EU’s indtog i skandinavisk udenrigspolitik

Sveriges støtte til tredje-verdenslande – tidligere et varemærke for svensk politik – er mindsket det seneste årti – der nogenlunde falder sammen med ansøgning og optagelse i EU. Lone Cygkjær anerkender Norges politik
Af Brigitte Alfter
20. juni 2004

Sidste år i august samlede FN alverdens lande i Johannesburg i Sydafrika for at finde en fælles aftale for bedre miljø og for at bekæmpe fattigdommen. Det var dengang, den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, sagde, at den slags topmøder ikke nyttede noget.

Bag kulisserne var der de sædvanlige kampe – og her indtog blandt andre Norge og Schweiz en interessant rolle.

Miljø over handel

Spørgsmålet var, om frihandel skal gå forud for miljøet. Mere konkret handlede det om, hvorvidt reglerne i WTO, Verdenshandelsorganisationen, skulle stilles højere end de internationale miljøaftaler. EU, USA og udviklingslande i G77-sammenslutningen gik ind for frihandel frem for miljø.

Men Norge, Canada og Schweiz var imod.

Norge havde gjort spørgsmålet til et af sine hovedkrav op til Johannesburg-mødet, og den norske udviklingsminister, Hilde Frafjord Johnson, forhandlede. Med succes.

Dagen efter flød de norske aviser over af ros: »Jeg ville ønske, der var flere lande som Norge. I har sammen med Schweiz gennemført en ekstrem effektiv guerilla-operation,«lød kommentaren fra selveste chefen for FN’s udviklingsprogram, Mark Malloch Brown fra UNDP, overfor den norske avis Verdens Gang.

Under overskriften »Hilde hyldes« kommenterer udviklingsministeren selv: »Det var knaldhårdt, men det var det værd. En utrolig oplevelse. Det er flot, at små lande kan spille en stor rolle. Jeg er vældig glad for, at vi ikke er med i EU nu. Så havde det ikke været muligt,«siger ministeren, der tilhører norsk Kristeligt Folkeparti, der traditionelt er imod EU-medlemskab og for EØS-aftalen.

Giftig EU-politik

Johannesburg-mødet var ikke første gang, der var norsk glæde over ikke at skulle følge EU’s politiske linje. Også i den årelange kamp, miljøfolk har kæmpet mod eksport af giftig affald til østeuropæiske og tredjeverdens lande, markerede Norge sig – endda så meget, at EU-forkæmperen, den danske EU-parlamentariker og tidligere miljøminister Lone Dybkjær, overfor norske Dagbladet sagde: »Det er desværre et eksempel på, at det var godt, at Norge ikke blev medlem. Jeg har varmt støttet norsk EU-medlemskab. Men det var i hvert fald godt for miljøet, at Norge ikke er medlem.«

Tyske Greenpeace, der ligesom de skandinaviske lande gik ind for en stram regulering af gift-eksporten til de fattige lande, roste blandt andet den daværende danske miljøkommissær, Ritt Bjerregaard, samt den danske, svenske, finske, norske og schweiziske miljøminister.

Hvad Greenpeace ikke skrev, var, at Sveriges, Norges og Danmarks ministre af EU-Kommissionens daværende formand, Jacques Santer, fik et ultimatum på 24 timer til at trække deres forslag tilbage, da det ikke stemte overens med EU’s politiske linje. Ellers ville de blive stævnet for EF-Domstolen fordi de optrådte »uafhængigt af Unionen i et internationalt miljøspørgsmål,«som Dagbladet citerer sagen.

Norge fortsatte ad den tidligere skandinaviske linje i sagen – med succes.

Målbart

Kommissionsformanden var såmænd ikke nogen styg EU-skurk med sine udtalelser. Det står klart i traktaten, at der skal være »sammenhæng i Unionens optræden udadtil som led i de fælles politikker for udenrigsanliggender«og en håndfuld andre emner.

Hvor meget artiklerne i den nuværende traktat og EU-medlemskabet betyder, har svenske forskere sat sig for at finde ud af. De offentliggjorde deres resultater sidste år – og de viser en markant forandring i svensk udenrigspolitik gennem de senere år. Sverige søgte om EU-medlemskab i 1991 og blev medlem i 1995.

