NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Søndagens ØMU-afstemning afslørede et Sverige, hvor de geografiske og sociale skel er blevet forstærket siden folkeafstemningen om EU-medlemskabet i 1994.
Dengang kom ja-stemmerne fra syd og især fra de tre storbyområder, Stockholm, Göteborg og Malmø. I ØMU-afstemningen faldt Göteborg fra.
Af 22 län (statsamter) var der kun ja-flertal i to – Stockholms län og Skåne län.
Et lignende mønster aftegner sig også tydeligt, hvis man kikker på de enkelte valgkredse. I f.eks. Göteborgs-forstaden, Askim, som nærmest kan sammenlignes med Gentofte ved København, var der 9.030 ja-stemmer mod 5.005 stemmer for nej (men altså trods alt mange nej-stemmer).
Omvendt havde bydelen Biskopsgården, som minder om de københavnske vestegnskommuner, 6.791 nej mod 4.546 ja-stemmer.
Indvandrerne stemte ja
Det sociale mønster i resultaterne fra de enkelte valgkredse svarer til de foreløbige resultater fra en omfattende undersøgelse, Valu, der bygger på 10.731 spørgeskemaer, der blev indsamlet i valglokalerne.
I følge Valu var ØMU-modstanden stærkest blandt:de 18-21 årige vælgere (66,3 procent nej), arbejdere (65,5 procent nej), arbejdsløse (61,7 procent nej) og landmænd (61,2 procent nej).
Omvendt var der ja-føring blandt indvandrere (60,8 procent ja), selvstændige (58,7 procent ja), akademikere (57,2 procent ja) samt blandt funktionærer og tjenestemænd (56,6 procent ja).
Statsministeren tabte hjemme
Overordnet kan ØMU-afstemningen beskrives som et (delvist) klassevalg: De fattige og de lavt uddannende sagde nej til det økonomiske og politiske etablissement, ligesom provins-Sverige sagde nej til hovedstaden.
F.eks. havde statsminister Göran Perssons hjemstavnskommune, Vingåker, en arbejder- og småbondeegn sydvest for Stockholm, en nej-procent på 63,5 procent.
Det er også den fortolkning, man kan genfinde i lederkommentarerne i svensk presse om end med negative fortegn. Ja-sidens tabere beklager sig over en befolkning, som tydeligt ikke har forstået budskabet om, at et ja var til dens eget bedste.
Klasseperspektivet er ikke nyt sammenlignet med EU-stemningen 1994. Det nye er, at den svenske EU-opinion er blevet mere »dansk«, fordi flere borgerlige er blevet kritisk indstillet.
Det borgerlige nej
Det borgerlige Centerparti, med rødder på landet, var denne gang på nej-siden. Det var 77,3 procent af partiets vælgere også.
Ja-partiet Kristdemokraterne havde derimod et flertal af sine vælgere imod sig (52,9 procent af partiet vælgere sagde nej).
De to traditionelle borgerlige partier Moderaterna (konservative) og Folkpartiet (liberale) havde henholdsvis 23,4 og 26,1 procent nej-sigere - i strid med den officielle partilinje.
Socialdemokraterne var splittet lige over (49,6 procent ja, 48,6 procent nej). De to nej-partier, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, havde henholdsvis 11,3 og 13,9 procent ja-sigere blandt deres vælgere.
Debatten er især gået på de splittede socialdemokrater, men den foreløbige valgundersøgelse viser, at de borgerlige nej-stemmer udgør den største forskel mellem ØMU-afstemningen søndag og den svenske EU-stemning i 1994.
Demokratiet vigtigst
De mere bløde »politiske« argumenter var de vigtigste – både for de svenske nej- og ja-sigere. Men argumenterne var ikke de samme. Vælgerne på nej-siden tænkte mest på »demokrati« og »selvstændighed«, mens ja-sidens vælgere var mest optaget af »freden i Europa« og en »påvirkning af EU«.
Blandt dem der stemte nej, var de vigtigste begrundelser:
demokratiet (67,2 procent),
selvstændigheden (62,2 procent)
egen rente/pengepolitik (59,9) procent, den sociale velfærd og
svensk økonomi (56,4 procent).
Blandt dem der stemte ja, var de vigtigste begrundelser:
en mulig påvirkning af EU (56,9 procent), freden i Europa (56,1 procent), svensk økonomi (53,3 procent), demokratiet (48,0 procent) og for virksomhederne (46,5 procent).
Spild af penge
Svarene fra begge sider tyder på, at ja-sidens fokusering på renteforskelle, vækstprognoser og andre økonomiske argumenter i det store og hele har været spild af tid og penge.
Vælgerne tror øjensynligt ikke på, at en ny møntenhed kan gøre de store økonomiske forskelle.