ARTIKLER


Hallo Norden

En artikel om udlændinge i de nordiske lande
Af Torkil Sørensen
20. juni 2004

Der bor næsten 100.000 finske statsborgere i Sverige. De 47.000 danske statsborgere, der bor i andre nordiske lande bor især i Sverige, 27.000, og Norge, 19.500. Der bor 33.000 norske statsborgere i Sverige og 13.000 i Danmark. De svenske statsborgere bor især i Norge, 25.100, og i Danmark, 11.000, mens godt 6.000 ud af de 14.000 islandske statsborgere i de andre nordiske lande har slået sig ned i Danmark og 4.000 i henholdsvis Norge og Sverige.

Det er netop Sverige og Norge, der har det største antal nordiske statsborgere boende henholdsvis 1,8 og 1,2 procent af det samlede indbyggertal. Til gengæld har Danmark procentvis flest udenlandske statsborgere udenfor Norden, 4,4 procent med Sverige på andenpladsen med 3,5 procent.

Informationsservice

Der er altså mange mennesker i Norden, der er optaget af, om de nordiske grænser helt er forsvundet. Nordisk Råd fik allerede for årtier siden vedtaget pasfrihed og et fælles arbejdsmarked, men der er stadig store forskelle i de administrative systemer, og det skaber daglig irritation især i grænseregionerne. Et enkelt eksempel kan være en norsk studerende i Danmark, der får uddannelsesstøtte fra Norge, men ikke som danske studerende kan få rabat på transport.

For at gøre noget ved problemerne for folk, der flytter indenfor Norden, har Nordisk Ministerråd oprettet informationstjenesten Hallo Norden. Det begyndte som et pilotprojekt i 1998 med en servicetelefon hos Foreningen Norden i Stockholm.

Der viste sig et behov, der ikke blev mindre efter 0resundsbroen blev åbnet i 2000. Derfor blev Hallo Norden udvidet til at have en servicetelefon i hvert af de nordiske lande fra 2001 og yderligere blev der ansat en koordinerende rådgiver i Nordisk Ministerråds sekretariat.

Hallo Norden har fået en egen hjemmeside www.hallonorden.org der henvender sig både til privatpersoner og til myndighederne. Mange embedsmænd, der sjældent støder på spørgsmål om nordiske forhold, har her et naturligt sted at få information om de nordiske love og regler.

Informationstjenesten er dels tænkt som støtte til almindelige nordboer i et andet nordisk land, der kan få hjælp til at finde de relevante regler for eksempel i forbindelse med flytning. De ansatte bag servicetelefonerne og hjemmeside prøver enten at besvare de aktuelle spørgsmål eller at henvise til de relevante myndigheder.

Men de mange spørgsmål bliver også brugt den modsatte vej. Alle spørgsmål om grænsehindringer bliver registreret i en database. Indtil nu har der været 3.200 spørgsmål, hvoraf en tiendedel repræsenterede større problemer. Den anden hovedopgave er at følge op på grænsehindringsspørgsmål.