ARTIKLER


EU bygger på vulkan

Som et led i EU's støtte til svage områder giver EU nu penge til huse i den by, der i 1902 blev ødelagt ved et vulkanudbrud
Af Sven Skovmand
6. maj 2004

I 1902 blev byen Saint Pierre på den franske ø Martinique i Det Caraibiske Hav udslettet ved et udbrud af vulkanen Mont Pelée. Over 29.000 mennesker omkom, og den eneste overlevende var en fange i et fængsel, der var anbragt så dybt nede, at det var et sikkert opholdssted.

Udbruddet betød, at øen, der er på størrelse med Lolland, fik en ny hovedstad i Fort de France. Og nye udbrud i årene mellem 1929 og 1932 fratog folk al lyst til at bo i Saint Pierre. I mange år lå byen hen som ruin.

Dog ikke længere, fortæller David Rehling i Information den 26.3.2004. Nu bygges der løs – med hjælp fra EU! Overalt i byen kan man se skilte, hvor der står, at byggeriet sker med støtte fra Unionen. Det sker efter reglerne for støtte til EU's yderområder.