ARTIKLER


Det græske Cypern nedlægger veto

Den græske del af Cypern udnytter sit medlemskab af EU til at spænde ben for, at den tyrkiske del af øen kan få den hjælp, som EU har lovet
Af Sven Skovmand
24. oktober 2004

De græske cyprioter sagde for nogle måneder siden nej til en plan for genforening af øen, som blev delt efter et tyrkisk angreb i 1974.

Alligevel tillod EU, at den græske del af øen blev medlem af EU.

Det giver nu problemer, for de græske cyprioter gør, hvad de kan, for at forhindre, at den tyrkiske del af øen får den støtte, som EU har lovet.

EU-landenes ambassadører blev for nylig enige om at tilbyde den tyrkiske del af Cypern mulighed for at handle direkte med omverdenen i stedet for at skulle lade al sin handel gå gennem Tyrkiet.

Men de græske cyprioter nedlagde veto mod planen med den begrundelse, at det ville være en slags anerkendelse af det tyrkiske Nordcypern.

De græske cyprioter har også gjrot det nærmest umuligt for EU at yde et tilskud på 2 milliarder kroner til Nordcypern. De forlanger, at pengene kun må bruges på områder, hvor der ikke før 1974 boede græske cyprioter. Dermed kan pengene kun bruges i 15-20 procent af det nordlige Cypern.