Han skiftede mening

I kronikken redegør SF'eren Aage Frandsen, hvorfor han ikke længere vil stemme nej til Danmarks medlemskab af EU
Af Aage Frandsen
3. juli 2004

Spørgsmålet om evt. dansk indtræden i Fællesmarkedet, som det hed dengang, var utvivlsomt det væsentligste spørgsmål, som jeg, som nyvalgt folketingsmedlem i 1971, skulle forholde mig til.

Allerede i 1960’erne, hvor der også foregik diskussioner om dansk indtræden i Fællesmarkedet, havde SF været meget kritisk overfor det, og havde argumenteret imod dansk indtræden.

Modstanden mod dansk indtræden i Fællesmarkedet kom først og fremmest fra venstresiden af det politiske spekter. Men ikke kun derfra. Derfor var der også betydelige forskelle på de argumenter, der blev fremført imod Fællesmarkedet.

For SF var der en række argumenter, der talte imod dansk indtræden i Fællesmarkedet.

For det første var Fællesmarkedet et kapitalistisk foretagende, der ville underbygge kapitalismen i Europa, f.eks. gennem de frie kapitalbevægelser.

For det andet ville landbrugsordningerne, der byggede på planøkonomisk tænkning, betyde øget bureaukrati, højere priser på fødevarer og kanalisering af mange penge til landbruget med stigende jordpriser til følge.

For det tredje var Fællesmarkedet bureaukratisk i sin opbygning.

For det fjerde ville dansk indtræden i Fællesmarkedet være udtryk for mere lukkethed, når flertallet af europæiske lande var udenfor.

For det femte burde man fra dansk side i højere grad satse på løsning af internationale og regionale problemer i et mindre forpligtende samarbejde.

Af andre argumenter, som indgik i diskussionen, og som ingenlunde var en del af min egen argumentation, kan nævnes: at Danmark ville blive »oversvømmet« af mennesker fra andre Fællesmarkedslande, først og fremmest italienere, at danske værdier og dansk egenart ville være truet, og at Folketinget ville blive at sammenligne med »et sogneråd«.

Frygt for fremmede

Når jeg og SF ikke brugte disse argumenter, var det, fordi vi var uenige i disse argumenter, og at det var vigtigt at være troværdig i argumentationen. Mange danskere følte givetvis i 1972, at der var en fare for, at Danmark skulle blive oversvømmet af borgere fra andre Fællesmarkedslande. Men det blev synspunktet jo ikke rigtigere af. Tilsvarende var der mange danskere, der ud fra en national tankegang var bekymret for dansk egenart og for tyskernes indflydelse. Personligt havde jeg det sådan, at der er grænser for, hvad der kan kaldes dansk egenart, og at den i højere grad var truet af amerikanske værdier end af Fællesmarkedsværdier. Det mener jeg i øvrigt fortsat.

Endelig var argumentet med, at Folketinget ville blive at sammenligne med et sogneråd, efter at sognerådene var blevet afskaffet med kommunalreformen i 1970, et folkeligt udtryk, som folk kunne forstå. Men lidt overdrevet var det – for nu at sige det på jysk.

Kampagnen op til folkeafstemningen d. 2. oktober var ganske intens og har formentlig først og fremmest efterladt det indtryk, at den var hård, og at næsten alle slags argumenter og propagandamidler blev taget i anvendelse. Det var en del af virkeligheden. Men kampagnen op til folkeafstemningen var også udtryk for et vældigt folkeoplysningsarbejde, hvor der blev arrangeret en masse studiekredse, weekendkurser, aftenmøder osv., hvor utrolig mange borgere blev oplyst om Fællesmarkedet, Europas historie, perspektiverne osv. Og selvfølgelig havde meget af det en klar politisk drejning, men det rent oplysende element skal man ikke se bort fra. Men det er utvivlsomt nogle af annoncerne fra dengang som særlig huskes, og som havde karakter af skræmmekampagne.

