ARTIKLER


EØS-aftale om penge, fisk og politik

Ny EØS-aftale mellem EU, Norge, Island og Liechtenstein tæt på at være en realitet. Aftalen koster Norge 230 millioner euro om året (1,6 milliarder danske kr.).
Af Luise Hemmer Pihl
18. juni 2004

En ny EØS-aftale, der skal sikre samarbejdet mellem det udvidede EU og Norge, Island og Liechtenstein, ser nu ud til at falde på plads. Aftalen er dyr, især for Norge, hvis EØS-kontingent hermed tidobles, og den kritiseres kraftigt af de partier, der er modstandere af den norske regerings EU-politik.

Ca. 230 millioner euro, svarende til 1,6 milliarder danske kroner, kommer Norge til at betale årligt for en ny EØS-aftale (Europæiske Økonomiske Samarbejde), der skal sikre den norske og islandske fiskerieksport til de nye EU-lande, som de tidligere har haft toldfri adgang til. Norge afholder 97 procent af udgifterne til den nye EØS-aftale, fremgår det af den norske avis Aftenposten.

Norge og Island havde ønsket lave toldsatser på eksport af sild og makrel til de nye EU-lande, men EU har kun villet gå med til at give toldfri kvoter. En ordning med lave toldsatser ville have gjort det muligt for de to lande at deltage i konkurrencen om voksende markeder i EU. Men det ville de sydeuropæiske fiskerinationer, Spanien og Portugal, ikke gå med til.

Til gengæld lykkedes det de norske og islandske forhandlere at afvise et krav om, at udenlandske investorer skulle have fri adgang til at opkøbe norske og islandske fiskefartøjer.

»Dyre fisk«, siger kritikere

De to EU-modstanderpartier i Norge, Senterpartiet (SP) og Sosialistisk Venstre (SV), er enige om, at resultatet er dårligt.

De mener, at regeringen, der er positiv overfor EØS-medlemskabet, har gjort det for dårligt. De kritiserer, at Stortinget tidligere har afvist at udrede alternativer til EØS-aftalen, og at de norske forhandleres optræden har vist EU-forhandlerne, at Norge er parat til at give sig.

Bjørn Jacobsen, der sidder i Stortingets udenrigsudvalg for SV, mener, at prisen for EU-medlemskab er alt for høj: ¯Norge sælger fisk for 1,6-1,7 milliarder kroner (svarende til 1,5-1,6 milliarder danske kroner) årligt. Det er omtrent det samme, som Norge skal betale i medlemsafgift for at sikre markedsadgang for fisken. Det er nogle dyre sild og makreller,® siger han til Nationen.

SP-lederen Aslaug Haga er også kritisk over for resultatet og påpeger, at Norge hidtil har haft fri markedsadgang til kandidatlandenes markeder.