NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Når stats- og regeringscheferne mødes i Thessaloniki den 20-21. juni står den ømfindtlige udenrigs- og forsvarspolitik på dagsordenen.
Foreløbig har billedet været præget af en splittet holdning til USA og angrebskrigen i Irak, og af forslagene i Konventet om, hvordan en fælles udenrigs- og forsvarspolitik vil kunne organiseres i fremtiden.
Hvad en fælles politik reelt skal bruges til, har hidtil stået mindre klart.
Det får Javier Solana, EU’s såkaldte høje repræsentant i udenrigsanliggender, nu til opgave at give et bud på.
Opfordringen fra det seneste ministerrådsmøde i Grækenland går ud på at Solana skal vurdere mulige trusler fra følgende kilder:
'Uansvarlige stater', den dybe globale ulighed, fanatisme, terrorisme, og spredning af masseødelæggelsesvåben.
Bagtanken er, at et samlet trusselsbillede præsenteret på det kommende topmøde i Thessaloniki skal fremme processen hen imod den ønskede men vanskelige enighed.
Terror og kernevåben
Bag opfordringen til Solana står dels de fire medlemslande - Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg - som efter et minitopmøde i Bruxelles prøver at sætte skub i et konkret militærsamarbejde på egen hånd.
Bag Solana står i denne sammenhæng også det græske formandskab og de to neutrale medlemslande Sverige og Finland.
Den græsk-nordiske fællesinteresse har vist sig på to måder indenfor de seneste måneder.
I midten af april publicerede den græske udenrigsminister Giorgios Papandreou og Sveriges Anna Lindh en fælles artikel om betydningen af en øget indsats af våbeninspektører i andre steder end i Irak.
De to ministre pegede på truende kernevåben i Nordkorea. Men de mente også, at Indien, Pakistan og Israel måtte overtales til at underskrive aftalen om ikkespredning af kernevåben.
Knap fire måneder tidligere foreslog den svenske udenrigsminister sammen med sin finske kollega Erkki Tuomioja, at EU-medlemslande skal aftale at hjælpe hinanden i tilfælde af terroraktioner.
Svensk-finsk aktivisme
Sverige og Finland er også tidligere kommet med forsvarspolitiske forslag til EU, om civil krisehjælp i 2000, og om ”fredsbevarende og humanitære indsats” i kriseområder, op til regeringskonferencen om Amsterdamtraktaten i 1997.
Denne svensk-finske aktivisme kan virke underlig på baggrund af de to landes formelle alliancefrihed. Men alliancefriheden er netop en årsag til forslagene.
For både Sverige og Finland er det magtpåliggende at prøve at trække en linje i sandet: Hertil men ikke længere. EU må gerne beskæftige sig med forsvarsanliggender, bare ikke på en måde, som ligner etableringen af nye militæralliancer.
»Jeg synes det er vigtigt at markere, hvad vi kan sige ja til, og hvor vi ikke vil være med,« sagde Anna Lindh til avisen Dagens Nyheter efter antiterrorudspillet i december sidste år.
Den holdning har visse ligheder med, hvad den danske regering mener, om end de danske synspunkter har en anden baggrund.
Betænkeligheder
På sit ugelige pressmøde tirsdag gav statsminister Anders Fogh Rasmussen en betinget støtte til det omtalte forsvarssamarbejde mellem fire af EU’s kernelande:
»Hvis det vil udvikle sig i konfrontation med NATO, så vil jeg ikke give det særligt mange chancer. Jeg vil dog ikke udelukke, at en række af lande kan gå sammen om fælles opgaver. Men såfremt samarbejdet sker indenfor traktaten, så skal det være åbent for alle,« sagde Fogh Rasmussen.
Mens Danmark mener, at de tysk-franske forsvarsinitiativer ikke må komme for godt i gang af hensyn til det eksisterende NATO, så mener Finland og Sverige det samme - men af hensyn til deres alliancefrihed.
Andre og tungere aktører i EU har sine betænkeligheder, blandt dem Storbritannien, Italien og Spanien.
Kunststykket for Javier Solana bliver derfor at finde tilstrækkelig meningsfulde opgaver for EU-landene at tage sig af i fælleskab, uden at man udvider den eksisterende kløft mellem medlemslandene.