ARTIKLER


EU kan spænde ben for portostøtte til 1300 blade

EU har ikke godkendt ordningen så hurtigt som ventet og siger måske nej. Alene uvisheden skaber problemer for dem, der rammes af fordyrelsen. (Nr. 1119, 2.4.2004)
Af Sven Skovmand
7. maj 2004

I forbindelse med sidste års finanslov afskaffede regeringen den hidtidige støtte til blade og tidsskrifter fra 1. marts 2004. Det sparede staten for en udgift på 180 millioner kroner, men udgifterne for dem, der udgav bladene, bliver langt højere – omkring 350 millioner kroner.

En forudsætning for bladstøtten var nemlig, at postvæsenet selv gav et »tilskud« ved at tage en for høj pris for almindelige frimærker. Denne ordning bortfaldt samtidig med det statslige tilskud. Hvor det tidligere kostede under 2 kroner at sende et blad ud til en abonnent eller et medlem, stiger prisen til 4-5 kroner – i en del tilfælde endnu mere.

Postvæsenet tager nemlig ikke kun flere penge for at udsende bladene. Det opkræver også gebyr for adressering og meddelelse om adresseændringer.

Lovede erstatning

Som en slags plaster på såret lovede regeringen at erstatte tabet for blade af oplysende, idrætsmæssig, religiøs eller undervisningsmæssig karakter.

28,5 millioner kroner blev afsat til formålet, og over 1300 foreninger og udgivere af tidsskrifter søgte om støtten inden den angivne frist – den 1. februar 2004.

Regeringen lovede, at der ville blive givet besked om støtten i sidste del af marts, men det løfte har ikke kunnet holdes. For EU står i vejen.

En alvorlig belastning

En støtte af den foreslåede art betragtes af EU-Kommissionen som statsstøtte, og Kulturministeriet anmodede derfor Kommissionen om godkendelse af ordningen. Man forventede formentlig, at det ikke ville give problemer.

Det gjorde det imidlertid. Kommissionen har endnu ikke taget stilling til sagen, og det frygtes, at den helt vil sige nej til ordningen, fordi den ikke giver alle blade lige vilkår. Politiske blade og fagforeningsblade er nemlig holdt udenfor.

Under alle omstændigheder er udskydelsen af beskeden en alvorlig belastning for udgiverne af bladene, der ikke ved, om de er købt eller solgt.

Direktøren for Dansk Fagpresse, Christian Kierkegaard, kritiserer, at regeringen ikke sikrede sig godkendelse fra EU, inden man afskaffede portostøtten. Han vil nu ad politisk vej søge at få den gamle ordning tilbage.

Hvad Biblioteksstyrelsen sagde

Vi gengiver her den meddelelse, som Biblioteksstyrelsen – der administrerer ordningen – sendte ud til de 1300 ansøgere den 30. marts:

»Biblioteksstyrelsen har på grundlag af Lov nr. 1214 af 27. december 2003 om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter indkaldt ansøgninger om andel i den for 2004 afsatte pulje på kr. 28,4 mio. kr.

De modtagne ansøgninger er nu behandlet administrativt og en foreløbig opdeling i støtte- og ikke-støtteberettigede er foretaget.

Da der imidlertid er tale om en national støtteordning skal den, inden den kan iværksættes, behandles af Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber med henblik på en afklaring af forholdet til EF-Traktaten. Kommissionens behandling af sagen er endnu ikke afsluttet, men der arbejdes for en snarlig afklaring af situationen.

Loven kan ikke træde i kraft før Kommissionens afgørelse foreligger, og de nærmere regler for støtteordningens administration kan ikke fastlægges i en bekendtgørelse før loven er trådt i kraft.

Biblioteksstyrelsen beklager at endelig behandling og afgørelse af de indsendte ansøgninger således må udsættes indtil et svar fra Kommissionen foreligger.« sven@notat.dk