NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Sammenlignet med andre lande er den danske debat ofte præget af fasttømrede holdninger, fronterne mellem »modstandere« og »tilhængere« er trukket pinefuldt skarpe, kampen om det næste ja eller nej lurer i baghovedet. Men hvad vil de egentlig, hvad er den større vision?
Netop dette »hvad vil de egentlig« giver bogen »EUROPA HVORHEN?« svar på. Svarene er komplekse og omfattende – og meget forskellige også i deres form.
De fire forfattere kender hinanden gennem årene fra kampen for eller imod EU. Initiativtageren Niels I. Meyer kommer fra JuniBevægelsen, Niels Ersbøl er tidligere generalsekretær for EU’s ministerråd, Jakob Erle kommer fra Nyt Europa og Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU.
Hver især brænder forfatterne for deres vision af Europa – og det er netop det, der er styrken ved denne bog. De er enige om en ting: Det europæiske samarbejde skal være demokratisk. Men derefter holder enigheden også op.
Forfatterne har af samme grund forsøgt at give flere indgange til emnet. Der bliver således givet en historisk gennemgang og en liste over forskellige debatemner. Og så bliver visioner afprøvet på syv centrale emner – fra demokrati over udenrigspolitik til forfatningen.
Denne sammenligning af centrale holdninger er en forholdsvis let tilgængelig opstilling, som sikkert godt kan bruges som indgang. Men den minder trods alt om et uddrag af debatten, som vi kender den, hvor dem, der ikke er med på detaljerne, bliver hægtet af. Derfor virker det næsten som en lettelse at læse videre til de fire visioner, der giver hvert billede sin helhed.
Sådan lyder indledningen på Niels Ersbølls vision, hvor EU fortsætter ad sit nuværende spor.
Ersbøll giver et konkret, teknisk overblik over Unionens opbygning. Den mest markante nyskabelse er et EU-Senat, der skal bestå af medlemmer fra de nationale parlamenter samt nogle få EU-parlamentarikere.
Senatets opgave er at kontrollere Ministerrådet og Det Europæiske Råd. Ersbøll mener ikke, at kontrollen af Ministerrådet er stærk nok, hvis kun de enkelte landes parlamenter kontrollerer deres repræsentanter i rådet.
Senatet skal kunne stille et mistillidsvotum – dog beslutter Ministerrådet selv, hvad konsekvenserne af kritikken skal være. I Ersbølls EU anno 2010 har oprettelsen af Senatet ført til, at EU bliver behandlet mere nuanceret i medierne.
Han fremstiller et billede af en gennemført forbundsstat med et direkte valgt to-kammers parlament, en EU-regering, en fælles erhvervsskat og en EU-forfatningsdomstol. Også Erle beskriver én institution ad gangen – men krydrer gennemgangen med billeder og beskrivelser.
Eksempelvis foreslår han et »Mangfoldighedens Hus«, en ny institution for regionerne og mindretallene. Indenfor rammer af en »blød, organisk arkitektur« udøver medlemmerne fra områder som Wales, Skotland, Katalonien, Baskerlandet og Åland deres rådgivende funktion. Den årlige åbning af Mangfoldighedens Hus »ligner nærmest et karneval i forhold til det, der foregår på den anden side af floden.«
Her – i Nationernes Hus, der har kontor i Prag – festligholdes den årlige åbning ved, at Wiener Symphonikerne spiller Beethovens Ode til glæden, og parlamentarikerne aflægger en fælles ed.
Ifølge Erle er et føderalt EU den eneste måde at kæmpe for målet om økologisk, økonomisk og social bæredygtighed i Europa og på verdensplan.
Vi er tilbage i nutiden, og i deres afsnit om et fleksibelt Europa har de valgt at indgå i en debat mellem deres vision og aktuelle emner fra den danske debat. Målet med visionen er at rulle EU tilbage til et delvist formaliseret mellemstatsligt samarbejde, der koncentrerer sig om bestemte arbejdsområder.
De ser for sig et EU, hvor de demokratiske nationalstater spiller en langt større rolle igen ud fra mottoet, at en europæisk forbundsstat ikke kan blive et ægte demokrati. Kun formerne vil være opfyldt i et sådant demokrati, men det vil ikke være levende. I stedet skal EU-Parlamentet fremover have rådgivende funktion, Kommissionen skal nedlægges og erstattes af et sekretariat for et langt mere mellemstatsligt agerende Ministerrådet.
Alt i alt en kraftig slanket version af det nuværende EU. Samarbejdet skal fremover koncentrere sig om bestemte emneområder – eksempelvis miljøet. Modellet omfatter også ideer til internationale domstole. Ikke blot den omstridte internationale straffedomstol, men også en international miljødomstol.
