For pæne, for brede, for dårlige

Efter vælgerlussingen og den økonomisk krise rumler det med politisk opgør i JuniBevægelsen.
Af Staffan Dahllöf
21. september 2004

Ledelsen og en særlig evalueringsgruppe er langt hen ad vejen enige om, hvad der gik galt i valgkampen: EU-forfatningen kom ikke godt nok på dagsordenen. Det gik partipolitik i debatterne. Socialdemokraterne fik uventet stor gavn af Poul Nyrup Rasmussens statsministereffekt.

Annoncepengene blev brugt forkert – og i hvert fald i alt for stor mængde. Og så var bevægelsens egne politiske signaler uklare.

På det sidste punkt skilles vandene i vurderingen af, hvorfor Junibevægelsen tabte to af sine tre EU-mandater.

Strategi eller realpolitik

I den rapport som ledelsen har vedtaget, kan man læse at nogle talspersoner af strategiske grunde har ønsket at benytte slogans og formuleringer, som er mindre kritiske overfor Unionen. Det har kunnet føre til den misforståelse at Junibevægelsen har forladt sit oprindelige id‚grundlag.

»Det kan jeg forestille mig er møntet på mig. Men det var af realpolitiske, ikke strategiske grunde, jeg udtalte mig. Jeg taler ikke til Folkebevægelsens vælgere,« siger Hanne Dahl, talsperson og en af de fire hovedkandidater i valgkampen.

Men rapporten peger også på en direkte modsat fejl i kampagnen:

»Folk tror at vi går ind for at Danmark melder sig ud af EU her og nu.«

Manglede plan B

»Det er vist nok helt forskellige analyser, men begge dele kan have noget på sig. Almindelige mennesker og også mange journalister ved ikke, hvad vi står for. Det var rigtigt at sætte forfatningen med dagsordenen, men vi manglede en plan B, når det ikke lykkedes,« siger Trine Mach som også var EP-kandidat.

Hun mener at JuniBevægelsen må gå dybere ned i, hvad hun kalder for substansen i EU-politikken:

»Vi kan ikke nøjes med at tale om de tekniske former i forfatningen. Jeg mener at vi skal fokusere på for eksempel det nyliberale indhold i den økonomiske politik, på miljøområdet, og på militariseringen. Jeg ser det som en opgave at få genskabt en bred centrum-venstre kritik af EU.«

Genskabt? Er det standpunkt tabt?

»Parlamentsvalget er tegn på det. Når selv Holger K. Nielsen kan gå ud og sige at EU-modstanden er højrepolitik så viser det at vi har en opgave d‚r.«

Alt for pæne

Selv om de politiske modsætninger i JuniBevægelsen ikke handler om enten at tage stilling til enkelte politikområder eller ej, eller er et spørgsmål om højre eller venstre, så kan Hanne Dahl siges at stå for en anden linje end Trine Mach.

»Vi var for brede og pæne i valgkampen. Vi skulle have brugt annoncepengene på at gå hårdere til, hvad Poul Nyrup og Gitte Seeberg kommer til at stå for i deres parlamentsgrupper. Nu blev vores egen linje uklar. Men linjen at fokusere på forfatningen var grundlæggende rigtig. Det skal vi holde fast på. Jeg vil vedvarende sige at jeg har lov til at diskutere forfatningens kvaliteter uden at drives ind i en diskussion om at forlade EU. Det er Folkebevægelsens politik, ikke vores.« siger Hanne Dahl.

Stormøde på Fyn

Hvor de politiske modsætningerne står vil muligvis stå lidt klarere, når JuniBevægelsen kalder til et stormøde for alle medlemmer i Odense den 11. september.

Imens er det vanskeligt at finde nogen, som ikke mener at EU-forfatningen er den helt store opgave nu og i en overskuelig fremtid. Det gælder både JuniBevægelsen og Folkebevægelsen.

»EU-grundloven er den helt afgørende politiske opgave. Et af hovedpunkterne er retsområdet som vil bliver mere omfattende, og det med forsvar. Men vi skal være parat til at det vil blive en langvarig proces,« siger Folkebevægelsens EU-parlamentariker Ole Krarup.

Bevægelse på skrump

Den står på afskedigelser, afviklede kontorer og gældssanering i JuniBevægelsen.

Med en gæld på fem millioner kroner og kun en tredjedel så store indtægter som inden valget, får bevægelsen meget få økonomiske midler at gøre godt med.

For at bringe gælden ned kommer Jens-Peter Bonde at afstå sin løn som parlamentariker i den kommende valgperiode.

De umage gruppefæller

JuniBevægelsens ledelse havde på sit møde sidste weekend en debat om det italienske parti Lega Nords optagelse i EU-parlamentets gruppe for uafhængighed og demokrati, IND/DEM, hvor Jens-Peter Bonde er formand sammen med Nigel Farage fra det britiske UKIP (United Kingdom Independence Party).

Juniledelsen anser det for at være et problem at man er i gruppe med italienska Lega Nord, men var enige om at gruppens grundlag samtidig udelukkede fremmedfjendskhed.

Landsledelsen vedtog en udtalelse om sagen:

»Skulle sådanne (fremmedfjendske udtalelser) fremkomme forventer ledelsen, at JuniBevægelsens repræsentant og Lega Nord ikke længere vil være at finde i den samme gruppe i EU-parlamentet.«

Utrygge ved polsk parti

Der er også andre gruppefæller i den nye IND/DEM som set fra Danmark kan kaldes umage gruppefæller.

Kort efter valget gjorde nogle af de britiske UKIP-medlemmer sig bemærket med udtalelser, som i bedste tilfælde kunne kaldes for malplacerede vittigheder.

Et andet parti i IND/DEM er den polske Familieliga, hvor dele af ledelsen kommer fra et nu opløst antisemitisk parti. Utryghed ved Familieligaens holdninger var en af grundene til at Folkebevægelsen valgte at beholde sin placering i venstrefløjsgruppen GUE/NGL.

Jens-Peter Bonde henviser til at platformen for IND/DEM forpligter medlemmerne til at afvise fremmedfjendtlighed, antisemitisme og diskrimination, hvad end medlemmer tidligere måtte have givet udtryk for.

Det mindste onde?

Nils Lundgren, nyvalgt parlamentariker for den svenske Junilistan, har beklaget at have havnet i selskab med Lega Nord, men forsvarer beslutningen som det mindst onde af to alternativer.

Det andet alternativ, ifølge Lundgren og Bonde var at der ville være blevet dannet en racistisk højregruppe, og at det ville kunne ødelægge unionsmodstanden og folkeafstemningerne i Holland og Frankrig.

Nils Lundgren har også peget på at Lega Nord var med i den liberale partigruppe i 1995, og at de tidligere italienske nyfacister, i dag kaldet Allianze Nationale, er gruppefæller med det konservative irske regeringsparti Fianna Fail.

De skæve og misvisende gruppedannelser er, ifølge Lundgren, skabt af et regelsystem hvor hensigten er at fremtvinge et topartisystem i Parlamentet efter amerikansk mønster.