EU's fiskeripolitik ligner nykolonialisme

Den fælles fiskeripolitik er langt fra hovedprincipperne i EU, nemlig frihandel og lige konkurrencevilkår. Roden til problemet er at EU ikke betragter fiskeriets processer som industrielle, men snarere knytter dem til landbruget.

Vi har set, hvordan EU's Ministerråd fastsætter en samlet tilladelig fangstmængde, der ligger højt over videnskabens råd.

Resultatet er overfiskeri. Virkningen er at bæredygtigheden for mange bestande ligefrem trues.

Statsstøtte i EU har opmuntret til investeringer, som ikke kan betale sig. Resultatet er en ineffektiv fiskeindustri.

Fiskeflåden i EU er for stor og for dyr. Statsstøtten har forværret situationen og ødelagt den naturlige konkurrence. Statsstøtte, som opmuntrer til investering, bør afskaffes.

Endelig er alle enige om at det står elendigt til med overvågning og implementering. Myndighederne ved simpelthen ikke, hvor mange fisk der fanges, eller om reglerne overholdes eller ej. Kasserede fisk er også et enormt problem.

Lad mig citere lederen af de britiske konservative, Mr. Michael Howard, der i en tale i sommer sagde: »Den fælles fiskeripolitik er en fiasko: Den har på én gang medført svindende fiskebestande og næsten ødelagt den britiske fiskeindustri ... Dens regler har gjort gode mænd til løgnere.« De ord taler for sig selv.

Spørgsmålet om EU-medlemskab er vanskeligt for alle nordatlantiske lande. Grønland og Færøerne har som de første valgt at stå uden for EU. Island har aldrig søgt om medlemskab. Norge har ansøgt to gange, men ikke fået en aftale, som nationen kunne acceptere.

Hvorfor?

Norge og Island deltager ivrigt i alle former for internationalt samarbejde, og få lande i verden har mere eksport og import.

Lad mig kigge lidt nøjere på vor gode ven Norge. Norge er en aktiv bidragyder i det internationale samarbejde. Norge giver mere i udviklingshjælp end noget andet land. Man kan anføre at Norge bidrager til solidariteten med de nye EU-lande med flere penge end nogen af EU's egne medlemslande.

Alligevel siger man somme tider i debatten om Europa at Norge »kører på frihjul«.

Grunden er at Norge to gange har forhandlet med EU om medlemskab, og at det norske folk to gange af afvist forhandlingsresultatet ved en folkeafstemning. Norge har dygtige forhandlere, og aftalerne var de bedste, EU på det tidspunkt kunne tilbyde. Den altovervejende grund til afvisningen var EU's krav om kontrol med fiskeressourcerne. De garantier, man tilbød Norge for den fremtidige forvaltning af ressourcerne var ikke gode nok.

Jeg mener ikke at hverken Norge eller Island kører på frihjul. De deltager begge i Schengen, og det er der EU-medlemslande, som ikke gør; begge lande bidrager til solidariteten i EU gennem Den Finansielle Mekanisme og er netto-bidragydere til EU. Der er kun 11 andre lande i Europa, som er netto-bidragydere til EU. Island og Norge deltager i samarbejdet i EU, hvor det er muligt, og EFTA's politik er at forhandle frihandelsaftaler med de samme lande som EU.

Nej, Island og Norge kører ikke på frihjul. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige at Norge ikke afviste EU-medlemskab. Man kan sige, og det er mig eget synspunkt at det var EU, der afviste Norge. De gav Norge et tilbud, landet kun kunne afslå.

Landene i Nordatlanten er afhængige af fiskeriet for at kunne overleve. De har, ikke uden ofre, været i stand til at opbygge et bæredygtigt fiskeri med en effektiv industri.

Det er umuligt for dem at opgive kontrollen med fiskeressourcerne for at gå med i et system, som ikke virker.

Hvorfor har EU ikke forlangt kontrol med de britiske olieressourcer, Sveriges stål, Finlands skove eller vinmarkerne i Frankrig? Der er ikke nogen grundlæggende forskel mellem disse ejendomme og fiskeressourcerne inden for den eksklusive økonomiske zone.

Der findes måske et ønske om at slutte sig til EU. Der er afgjort støtte til idealet om et fredeligt og velstående Europa grundet på samarbejde og solidaritet. Det er bevist gentagne gange i handling.

Men kendsgerningen er at det måske ikke er muligt for fiskerinationer at blive medlemmer af EU.

Kan nogen ærligt se mig i øjnene og sige at Island, som henter 60 procent af sine eksportindtægter fra fiskeriet, skal opgive kontrollen med sit fiskeri? Er det rimeligt at forlange at et land, som er afhængigt af fiskeriet, skal overlade forvaltningen af denne ressource til et organ, der har vist sig ude af stand til at forvalte sine egne ressourcer? Atter og atter får vi at vide at det er prisen for medlemskab. Jeg vil gå så vidt som til at sige at EU's politik over for fiskerinationerne i Nordeuropa ligner nykolonialisme i denne henseende.

EU er baseret på at bruge økonomiske værktøjer til at nå politiske mål. Den fælles fiskeripolitik vender disse principper på hovedet når den bruges til at vinde kontrol over nye medlemslandes ressourcer.

EU's krav om at landene i Nordatlanten skal give afkald på deres fiskeressourcer ved indtræden i Unionen er et krav om at de skal gå tilbage til fortiden. Det er et skridt tilbage til jægermentaliteten. Det er et skridt tilbage til en politik baseret på et forældet syn på fiskeripolitikken som en del af landbrugs- og socialpolitikken.

(Oversat af Luise Hemmer Pihl)

Asgrimssons tale kan i sin helhed læses på engelsk på www.utanrikisraduneyti.is/frettaefni/raedur-radherra/nr/2340.