Det europæiske maskespil

Nu er det ved at være tid til at skifte medlemmerne af EU-kommissionen. I EU-parlamentet har der været brugt tid og kræfter på at udspørge de enkelte kandidater til Kommissionen.

Der er blevet stillet spørgsmål og afleveret verbale angreb når de enkelte kandidater har skulle træde enkeltvise frem for EU-parlamentet. Det er ikke gået helt stille af sig, allerede inden den nye kommission tiltræder.

Det er jo også alt sammen meget godt. Det er svært at være imod at politikere og journalister for ‚n gangs skyld rent faktisk forholder sig lidt kritisk til, hvem der kommer til at bestride de magtfulde kommissærposter – og ikke mindst, hvordan deres private baggrund og synspunkter kan påvirke alle Unionens hundreder af millioner af indbyggere.

Desværre er det bare et kæmpe maskespil. Denne ene gang i hver kommissærperiode tager EU-parlamentarikerne deres vigtige masker på og giver den som de store inkvisitatorer.

Spørgsmålene bliver nærgående, og man sætter sig godt ind i de enkelte kandidaters baggrund, nu skal de virkeligt lære at forstå, hvem der sidder med magten til at godkende dem, synes holdningen at være. Desværre er det bare ikke andet end spil for galleriet. Vi ved jo alle sammen godt at kommissærposterne fordeles efter studehandler landene imellem at disse magtfulde poster stammer fra magtkampe mellem landene, og internt i landene.

Men disse kommende vigtige personer har bare ikke anden autoritet, end at deres respektive regeringer har udpeget dem. Folket er sjovt nok aldrig blevet spurgt, hvem man vil have til at repræsentere Danmark i Kommissionen, det bliver helt og holdent overladt til regeringen.

Hvad der dog er værre ved hele denne komedie er at det giver illusionen om at Kommissær-kandidaterne rent faktisk bliver testet grundigt for at se, om de egner sig.

Når man følger med i historierne fra runderne i EU-parlamentet, får man let indtrykket af at det er på et hængende hår at denne eller hin klarer det, og at de jo kun ender med at blive Kommissærer, fordi de er gode nok.

Sådan forholder det sig bare ikke altid. Sandheden er nemlig den at EU-parlamentet stadigt ikke kan sige nej til den enkelte kandidat. Hvor vigtigt det end kan være at EU-parlamentet rent faktisk kan nægte at godkende, eller endda afsætte Kommissærer, så er hverdagsbetydningen af det til at overse. Det forholder sig jo sådan at EU-parlamentet kun kan sige ja eller nej til hele pakken af kommissærer.

Teoretisk set er muligheden der for at man nægter at godkende den samlede ”pakke”, på grund af en, to eller tre kandidater, man ikke bryder sig om.

Desværre er muligheden vist netop bare det – teoretisk, og så er ideen gået fløjten. Desværre er det ganske få politikere i EU der har is nok i maven til at gøre deres job ved at erklære at det ikke er godt nok, og at man derfor må prøve igen.

I stedet ender det med at de forskellige fløje i EU-parlamentet får markeret sig på nogle punkter og måske symbolsk stemmer imod en kandidat eller tre, kandidater der så alligevel støttes af andre fløje i Parlamentet og derfor alligevel stryger lige ind på en kommissærpost, når vi skifter 1.november.

Derfor ender det også let som et stort maskespil. Hvor man foregøgler folk at kontrollen med nogle af Unionens allervigtigste poster er langt striksere, end den i virkeligheden er.

Selvom det måske kunne lyde åbenlyst, så er løsningen ikke at EU-parlamentet så får magt til at afvise den enkelte Kommissær, da det ikke ville tage stilling til den kandidat med de bedste evner til at løse jobbet, men til partipolitikken. Derimod bør man i EU overveje den underlige rolle, Kommissionen indtager i EU-systemet. Kommissionen er det mest magtfulde og lukkede EU-organ, og samtidigt er der det særkende at ingen af kommissærerne er demokratisk valgte.

Det største problem med Kommissionen er ikke de enkelte kommissærer, men derimod den rolle Kommissionen har og den mangel på kontrol, der er med den. Det problem bliver ikke løst ved en spørgerunde i EU-parlamentet, her opretholder man bare en facade af at der er kontrol.

Man kan så spørge sig selv om ikke det, der var brug for, var andet og mere end dette maskespil? Om ikke det er på tide at de europæiske befolkninger bliver taget alvorligt, og at ideen med kontrollen med EU-systemer bliver reel.