NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det er den korte baggrund for den tyrkiske statsideologi ”kemalismen”, hvor militæret har haft en afgørende rolle.
Tre og en halv gange i moderne tid har de væbnede styrker sat det politiske system til side: Ved et militærkup i 1960, i 1971 og i 1980.
Den halve gang, også kaldt for det ”bløde” kup fandt sted i 1997. Da blev det islamisk prægede Velfærdsparti erklæret for ulovligt og taget fra regeringsmagten, dog uden at der rullede kampvogne i Ankaras gader.
Men, hvilket også hører til billedet, og hvilket illustrerer de hurtige forandringer af det tyrkiske samfund:
Det nuværende regeringsparti AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) er arvtagere til det forbudte og opløste Velfærdsparti.
– Militæret har indtil for nylig stået uden for den tyrkiske finanslov og har haft en direkte og ukontrolleret adgang til egne midler.
– Militæret har haft egne faste repræsentanter i to vigtige institutioner; undervisningsstyrelsen (YÖK) som regulerer adgang til højere uddannelser, og Radio- og TV-Rådet (RTÜK) som bestemmer over udsendelsestilladelser.
– Militæret har haft egne regionale sikkerhedsdomstole.
– Det Nationale Sikkerhedsråd, ofte betragtet som Tyrkiets egentlige regering fik så sent som i august i år for første gang en civil generalsekretær. Sikkerhedsrådet skal ikke længere have udøvende beføjelser.
I Tyrkiet råder forbud mod slør i alle statslige bygninger. Det medfører at premierminister Erdogans kone, som har tildækket hår, ikke kan deltage i officielle arrangementer i Tyrkiet. Hun kan derimod repræsentere sit land på rejser, og har gjort det.
Kemalismen står også for et stærkt ønske om modernisering. Atatürk indførte, foruden forbudet mod slør for kvinder og mod fez for mænd, også det latinske alfabet, skikken med efternavne, og skolepligt.
I flere henseender står det tyrkiske militær for de samme idealer og holdninger som indædte, og muslimforskrækkede Tyrkiet-modstandere siger at de forsvarer i EU.
I målinger af tyrkernes tiltro til landets institutioner havner militæret ofte i top. Forsvaret opfattes som ikke korrupt, til forskel fra det politiske system og erhvervslivet.
Det gør blandt andre Javier Solana, ministerrådets generalsekretær og EU's udenrigspolitiske repræsentant.
I et interview med den tyske avis Bild, som Solana har fået oversat, og som han videregiver på ministerrådets hjemmeside siger han om fordelene med Tyrkiet som medlem af EU:
»For det første ligger landet midt i en delvist ustabil zone – mellem Mellemøsten, Kaukasus og Balkan. Et tyrkisk EU-medlemskab ville indebære en tung stabiliserende drivkraft til hele regionen, og ville derfor også øge vores sikkerhed. For det andet råder Tyrkiet over et enormt potentiale af væbnede styrker. Deraf vil Tyrkiet kunne yde et nyttigt bidrag til europæiske kriseindsatser.«
I et baggrundsdokument fra Kommissionen om relevante spørgsmål ved et tyrkisk EU-medlemskab kan man læse:
”En klar vurdering af effekterne på landbrugsområdet er ikke mulig på nuværende afstand fra en mulig optagelse af Tyrkiet.”
Det er fra det dokument som det lækkede tal stammer om at tyrkisk medlemskab alene indenfor landbruget vil koste 60 milliarder danske kroner om året (8,2 milliarder euro) i 2025 – hvis Tyrkiet det år skulle modtage fuld landbrugsstøtte, og hvis der intet er sket med EU's landbrugspolitik til den tid.
På den anden side vurderes at konsekvenserne af et fuldt medlemskab om 21 år vil gå hårdest ud over de tyrkiske bønder.
Den tyrkiske landbefolkning som i dag udgør 35 procent af arbejdsstyrken, vil ikke kunne klare en fri konkurrence fra EU, måske med undtagelse for produktionen af nødder og frugt.
Med gældende regler ville hele Tyrkiet i dag defineres som et mål 1–område; det vil sige en region hvor bruttonationalproduktet per indbyggere er lavere end 75 procent af gennemsnittet i EU.
Samtidigt ville områder, som i dag får regionalstøtte i EU, miste de penge; ikke fordi de er blevet rigere, men fordi at de automatisk vil klatre opad i statistikken, hvis eller når Tyrkiet tæller med.
Desuden er der en stor forskel mellem det forholdsvis rige vestlige Tyrkiet, og de meget fattige dele af landet i øst.
Alt i alt indebærer dette en betydelig udfordring for EU's samhørighedspolitik, konstaterer Kommissionen, som kun vagt skitserer tænkbare løsninger:
– Tyrkiet må skynde sig at udvikle landet af egen kraft.
– Der vil bliver brug for ”specifikke arrangementer”, lange overgangsordninger, og udfasningsløsninger.
Det findes ingen fælles EU-standpunkt om religion og kultur. Flere katolske medlemslande forsøgte at få kristendommen skrevet ind i den foreslåede forfatning, men det blev afvist.
Tyrkiet er per definition en sekulær (ikke religiøs) stat, med langt strammere lovgivning, og praksis, end for eksempel Frankrig.
Hertil kommer argumenter, at det som i dag opfattes som ”europæisk” kultur til dels bygger på en historisk indflydelse fra Islam, og at Islam er en del af dagligdagen i EU, uanset om Tyrkiet bliver holdt uden for eller ej.
I det perspektiv vil et tyrkisk medlemskab kunne bruges til at modvirke religiøst prægede konflikter.
Det er et ræsonnement som kan anes bag formuleringer om at Kommissionen vil se en ”kraftigt styrket” dialog mellem det civile samfund i EU og Tyrkiet.
Hvad det indebærer konkret, er noget som Kommissionen vil vende tilbage til.