Hvad er barnets navn?

Den socialdemokratiske EU-ordfører går i kronikken ind for, at der nu skabes en EU-forfatning, som han kalder en »forfatningstraktat«
Af Henrik Dam Kristensen
2. juli 2004

Efter folkeafstemningen i Irland, hvor irerne gav grønt lys for udvidelsen af EU, er det nu vigtigt, at debatten om fremtidens Europa kommer i gang.

Der er for mig ingen tvivl om, at debatten i EU-konventet om fremtidens Europa og udvidelsen af EU vil betyde store forandringer af det EU, vi kender i dag. Det er også nødvendigt. De nuværende spilleregler i EU er stort set skabt til et samarbejde mellem 6 lande i midten af 1950'erne, og de er simpelthen ikke gode nok til at styre det spil, som et samarbejde mellem 25 lande er her i starten af det 21. århundrede.

Derfor bør det ikke overraske nogen, at der nu er lagt op til store ændringer af EU. Det ville faktisk være utroværdigt, og meget lidt hensigtsmæssigt hvis vi ikke gjorde os klart, at der er behov for store ændringer af EU. Den erkendelse kunne man i sit stille sind engang imellem også håbe på, at modstandere og skeptikere af EU-samarbejdet ville åbne øjnene for.

I starten af oktober fremlagde de europæiske socialdemokrater en række bud på hvad fremtidens Europa skal handle om, og hvordan vi skal indrette EU's institutioner, så de kan blive værktøjer, som vi kan bruge til at føre vore politiske visioner ud i livet.

Socialdemokratiske målsætninger

På fire store områder var der enighed blandt de socialdemokratiske partier om, at arbejde for følgende målsætninger:

– Fremme af bæredygtig udvikling og social og økonomisk sammenhængskraft

– Udvikling af Europas kulturelle rigdom

– Sikring af rettigheder

– Fremme af Europas identitet i verden

Det betyder, at vi vil arbejde for, at EU bliver rammen om at udvikle bæredygtighed, som baseres på vækst, fuld beskæftigelse og en høj grad af social beskyttelse i en social markedsøkonomi. Der skal satses på bæredygtig udvikling på miljøområdet, således at vi producerer med dyb respekt for, at der også skal være muligheder for kommende generationer.

Når vi taler om fremme af Europas identitet i verden handler det om, at vi på den ene side skal fremme den sociale model, som vi har udviklet i Europa, og på den anden side skal vi sikre os mod de negative sider af globaliseringen. Samtidig handler det om, at vi vil stræbe imod at skabe sikkerhed for de europæiske borgere baseret på:

– Respekt for FN's charter og internationale aftaler

– Fred og demokrati

– Respekt for fundamentale menneskerettigheder

– Beskyttelse af børns rettigheder

– Lighed mellem kvinder og mænd

– Retten til et sundt miljø

– Fremme af fri og fair konkurrence på de globale markeder

– Udryddelse af fattigdom

Det EU vi ønsker

Der er bred enighed iblandt de europæiske socialdemokrater om, at EU ikke må udvikle sig til et centralistisk bureaukrati. Alle beslutninger skal træffes på det niveau, hvor de hører hjemme. Det betyder også, at vi altid skal arbejde ud fra, at de mennesker, som er omfattet af beslutningerne, også skal inddrages så tidligt som muligt. Det handler om at give nærhedsprincippet et reelt indhold. Vi er i den forbindelse også tilhængere af, at de nationale parlamenter skal have en rolle i forbindelse med at kontrollere om nærhedsprincippet bliver overholdt, når Kommissionen laver sine forslag. I EU-konventet ser det ud til, at der kan skabes opbakning til et system med såkaldt early-warning, hvor de nationale parlamenter får en mulighed for at give EU Kommissionen det gule kort, hvis de ikke overholder nærhedsprincippet. Det er efter min mening et godt forslag.

Vi er ikke enige med dem, der ønsker, at man skal lave et katalog over, hvad EU kan blande sig i. Det vil være fristende at forestille sig, at man engang for alle kan opstille et såkaldt kompetencekatalog, men det er vigtigt at understrege, at det altid handler om politiske beslutninger, når man skal afgøre om der skal findes europæiske løsninger på et spørgsmål eller ej.