Dette scenarie med udgangspunkt i nutiden bruger en del tid på at forhold sig til den aktuelle debat – argument for argument.
Krarup påpeger grundlæggende indre modsigelser i EU-samarbejdet og tegner muligheden for, at samarbejdet falder fra hinanden eller bliver splittet.
I stedet bør modellen være, at Danmark sammen med de andre nordiske lande indgår et nært samarbejde, der bygger på den årelange erfaring og de nære bånd mellem landene.
Krarup udpensler ikke nærmere dette samarbejde – men han giver et tankevækkende eksempel: Den nordiske pasunion i sammenligning med EU’s Schengen-aftale.
»De to regelsystemer har samme målsætning, nemlig at skabe regler for fri bevægelighed uden paskontrol,« skriver juraprofessoren Krarup og påpeger, at den nordiske pasunion fungerede i 40 år på grundlag af en lovtekst på to sider, mens Schengen-systemet med en kompliceret traktattekst samt et omfattende overvågnings- og kontrolsystem er blevet noget af den »mest omfattende politioprustning« i nyere historie.
Modellen udpensler ikke konkrete institutioner, men argumenter for, hvordan Norden både handelsmæssig og politisk vil kunne udgøre en handlekraftig samarbejdspartner for både EU og en række andre lande.
Ikke kun indholds- men også formmæssigt er modellerne vidt forskellige. Men det udgør måske netop bogens styrke: At præsentere de forskellige modeller fra de forskellige synsvinkler. Helhjertet hver især.
Niels Ersbøll var generalsekretær for EU's ministerråd 1980-1994 og den danske regerings repræsentant i forhandlingen om Amsterdam-traktaten.
Jakob Erle er talsmand for Ny Europa og leder af det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati
Niels I. Meyer er professor emeritus fra Danmarks Tekniske Universitet. Han er medlem af JuniBevægelsens ledelse og, folketingskandidat for Minoritetspartiet.
Ole Krarup er professor i jura ved Københavns Universitet og medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
I bogen forsøger de fire forfattere - Niels I. Meyer, Niels Ersbøl, Jakob Erle og Ole Krarup – at gøre det, som den til tider betændte danske debat så ofte har forhindret: Lægge op til en debat om de store linjer i EU.
»Vi har en ret dybtgående diskussion af alle hovedemner,« siger Niels I. Meyer.
»Det var i det sidste år, inden Rådet blev nedlagt. Drude Dahlerup og jeg havde lavet et budget for scenarie-projektet og fået god opbakning. Da vi skulle gå videre, blev Rådet nedlagt,« husker Niels I. Meyer.
Det var i 2001.
Men ideen om at præsentere fire visioner samlet blev jo ikke ringere af, at Rådet var forsvundet. Derfor søgte han penge til projektet hos Nævnet vedrørende EU-oplysning. Det bevilgede penge til både en bog og en hjemmeside, der begge bliver til virkelighed i dette forår.
»Vi fire dækker spektret rimelig bredt – fra den ene yderlighed med Jakob Erle, der går ind for en forbundsstat, til Ole Krarup, der vil have Danmark ud af EU,« siger Niels I. Meyer.
Både han selv og Ole Krarup fik støtte fra baglandet i bevægelserne, mens Jakob Erle og Niels Ersbøl skrev alene.
»Der var selvfølgelig en hel del diskussion..« fortæller Niels I. Meyer. Men de fire forfattere har kendt hinanden gennem mange aktive år i den EU-politiske del af Danmark, og vi har stort set undgået direkte polemik i bogen,« siger han.
Nu er arbejdet afsluttet - og det er et rigtig godt tidspunkt, synes Niels I. Meyer: »Der er parlamentsvalg, og debatten om EU-forfatningen er på vej. Bogen er fantastisk aktuel,« siger han.
Bogen udkommer i første omgang i 1000 eksemplarer. Den tilhørende hjemmeside, hvor der også er mulighed for at kommentere og debattere, kan ses på www.europascenarier.dk.
»Udgangspunktet for dette scenarie er forfatterens overbevisning om, at EU efter udvidelsen er i fare for at miste sin dynamik på et tidspunkt, hvor de europæiske lande mere end nogensinde har brug for en Europæisk Union, som kan bidrage til løsningen af deres fælles problemer.
