Forfatning? - ikke for militærets skyld

Det er for lidt og for langsomt med militær og EU-forfatningen, siger Bjørn Møller, en frontfigur i 80'ernes fredsbevægelse, og nu forsker på regeringens institut for internationale studier, DIIS, og overbevist medlem af Europabevægelsen.
Af Erling Böttcher
22. november 2004

Behøver vi en EU-forfatning, set med militære briller?

»Nej, fordi jeg mener ikke at der ligger noget væsentligt nyt i forhold til det, der allerede er vedtaget. Men det skal bare proppes ind i forfatningen, fordi forfatningen skal favne det hele og beskrive det man allerede er blevet enige om på det militære område.«

Det er vel et problem at man skal tage stilling til en EU-forfatning, hvor man allerede har gennemført dele af den?

»Det ved jeg ikke om er et problem. Der er også i vores forfatning et skærende misforhold mellem teksten og virkeligheden - der ville nok blive et ramaskrig, hvis dronningen gik hen og førte udenrigspolitik, som det står i Grundloven at hun skal.«

Så du tror ikke på forfatningens fader Giscard d'Estaing, der mener at forfatningen skal holde de næste 50 år ?

»Den tror jeg ikke på – men det er er ikke noget reelt problem i at forfatningen ikke passer til virkeligheden, hvis bare alle er enige om, hvordan den skal fortolkes.«

Er der slet ikke noget væsentligt nyt?

»Det eneste nye, jeg kan få øje på, er noget der næsten ligner en gensidig sikkerhedsgaranti som i NATO's artikel 5 – - hvis et land skulle blive angrebet så skal de andre hjælpe. NATO's forpligtelse er en lille smule vagere formulere - der står blot at et angreb på ét land skal opfattes som et angreb på alle. I EU-forfatningen står at man også"er forpligtet til at gøre noget. Der står dog ikke at svarene skal være militære.«

»Alt på det militære områder er formuleret meget vagt - og det afspejler jo nogle uenigheder. Der er ikke noget som helst konkret. Og alt skal fortsat være med enstemmighed, så der vil stadig ikke ske mere end der er politisk vilje til.«

Det forkerte militær

Er det ikke mærkeligt i en forfatning at forpligte medlemslandene på "gradvist at forbedre deres militære kapacitet"?

»I en forstand er det vel meget fornuftigt, i en anden ikke. Fornuftigt på den måde at alle EU-landenes militær er indrettet på noget, der ikke vil ske, nemlig det store angreb fra øst – og så har man helt unyttigt en masse tropper stående i Tyskland. Men det har meget lidt med EU at gøre.

Formuleringen afspejler at alle har den opfattelse at man sakker bagud i forhold til USA. En opfattelse, som jeg mener ikke er rigtig. USA har godt 40 procent af verdens samlede militærudgifter, og EU samlet omkring en fjerdedel. Men hvad mening giver den sammenligning? Det gav kun mening, da man kunne tælle at Sovjetunionen havde så og så meget, og sammenlignede med det.

Det eneste, der giver mening, er at sammenligne er vores faktiske militær med vores faktiske ambitioner. Spørgsmålet er snarere: Har vi det rigtige militær?«

Hvis man læser "Headline Goals 2010", vedtaget juni 2003, handler det ellers kun om, hvordan man får mere militært udstyr?

»Det papir har jeg ikke set.«

Som Prodi på et tidspunkt sagde: Uanset om man hellere vil kalde den Margaret eller Mary-Ann, så er det en EU-hær?

»Desværre nej. De 60.000 mand er blot en invitation til et sammenskudsgilde – og det er vældig fornuftigt. Der skal fx. ikke bruges meget i Afrika. Når blot man har et par helikoptere og nogle pansrede mandskabsvogne, så er man godt hjulpet – og så skal man have nogen transportfly til at flyve dem ind. Der skal være nok soldater til at gøre noget samtidigt forskellige steder.«

EU som modvægt til USA

Hvis EU skal danne modvægt til USA, kræver det vel flere militære muskler og større enighed?

»Nej, vi mangler ikke militære muskler. Vi kommer ikke i krig med USA. Det der mangler, er enighed, altså viljen til at gøre noget.«

Men kan EU gøre det bedre?

»Det tror jeg, alene fordi USA ikke er med. Når de er med, insisterer de på at USA skal have kommandoen. Jeg har en grundlæggende tro på at der er en vidt forskellige tilgang til det her mellem USA og de europæiske lande. USA tror mere på militære midler - europæerne mere på at det giver mening at være nede på jorden, hvor det foregår.«

Dette giver jo kun mening, hvis der er en klar enighed om at gøre en sådan forskel?

»Ja, og den er der ikke.«

Der er vel ikke engang udsigt ti en sådan enighed?

»Nej, der er meget lange udsigter.«

Løsningen bliver vel at lade nogle mere ivrige lande gå sammen i et "permanent struktureret samarbejde"?

»Jeg tror snarere der bliver tale om mere ad hoc samarbejde om det, man kan blive enige om. "Koalitioner af villige", som det er blevet kaldt.«

Hvis du fik din militære union, hvad skal det give verden?

»Det ville betyde at EU kunne udstede sikkerhedsgarantier til fx. nogle afrikanske lande. Det kunne også være støtte i form af en check, men også i form af noget militær. Der er en skrigende mangel på militær i Afrika.«

Vil vi ikke kunne se en EU-aktion uden FN-godkendelse?

»Ikke juridisk set, men i praksis kan man selvfølgelig. Der er ikke nogen garantier. Når Danmark, Storbritannien og USA kan gå ind i Irak i strid med alle regler og konventioner, så kan man forestille sig så meget.«