ARTIKLER


EU-regler for flyvetiden

EU strammer reglerne for, hvor meget piloterne må flyve. Det rammer især lavprisselskaberne.
Af Sven Skovmand
12. juni 2004

EU-Kommissionen har fremlagt et forslag, der sætter grænser for, hvor længe ad gangen piloter må flyve, skriver Børsen den 7.6.2004

Forslaget ændrer ikke på EU's regel fra år 2000 om, at piloterne højst må flyve 900 timer om året

Derimod fastslår den, at de højst må arbejde i 13 timer ad gangen, og at antallet af timer formindskes, hvis de flyver om natten eller har mere end én landing.

Forslaget vil først og fremmest ramme lavprisselskaberne, der udnytter deres piloter langt hårdere end de traditionelle flyselskaber. Derfor er SAS særdeles tilfreds med forslaget, der vil styrke selskabet i konkurrencen.

Lavprisselskaberne rammes i forvejen af de stigende priser på olie, idet energiforbruget netop på grund af de lave billetpriser udgør en højere andel af indtægterne, end det gør i de traditionelle selskaber.