NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU åbner nu for muligheden for angrebskrig uden om FN og rykker dermed tættere på USA – i hvert fald når det gælder bekæmpelsen af biologiske, kemiske og atomvåben. På udenrigsministermødet i Luxembourg i denne uge blev de 15 ministre enige om, at ’passende magtanvendelse’ kan være nødvendig i kampen mod spredningen af disse våben.
EU’s strategi på området fremhæver dog stadig dialog og internationale traktater som første skridt på vejen – men hvis diplomatiet ikke rækker, er EU nu parat til sanktioner, beslaglæggelse og magtanvendelse.
Magtanvendelsen betyder ikke, at EU selv trækker i uniformen som de første – men formuleringerne giver mulighed for, at EU støtter et militærangreb, som går i gang uden om FN’s Sikkerhedsråd. EU-landene er dog enige om, at FN’s Sikkerhedsråd ’skal spille en central rolle’, når det drejer sig om bekæmpelsen af masseødelæggelsesvåben.
I øjeblikket er EU’s nye beslutning særlig aktuel i forbindelse med diskussionerne om Irans atom-energiprogram – både FN’s atom-energiagentur IAEA og USA mener, at Irans atomprogram kan bruges til andet end til at producere elektricitet. Derfor sendte EU’s udenrigsministre i går en opfordring til Iran om at underskrive en tillægsprotokol om ikkespredning af atomvåben. Protokollen vil give FN-inspektører adgang til besøg på iranske atomanlæg.