ARTIKLER


Direktører mod EU?

Kommissionen vil nu have, at direktørers lønninger skal offentliggøres. Det er blandt andet A.P. Møller imod
Af Sven Skovmand
24. oktober 2004

Ifølge Berlingske Tidende for 7.10.2004 har Kommissionen vedtaget en række anbefalinger, som skal styrke aktionærernes stilling. En af dem går ud på, at selskaberne skal give udførlige oplysninger om direktørernes løn og dens sammensætning. Ikke uventet møder det kraftig modstand hos A.P. Møller, der i bladets udgave for 8.10.2004 tordner mod forslaget.

»Det kan ikke være sådan, at det som en afgående EU-kommission ikke har fået igennem i sin embedsperiode, det skyder man af som en anbefaling på vej ud af døren. Anbefalingerne er ikke særlig træffende for danske forhold. Derfor har vi meget vanskeligt ved at tro, at man følger anbefalingerne i Danmark,« siger Direktør Eivind Kolding fra A.P. Møller.

Anbefalinger er ikke bindende for medlemslandene, så direktørerne hos A.P. Møller og andre virksomheder kan indtil videre sove roligt om natten.

Men måske bør direktører og andre erhvervsfolk i fremtiden se mere kritisk på EU, end de hidtil har gjort. Får vi snart en forening, der hedder »Direktører mod EU«?