Et mere åbent EU

Engang imellem har jeg på mine mange rejser til Bruxelles som minister tænkt på, at jeg faktisk godt kunne forså, at mange mennesker var skeptiske overfor det, vi gik og lavede i EU. For det første vedtog vi forslagene bag lukkede døre, og for det andet kaldte vi de love, vi vedtog, for mange forskellige ting. De kunne hedde direktiver, forordninger, eller der kunne være tale om henstillinger. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi blandt de socialdemokratiske partier i Europa nu er blevet enige om at foreslå, at EU's ministerråd i fremtiden skal mødes i fuld åbenhed, når der skal vedtages lovgivning. Det er et stort skridt i retning af åbenhed, og det er i øvrigt også på høje tid, at vi tager det skridt i EU. Endvidere har vi besluttet at foreslå at afskaffe al tale om direktiver og forordninger, og i stedet alene tale om love eller rammelove. Det betyder større forståelse, og kan også øge gennemskueligheden i EU's lovgivnings proces.

Et mere demokratisk EU

Jeg tror de fleste mennesker har forståelse for, at vi i fremtiden skal kunne stemme om lovforslagene i EU, når vi skal træffe beslutninger. Det betyder, at flertalsafstemninger bliver reglen i fremtidens EU, og enstemmighed bliver undtagelsen, som dog selvfølgelig vil være gældende, når det handler om en række af beslutningerne på udenrigs- og sikkerhedspolitikken i EU. Men et EU med 25 lande kan ikke fungere, hvis vi ikke udvider området med flertalsafgørelser væsentligt.

Det betyder også, at Europa-Parlamentet får mere magt i fremtidens EU. Det hænger sammen med, at på alle de områder, hvor der er flertalsafgørelser, får euro-parlamentarikerne reelt vetoret via den fælles beslutningsprocedure, hvis det ikke lykkes ministrene og parlamentarikerne at blive enige i den såkaldte forligsprocedure.

Der var også en stor diskussion blandt de socialdemokratiske partier om, hvem der skal vælge EU-kommissionens formand. En række af de mest føderalistiske partier foreslog, at det alene skulle være Europa-Parlamentet der skulle vælge formanden for EU-kommissionen. Det var jeg imod, og det var vi et flertal af partier, som heller ikke ville være med til. Derimod er jeg åben overfor en model, hvor en Kongres eller en anden forsamling af nationale parlamentarikere og euro-parlamentarikere i fællesskab vælger formanden for EU-kommissionen.

Hvad skal barnet hedde?

En af de store diskussioner i Danmark i den seneste tid har handlet om barnets navn. Det gælder, hvad enten vi taler om børneforøgelsen i kongehuset, eller resultatet af EU-konventets arbejde. Når det gælder det første, er de europæiske socialdemokrater heldigvis uden indflydelse, men når det gælder det sidste, er vi landet på, at kalde det en forfatningstraktat. Hvad betyder det? Er der ikke tale om, at vi med dette navn har accepteret, at EU skal udvikle sig til en europæisk forbundsstat, hvor en ny suveræn magt skal erstatte nationalstaterne?

Nej, det er der på ingen måde tale om. Den ide har, som den tyske udenrigsminister Joschka Fischer sagde i sin berømte Humboldt-tale i 2000, vist sig »at være en kunstig konstruktion hinsides den europæiske virkelighed, som den har udviklet sig.«

Men jeg vil gerne understrege, at for os socialdemokrater er der tale om, at en forfatningstraktat er en nyskabelse. Efter vores mening vil vi med en forfatningstraktat i langt højere grad end tidligere gøre det klart, hvordan EU-samarbejdet egentlig fungerer. Hvad det beskæftiger sig med. Hvilket værdigrundlag det baserer sig på – og hvilke grundlæggende rettigheder det skal respektere i forhold til medlemslandenes borgere. Det skaber efter min mening klarhed, og på den måde vil der være overensstemmelse mellem det, vi kalder tingene, og det de indeholder.

Det er under alle omstændigheder en god ide at kalde tingene, det de er – det har vi desværre ikke altid været gode nok til i den danske EU debat.