Sverige har siden 60’erne været kendt for sin såkaldte »aktive udenrigspolitik«, hvor landet fremstod som u-landenes forkæmper blandt i-landene. To forskere i statsvidenskab, Marie Demker og Cecilia Malmstr”m, har undersøgt, med hvilke lande Sverige udvekslede officielle besøg, og mens der fra 1965 til 1989 var en livlig kontakt til og fra den tredje verden med 37 procent af besøgene mod 24 procent til og fra vestlige lande, ændrede billedet sig markant i 1990’erne. I disse år falder besøgsudvekslingen med den tredje verden til 18 procent, mens den europæiske andel stiger til 60 procent.

Denne forandring ser professor i statskundskab, Ulf Bjereld, samt forskeren Martin Sjösted, begge fra universitetet i Göteborg, ifølge en artikel i Dagens Nyheter som et vigtigt fingerpeg. Martin Sjösted har i sin egen undersøgelse om udviklingen i den svenske udenrigspolitik målt, hvem Sverige holder med under afstemninger i FN. Også her kan der spores en markant ændring.

Mens Sverige i 1980’erne stemte lige ofte med tredjeverdenslande som med vestlige lande, stemte landet i 2000/2001 i 86 procent med vestlige lande og i nul procent med tredje verdens lande.

Under afstemninger, hvor vestlige lande og tredjeverdens lande stod stejlt overfor hinanden, har Sverige i årtiet fra 1991 til 2001 holdt med vestlige lande i 55 tilfælde og med tredje verdens lande i tre. Til sammenligning stemte Sverige ved lignende uenigheder i 1980’erne 30 gange med vestlige lande og 33 gange med tredje verdens lande.

»Store forandringer,« konkluderer Martin Sjösted, og kæder tidspunktet for ændringerne, årene 1990-1991, delvist sammen med den svenske regerings beslutning om at søge om optagelse i EU.

Massiv kritik

De senere dage er der kommet massiv kritik mod den svenske regering fra en anden professor, statsretseksperten Said Mahmoud fra universitet i Stockholm. Han siger ligeud, at regeringen gemmer sig bag EU-medlemskabet i stedet for at føre en selvstændig politik.

»Regeringen skyder skylden på EU-medlemskabet, selv om den meget vel ved, at EU ikke er til hinder for at føre en selvstændig udenrigspolitik,«sagde han overfor Dagens Nyheter denne uge. Aktuelt efterlyser han en svensk markering i forhold til Irak, han mener, det folkeretsligt er risikabelt med den britisk-amerikanske linje om deres »suveræne ret« til at angribe et andet land, og at Sverige burde tage stilling til denne linje. Hvorfor ventede Sverige med at tage stilling til efter at Tyskland og Frankrig havde fremført deres positioner, spørger Mahmoud.

»Der findes mange eksempler på, at såvel Frankrig, Tyskland som mindre medlemslande har truffet egne beslutninger, mens Sverige ventede eller afholdt sig. Som da FN’s generalforsamling i oktober 2000 vedtog en udtalelse mod israelsk vold mod civile. Sverige afholdt sig fra at stemme. Forklaringen var, at Sverige skulle overtage EU-formandskabet i det efterfølgende halvår. Ingen tænkte på, at Frankrig, som stemte for resolutionen, var EU-formand på netop det tidspunkt.«

Kilder:

Hilde Hylles, Verdens Gang, Norge, 3.9.02 http://www.vg.no/pub/skrivervennlig.hbs?artid= 2040266

Greenpeace Tyskland roser skandinaviske ministre

http://www.greenpeace-magazin.de/archiv/hefte96/1_96/das_nahe_ende.html

Lone Dybkjær: Bra for miljøet at Norge sa nei

Dagbladet, Norge, 2.12.1995 (upload side)

Martin Sjösted, En väststat som andra?

http://www.globalpublications.org/Glob%20persp%202002.2.pdf

Martin Sjösted og Ulf Bjereld, Stödet till tredje världen minskar

http://www.dn.se/DNet/road/Classic/article/0/jsp/print.jsp?&a=41288

Said Mahmoud, Kritik af Sveriges tilbageholdenhed, Dagens Nyheter 26.2.03

http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=1042&a=112606&previousRenderType=6