Unionens funktion vil blive meget mere kompliceret som følge af det store antal medlemslande og de store forskelle mellem dem i velstand og samfundsmæssig udvikling. EU's succes eller nederlag vil kunne blive afgørende for de europæiske velfærdsstaters evne til at møde udfordringen fra konkurrencen med USA og især fra de nye økonomiske stormagter som Kina og Indien. EU's overlevelse har derfor direkte betydning for hver eneste europæers daglige liv, i første række for beskæftigelsen og den sociale sikkerhed.
I dette scenarie afhænger EU's fremtid i første omgang af en hurtig vedtagelse af forslaget til en forfatningstraktat og derefter af regeringernes konsekvente udnyttelse af de institutionelle reformer, som traktaten lægger op til. Scenariet redegør for vigtigheden af, at traktaten bygger på og styrker EU’s grundlæggende principper, institutioner og beslutningsformer...«
»Her er udgangspunktet, at Danmark, Europa og Verden står overfor store og uoverskuelige muligheder og trusler. Den hastige teknologiske udvikling og globaliseringen medfører ny produktion og nye måder at arbejde på. Hele brancher flytter til lande med lavere lønninger – eller forsvinder helt. Nye brancher opstår.
Den økonomiske vækst i verden fortsætter, men der er store forskydninger i velstand mellem lande og regioner. Mellemøsten, dele af Østeuropa, Rusland og store dele af Afrika præges af opløsning, kriminalitet, terrorisme, krig, sygdom og nød. Der opstår knaphed på olie, og mange steder på vand. Klimaforandringerne accelererer.
I dette scenarie påtager Europa sig sin del af ansvaret for verdens fremtid. Mere forpligtende europæiske retsregler og globale retsregler er en forudsætning for, at det går godt. Mere demokratisk kontrolleret politisk styring er nødvendig i Europa og i verden.
Derfor har Europas demokratiske nationer overført beslutningskompetencer for udenrigs- og sikkerhedspolitik, bistandspolitik, handelspolitik samt dele af miljøpolitikken, den økonomiske politik, forskningspolitik m.m. til det europæiske parlament og den europæiske regering. Europa taler med fælles stemme i internationale organisationer som FN og WTO...«
Europa må være fleksibelt siger Niels I. Meyer
»Scenariet beskriver et fleksibelt og kulturelt mangfoldigt samarbejde i Europa, hvor alle lande ikke nødvendigvis er med i alt, men hvor hvert land frit kan vælge sine samarbejdspartnere på bilateralt eller multilateralt grundlag. Dette gælder også samarbejde ud over Europas grænser.
I forhold til det nuværende EU er en række beslutningskompetencer trukket tilbage til de nationale parlamenter. Forpligtende aftaler kan træffes på mellemstatsligt grundlag om grænseoverskridende problemer. Overstatslige EU-love er en undtagelse og må udgå fra et flertal af de nationale parlamenter.
Hver stat har vetoret mod sådanne lovforslag under henvisning til vitale nationale interesser, og en tredjedel af medlemmerne i et nationalt parlament kan sende et forslag til EU-lov til folkeafstemning i det pågældende land.
Hvert europæisk land har ret til selvstændigt at fastlægge høje sundhedsmæssige og miljømæssige standarder uden de restriktioner, man kender fra den nuværende såkaldte miljøgaranti. I relation til internationale organisationer som WTO m.v. taler hvert land med sin egen stemme. Scenariet forudsætter, at danskerne stemmer nej til en EU-forfatning...«
Norden kan være et alternativ til EU, siger Ole Krarup
»I dette scenarie diskuteres EU’s aktuelle krisesymptomer som forvarsel om egentlige splittelsestendenser. Det drejer sig om sager som splittelse over Irak-krigen, striden om stabilitetspagten, kommissionens korruptionssager, truslerne om stormagtstyring, problemer med at realisere udvidelsen af EU, etc. På baggrund af den voksende folkelige modvilje mod EU-styringen kan EU's kriser bevirke, at Danmark inden for en kortere årrække forlader EU, f.eks. i tilknytning til et Nej ved de(n) kommende folkeafstemning(er) om EU's forfatningsudkast.
Scenariet antager, at Danmark vil få følgeskab af Sverige, hvor den folkelige modstand er mindst lige så udtalt som hos os. Dette vil åbne mulighed for, at de tre skandinaviske lande vil kunne opbygge et alternativ til den topstyrede stormagtpolitik, der er et mere og mere fremtrædende element i EU’s politiske praksis.
Scenariet forklarer, at et selvstændigt Norden uden for EU – i tæt samarbejde med de nordatlantiske områder og (senere) muligvis andre lande (Finland og de baltiske lande) – vil have politiske handlemuligheder, der vil være til gavn ikke blot for Danmark og Norden, men tillige for Europa og for den globale balance...«