Møderne om Fællesmarkedet havde som regel to politiske indledere. En for og en imod. Men undertiden var der fire indledere. To for og to imod. Og ved de lejligheder så man tydeligt, at der kunne være flere grunde til et nej. Af de meget aktive på nej-siden var Danmarks Retsforbund og Dansk Samling. Argumentationen fra deres side var selvfølgelig en anden end SF’s argumenter, selv om konklusionen var den samme.

Skuffende resultat

Resultatet d. 2. oktober var for os, der sagde nej, en skuffelse. Men der var givetvis forskel på, hvordan man reagerede, hvilket bl.a. var bestemt af, hvilke argumenter man havde for at sige nej. For de mennesker, der bl.a. havde faren for danske værdier og dansk egenart som argument, var skuffelsen givetvis størst, idet der her var tale om noget uopretteligt, der forsvandt. For SF var resultatet selvfølgelig en skuffelse og et nederlag, selv om vi frygtede, at det ville gå sådan.

Efter folkeafstemningen måtte vi indstille os på den nye situation. Det skulle vi også i forhold til de mange ændringer i dansk lovgivning, der fulgte i kølvandet på folkeafstemningen. SF’s principielle synspunkt gav jeg udtryk for i forbindelse med den første følgelov, der var til første behandling d. 12. oktober – ti dage, efter at danskerne stemte ja: »Vi vil tage stilling til de enkelte følgelove afhængigt af, om vi mener, det er fornuftige love, som vi eventuelt ville have været med til at gennemføre, uanset om vi skulle ind i fællesmarkedet eller ej.«

SF tog med andre ord stilling til hver følgelov for sig. En arbejdsmetode vi har fulgt siden, også når det har drejet sig om folkeafstemninger om de forskellige traktatændringer: Nej til det indre marked i 1986, nej til Maastricht-traktaten i 1992, ja til Edinburgh-traktaten i 1993, nej til Amsterdam-traktaten i 1998, nej til ØMU’en 2000. Samt ja til Nice-traktaten ved folketingets afstemning i 2001.

Og hvordan er det gået siden Danmark stemte ja for 30 år siden?

Fra nej til ja

Den afgørende ændring i forhold til for 30 år siden er, at det meste af Europa er ved at blive en del af EU. For 30 år siden cementerede Fællesmarkedet Europas deling. Murens fald og de østeuropæiske landes optagelse i EU bidrager til et mere helt Europa. Dertil kommer, at der på en række områder er et stigende behov for et forpligtende samarbejde, f.eks. på miljøområdet og med hensyn til erhvervsbeskatningen. Ligesom der er brug for en europæisk modmagt til USA's næsten altdominerende rolle på den internationale scene.

Derfor er EU i dag både en kendsgerning og en nødvendighed. Men der er fortsat problemer, som EU skal have løst. For det første skal der ske store ændringer i landbrugsordningerne. For det andet skal der fortsat gøres en indsats for at begrænse bureaukratiet. For det tredje skal det ikke være kapitalens indre marked, der skal styre snart alt, idet der skal tages mange andre hensyn, f.eks. hensyn til miljøet og sundheden. For det fjerde skal der være en vis fleksibilitet i EU-samarbejdet for at fællesskabet kan fungere.

Derfor er der god grund til at være kritisk overfor meget af det, der foregår i EU, og der er grund til at tage stilling til EU-tiltag fra sag til sag. Det gælder såvel traktatændringer og direktivforslag. Men skulle jeg i dag stå i valget mellem dansk medlemskab af EU eller ikke medlemskab, ville jeg afgjort vælge medlemskabet. Alternativet eksisterer ikke for mig i dag, som det gjorde i 1972.

Aage Frandsen er formand for SF’s folketingsgruppe. Han har været medlem af Folketinget 1971-75, 1987-90 og siden 1994