NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Service over grænserne. Fagbevægelsen skruer op for kritikken af forslaget til servicedirektiv. »En trussel mod hele den sociale model i Europa,« advarer Europa-LO.
Af Staffan Dahllöf
LO-formand Hans Jensen gør det.
Næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger gør det.
FTF-formand Bente Sorgenfrey gør det.
Europa-LO (mere kendt som EFS – Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, formelt kaldet ETUC) gør det også.
Alle afviser de EU's forslag til et servicedirektiv.
De faglige repræsentanter finder det »uacceptabelt«, at arbejde i Danmark ikke skal følge danske regler og overenskomster, men reglerne i det land, hvor en virksomhed kommer fra.
I en ny udtalelse fra den 24. maj siger Europa-LO (EFS) at forslaget truer de eksisterende overenskomster, nationale arbejdsregler ja, »hele den europæiske sociale model«.
EFS kræver nu, at arbejdet med forslaget standses og først genoptages, efter at fagbevægelsen er taget med på råd.
En lignende kritik kommer nu også fra dansk LO efter en noget tøvende start.
Hans Jensen giver et eksempel:
»Dette kan tænkes at ske, hvis russiske arbejdere arbejder lovligt for et polsk firma, og dette firma får opgaver i Danmark og medbringer de russisk ansatte til at udføre opgaverne.«
LO´s næstformand Tine Aurvig-Huggenberger, konkluderer:
»Jeg kan ikke advare nok mod dette direktiv i dets nuværende form. Hvis det bliver vedtaget, som Kommissionen har foreslået det, er der risiko for, at der vil opstå voldsomme problemer på den danske arbejdsmarked. EU-modstanden vil vokse, ligesom vi risikerer, at danske lønmodtagere, der generelt er eller har været positive overfor udvidelsen af EU, vender deres udenlandske kolleger ryggen«.
»Forslaget går ind på meget vigtige velfærdsområder, hvor der må tegnes en streg i sandet. Ellers kan direktivet føre til yderligere markedsgørelser af den offentlige sektor,« siger FTF-formand Bente Sorgenfrey til nyhedsbrevet EU-fagligt netværk.
Det bærende princip er, at serviceydere skal følge regler og love, hvor de kommer fra (oprindelseslandet) og ikke dér, hvor de virker (udstationeringslandet).
Man frygter, at det for eksempel vil kunne betyde, at et slovakisk rengøringsfirme kan nøjes med at betale slovakisk løn i Danmark.
Dette er dog ikke helt klarlagt, da der i forvejen findes et udstationeringsdirektiv, som siger, at udstationerede arbejdere skal betales efter den lovregulerede minimumsløn.
Problemet er bare, at minimumslønninger i Danmark og i Sverige reguleres med overenskomster, og ikke med lov.
Direktivforslaget kan derfor komme til at sætte spørgsmålstegn ved selve den nordiske aftalemodel.