Forfatning kan overhale grundloven

Fugl, fisk eller midt i mellem?

Karakteren af det forfatningsforslag, som Konventet arbejder med er langt fra afgjort endnu.

I de foreløbige udkast fra konventsledelsen og i de forskellige forslag fra udenforstående er der tendenser som trækker i forskellige retninger.

Hjalte Rasmussen, professor i EU-ret ved Københavns Universitet, mener, at de dele, som vedrører den nuværende søjle I - det overstatslige EF-samarbejde - ikke rigtigt indeholder noget nyt:

»Hvis vi lægger udenrigspolitikken og det retslige samarbejde til side, så ser forslaget til kompetencekataloget nærmest ud som en beskrivelse eller tydeliggørelse af, hvad der gælder i dag. Kompetencemæssigt vil jeg kalde det for juridisk neutralt: Der tages ikke mere fra medlemslandene, end man har i dag. Men den stærke betoning af subsidiaritetsprincippet ser det næsten ud som en forstærkning af det mellemstatslige samarbejde,« siger han.

Heller ikke Ole Krarup, professor i retsvidenskab, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen, får øje på de helt store forandringer - på de områder.

Unionens ret har forrang

»Meget af det, som konventspræsidiet foreslår, bygger på de eksisterende principper om forrang, proportionalitet og delte kompetencer,« siger Ole Krarup.

Men i forslaget til artikel 9 om de grundlæggende principper findes en formulering, som kan komme til at sætte karakteren af det fremtidige EU på sin spids.

I artikel 9.1 står:

«Forfatningen og den ret, som Unionens institutioner har vedtaget under udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt den herved, har forrang for medlemsstaternes ret.«

Og i artikel 10 cementeres det, at det er Unionen og kun Unionen alene som kan lovgive på udvalgte områder, hvor man har fået enekompetence - bevægelighed og konkurrenceregler på det indre marked, toldunionen, den fælles handelspolitik, pengepolitikken for de lande som har indført euroen, og dele af fiskeripolitikken.

Her vil sammenslutningen »Demokratiernes Europa«, hvor blandt andre Jens Peter Bonde og Peter Skaarup deltager, se en omvendt ordning:

Der skal stå, at medlemsstaternes ret har forrang, og at EU skal respektere de nationale forfatninger.

»kan lyde frygteligt«

Hjalte Rasmussen har noteret den kritik, men mener ikke selv, at formuleringerne om EU-rettens forrang indebærer noget nyt.

»Formuleringen har to led. Dels det med forrang, som rent politisk kan lyde frygteligt. Men der er også det led med udøvelse af de tillagte beføjelser. Så er vi ved det, som vi har vidst hele tiden: At EU-retten i følge EF-domstolens egen opfattelse har forrang, men hvor flere nationale domstole har udtalt, at der er grænser for den overladte kompetence,« siger han

Jens Peter Christensen, professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet, har samme vurdering:

»Allerede i dag tillægger EU-retten sig forrang. Højesteret har med sin dom i Maastrichtsagen slået fast, at det under alle omstændigheder er den danske Højesteret, der i sidste instans må afgøre, om den EU-retlige regulering ligger inden for rammerne af de beføjelser, vi med traktaten har overladt. Der er således intet nyt under solen.«

Han mener heller ikke at der i realiteten er tale om afgørende forandringer i det foreløbige forslag, trods ord som »forfatning« og »føderal«.

»Der er blot tale om endnu en traktat. Ud fra en juridisk betragtning er det ikke ordvalget men realiteterne der er afgørende. Højesteret har vist, at grænsen går dér, hvor - som man udtrykte det - »Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat«. Jeg mener ikke, traktatforslaget bringer os derud,« siger Jens Peter Christensen.

Uigennemtænkt bras

Ole Krarup, som var aktiv i Grundlovssagen, hvor Højesteret 1998 udtalte sig om forholdet mellem den danske Grundlov og EU, mener, at Højesterets Maastrichtdom vil blive berørt af forslaget til EU-forfatning:

»Maastrichtdommen giver udtryk for dualismen, at der er et EF-system og et nationalt system, og hvor man i EF-systemet henviser til sin egen domstol. Men i og med at man får skrevet det med forrang ned i en forfatning, som jeg hellere vil kalde for EU’s grundlov, så kan det syn på dualisme ikke opretholdes,« siger Ole Krarup, som selv lægger større vægt ved to andre aspekter af en kommende forfatning.

»Det helt afgørende for mig at se bliver at se på, hvad der sker i arbejdsgruppe 10 om det retslige samarbejde. Her vil man lægge den nuværende søjle III (mellemstatlig - beslutninger med enstemmighed) sammen med søjle I (overstatslig - lovgivning med flertalsbeslutninger). Det vil være et kvantespring,« siger Ole Krarup.

Det andet kritiske spørgsmål er Charteret for grundlæggende rettigheder, »noget uigennemtænkt bras« ifølge Hjalte Rasmussens bramfrie udtalelser på et debatmøde forleden.

Sat til side

Ifølge Ole Krarup vil en retslig status til Charteret få store konsekvenser for Danmarks forhold til EU:

»Man siger, at det kun vil regulere borgernes forhold til EU-institutionerne. Men danske myndigheder optræder også som EU-myndigheder, og i Danmark har vi en ret til domstolsprøvelse af myndighedernes afgørelser. Essensen i grundloven er, at der er lovhjemmel til bestemmelser, og at myndigheders beslutninger skal kunne prøves ved en dansk domstol. Konsekvenserne af Charteret kan være så vidtgående, at man må sige, at her er den danske grundlov sat til side,« siger han.

Lignende synspunkter har Henning Koch, professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, tidligere gjort sig til talsmand for (det ny NOTAT 15.2.2002):

»Charteret og Konventionen om Menneskerettigheder vil blive fortolkningsparametre for Domstolen i Luxembourg, men ikke den danske grundlov. Den vil visne væk.«