ARTIKLER


Fakta og debat om rets- og indenrigspolitik

Ny hjemmeside vil sætte fokus på og skabe debat om den danske undtagelse overfor overstatslige EU-beslutninger på området for retlige og indre anliggender
Af Ib Roslund
24. oktober 2004

13. oktober fik folk med interesse for EU-spørgsmål generelt og sager om jura, menneskerettigheder, flygtningeforhold og kriminalitet i særdeleshed en ny kilde til mere viden på internettet, da en ny hjemmeside blev søsat.

retsundtagelse.dk hedder hjemmesiden, der indeholder analyser med udgangspunkt i et projekt om området for EU’s retlige indre anliggender (RIA).

Projektet forsøger at ”sætte fokus på og skabe debat om, hvad den danske retsundtagelse egentlig har dækket over, hvad den dækker over lige nu, og hvordan en fremtidig dansk retsundtagelse sandsynligvis kommer til at se ud. Der stilles i den forbindelse spørgsmålstegn ved, om vi egentlig er undtaget fra så meget, som vi går og tror, ligesom skiftende danske regeringers fortolkning af undtagelsen støves af”, som der står på hjemmesiden.

”Danmarks retlige undtagelse finder sjældent vej til de danske avisspalter. Og hvis den endelig gør, så handler det som oftest om at undtagelsen har medført at Danmark ikke kan deltage i EU's udlændingepolitik.

Men området retlige og indre anliggender dækker over en række andre områder så som; civilretlige spørgsmål (dvs. person-, familie-, arve- og formueret), Schengen-samarbejdet, politi- og strafferetligt samarbejde, herunder bekæmpelse af terrorisme og meget mere, som i høj grad fortjener mindst lige så stor opmærksomhed som spørgsmål om udlændinge.”

RIA-projektet er lavet i Bruxelles af ansatte i parlamentet med tilknytning til Folkebevægelsen mod EU’s parlamentsmedlem, professor dr.jur. Ole Krarup. Projektets hovedforfatter, Mette Tonsberg, er cand. jur. og har siden 2001 beskæftiget sig med spørgsmål om retlige og indre anliggender, forfatningsspørgsmål og den danske undtagelse i EU-Parlamentet. Derudover har stud. jur. Thomas Bugge researchet og været medforfatter på Schengen-afsnittet, og Lars Pedersen har været sparringspartner på projektet og stået for udviklingen af hjemmesiden samt en RIA-database m.m.

Det er et informationsprojekt fra Folkebevægelsen mod EU, men det repræsenterer ikke nødvendigvis Folkebevægelsen mod EU's eller Ole Krarups holdninger.