Fem militære nyheder i EU-forfatningen

Nye skridt i forfatningen skaber udvidede rammer for militærsamarbejde. Den er også vigtig for efterfølgende at kunne legitimere, hvad der allerede er sat i gang.
Af Staffan Dahllöf
22. november 2004

Der er ganske meget nyt i EU-forfatningen, sammenlignet med den gældende traktat, hvis man læser med den med militære briller for øjnene:

– Den fælles politik ”vil føre til” et fælles forsvar efter enstemmig beslutning (artikel I-41.2). Gældende traktat siger ”vil kunne føre til” et fælles forsvar.

– Alle EU-lande skal forbedre sin militære kapacitet (artikel I-41.3 ). Intet tilsvarende krav i Nice-traktaten.

– De som vil og kan, må gå foran i et ”permanent struktureret samarbejde” (artikel I-41.6). Det samarbejde etableres med kvalificeret flertal. Der er ingen præciseringer af, hvor mange (eller få) som må gå foran.

– Hvis et medlemsland angribes skal de øvrige ”yde al hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen”, dog uden at berøre de neutrale og/eller alliancefrie landes særlige karakter (artikel 41.7). I forfatningskonventets forslag var kravet kun møntet på landene i en fortrop, i den endelige forfatning er bistandskravet møntet på alle.

– Hvis et medlemsland udsættes for et terrorangreb eller en katastrofe skal de øvrige tage alle instrumenter i brug, herunder de militære muligheder (artikel I-43). Ingen tilsvarende artikel i Nice-traktaten.

En angrebsunion

Med opstrammet mål, oprustningskrav og forsvarsforpligtelser for alle, plus den særlige solidaritetsklausul om terror, plus de forenklede muligheder for at danne fortrop, bliver EU i praksis en forsvarsunionen, eller måske hellere, en angrebsunion da vægten ligger på indsatser udenfor EU's egne grænser.

På den anden side er flere af nyhederne allerede gamle, i den forstand at de er introducerede.

Solidaritetsklausulen i tilfælde af terrorangreb og katastrofe blev vedtaget som bindende af forårstopmødet i Bruxelles i marts i år efter terrorbomberne i Madrid.

Betingelserne for at deltage i et ”permanent struktureret samarbejde” er på plads i og med oprettelsen af våbenagenturet, og opfyldelsen af de første mobiliseringsmål.

I forvejen og efterfølgende

Og man vil kunne sige at den højtstående repræsentant Javier Solana ofte og gerne optræder som den udenrigsminister for EU han endnu ikke er udnævnt til at være.

Spørgsmålet er så om forfatningen vil gøre nogen forskel?

Det spørgsmål bliver stillet af Antonio Missiroli, forsker på EU's institut for sikkerhedsstudier i Paris.

Og Missiroli svarer selv:

”Hele øvelsen med forfatningen har været brugbar og effektiv ved at befri nye initiativer, og på en måde legitimere dem på forhånd. Det ville derfor være en skam for EU i almindelighed og for legitimiteten af forsvars- og sikkerhedspolitikken i særdeleshed, hvis de to seneste års bemærkelsesværdige anstrengelser skulle blive kastet bort.”