stemmesedlen bliver: »Stemmer du for, at Ungarn bliver medlem af EU?«.

Men ifølge den ungarske valglov bør de betingelser, Ungarn kan blive medlem under, også nævnes i spørgsmålet, så folk ikke køber katten i sækken. Der er indgivet en klage til Ungarns forfatningsdomstol. Men i tirsdags, den 8. april, afviste den at behandle sagen, skønt den i princippet gav klagerne ret.

Efter folkeafstemningen

Så nej-siden er oppe imod hårde odds, og anser det - trods den megen sympati, man fornemmer fra store grupper i befolkningen – for ret usandsynligt, at man kan opnå et nej til EU-medlemskab. Men hos Organisationen for et frit Ungarn er der ingen tvivl om, at man har en folkelig opbakning at bygge på, og at man vil kæmpe videre, også hvis ungarerne på lørdag stemmer sig ind i EU.

Man vil dels gå videre ad den juridiske vej for at få fastslået det ulovlige i politiets beslaglæggelser af nej-materiale og i afviklingen af folkeafstemningen. Og vi, gæsterne fra Danmark og Østrig, fik mange gode samtaler med vores værter om praktiske tiltag, der kan holde gang i den frie debat og i modstanden mod EU.

Ungarere er ikke sådan at slå ud!