ARTIKLER


Jens-Peter Bondes 25 år i Parlamentet

Anmeldelse af Jens-Peter Bondes bog »Mamma Mia«, der handler om hans 25 år i Parlamentet.
Af Jens-Arne Sørensen
30. maj 2004

Anmeldelse:

Jens-Peter Bondes 25 år i Parlamentet

Jens-Peter Bondes sølvbryllup i EU-parlamentet fejres med udgivelse af bogen »Mamma mia – Jens-Peters Bondes 25 års kamp for åbenhed i EU«.

Det er dels en opgørelse over JuniBevægelsens indsats dels naturligvis et indlæg i EU-valgkampen. Bogen udkom den 18. maj.

»Mamma Mia« beretter om sejre, nederlag og et respektindgydende kendskab til EU og afsluttes med vidnesbyrd fra over 70 fremtrædende personer i EU.

De fremhæver alle trods politisk uenighed, hvordan Jens-Peter Bonde bider sig fast i sine kernesager: Åbenhed og bekæmpelse af svig og svindel.

Der er beskrivelser af det drama, som betød Kommissionens fald, af svindelafsløringer, utrolige regnskabssystemer, udnævnelsen til årets politiker og andre situationer, der giver et sjældent indblik i EU-systemet.

Da Prodi blev chokeret

Bonde beretter blandt andet om et møde med kommissionsformand Romano Prodi, hvor Jens-Peter Bonde chokerer Prodi ved at bevise, at hans embedsværk modarbejder ham.

»Jeg samlede de officielle referater for en måned og skaffede mig samtidig de rigtige referater fra Kommissionens møder for den samme måned.

Efter et møde i formandskonferencen trak jeg Romano Prodi til side og viste ham de to bunker. »Her er de referater, som I lægger på nettet og sender til Parlamentet. Her er de referater, som I uddeler internt i Kommissionen,« sagde jeg.

I den ene stak var der 10-12 sider, i den anden omkring 100. I den ene stak kunne man se, hvad der blev behandlet i Kommissionen. I den anden kunne man se, hvad Kommissionen gerne ville kommunikere til offentligheden.

»Mamma mia«, udbrød Romano spontant. Jeg er helt sikker på, at han blev overrasket. Han troede, at hans instruks om at udsende dagsordener og referater var blevet fulgt.

Prodi sagde, at han straks ville gå tilbage og ændre det, så vi kunne få de fuldstændige referater. Men det er stadig ikke sket og vil næppe heller ske, fordi monsteret ikke lader sig styre af den, der er valgt som formand og skal stå til ansvar for alle dets gerninger.«

Hvad de andre siger

Bogen indeholder som nævnt udtalelser fra over 70 ledende personer, deriblandt kommissionsformand Romano Prodi, nuværende kommissærer og embedsmænd i systemet, medlemmer af alle politiske grupper i Parlamentet samt udenlandske EU-journalister og andre, der har arbejdet sammen med Bonde.

De fleste er uenige med ham, men de har stor respekt for hans indsats. Her er et par eksempler:

Dick Roche, Europaminister i Irland og formand for EU's Ministerråd:

»Jeg ser hr. Bonde som det lille sandkorn, der lægger sig ind i østersskallen – han er det lille irriterende element, der dog ender med at skabe perlen.«

Romano Prodi, formand for EU-Kommissionen og tidligere statsminister i Italien:

»Vi er de bedste venner, selv om Jens-Peter arbejder for europæisk desintegration, mens jeg arbejder for integration. Han bruger altid demokratiske metoder – og så er han en rar mand.«

Pat Cox, formand for EU-Parlamentet:

»Jens-Peter har været en meget indflydelsesrig skikkelse specielt ved at netværke over hele Europa med sine holdninger til EU. Jeg er nødt til at understrege, at mine egne holdninger adskiller sig markant fra hans på mange af de større forfatningsmæssige spørgsmål, men jeg har stor respekt for folk, der lægger et så stort engagement og stor overbevisning i deres arbejde. Jeg beundrer altid folk, der er parate til at lægge lidenskab og engagement bag deres synspunkter.«

Og for troværdighedens skyld er der også taget mindre smigrende citater med:

The Economists EU-korrespondent, Gideon Rachman:

»Som de fleste indflydelsesrige politikere er han utrætteligt selvpromoverende. I hans tilfælde drejer det sig altid om, at han er parat til at mane den værst mulige tolkning frem af enhver udvikling i EU – fordi det passer i hans eget politiske kram... Men det skal siges, at han er en afgjort nødvendighed for EU-debatten.«

DR Morgen har haft Jens-Peter Bonde i studiet dagen før udgivelsen og bogen er blandt andet blevet anmeldt i Berlingske Tidende.

Mamma mia . 126 sider, 129 kr. Forlaget Vindrose.

(Bokshenvisning)

link: www.j.dk eller http://www.j.dk/index.php?page_id=51&data_id=1594&PHPSESSID=7b68ae7889735cd93fc6e84adf1bf2a7