Kan man have to grundlove?

I kronikken kritiseres regeringen for, at den ikke har beskyttet den danske grundlov mod EU-grundloven.
Af Sonia Dahlgaard
6. juni 2004

I tre år har Danmarks regering forberedt en revision af Grundlovens betydning. Det er sket bag ryggen på den danske befolkning. Og det er sket under ledelse af en forhenværende fransk præsident, nemlig Giscard d'’Estaing.

Uden at ændre ét ord i Danmarks Grundlov tænkes Grundlovens status reduceret til et appendix til Unions-forfatningen. Regeringen viger fejt tilbage fra den folkelige debat, der uundgåeligt vil afsløre, at det denne gang er selve Grundloven, der tænkes bragt som offer for eliternes EU-projekt.

Men kan man have to grundlove, der i ånd og bogstav er så væsensforskellige? Som dansker, der allerede én gang i unionssammenhæng har sat alt, hvad jeg ejede, ind på forsvaret for ytringsfriheden og Grundloven, må jeg spørge:

Hvilke demokratiske grundprincipper har mit lands regering stået fast på i forhandlingerne om EU-forfatningen? Og hvad har den allerede i forhandlingsfasen vist sig villig til at sælge ud af for at få en overstatslig EU-grundlov?

EU-forfatningen er totalitær

Det er et fundamentalt træk ved en demokratisk grundlov, at den ikke kan rumme kollektive målsætninger og »værdier«.

En af Grundlovens fornemste opgaver er netop at være den stopklods, der forhindrer politisk aktivisme i at trænge ind over samvittighedens og den personlige friheds område.

»Fælles værdier« kan ikke have hjemstedsret i en demokratisk grundlov, idet folkeviljen i et ægte demokrati ikke kan begrænses af ovenfra definerede målsætninger.

Putter sig i strudserollen

Kan man gå ud fra, at statsministeren har forlangt de grundlovsfremmede toner fjernet fra EU-forfatningen?

Nej! Anders Fogh Rasmussen, der har leget statsminister siden han var barn, putter sig i strudserollen over for EU. Ikke ét ord kommer over hans læber, når det gælder forfatningens grænseløse målsætninger om alt lige fra fred og evig sommer til solidaritet mellem generationerne, børns rettigheder, tolerance og »fælles værdier«.

At EU-forfatningen med sine kollektivistiske flommeord taler samme sprog som de kommunistiske forfatninger i det tidligere Østeuropa, har end ikke fået den danske regering til at bede om en tænkepause.

Men statsministeren har måske ladet EU-kollegerne vide, at Danmarks fremover i ministerrådet agter at blokere for enhver økonomisk bevilling til EU-agitprop over for skolebørn og kvinder, sportsfolk – og alle de andre grupper, som er særlige mål for EU’s holdningsbearbejdelse og tilskuds-lokkeri?

Heller ikke. Fogh og hans fæller har tværtimod stukket fingrene ned i EU’s pengekrukke med partitilskud.

EU-adelen

I dansk retskultur gælder der lighed for loven. Med Junigrundloven af 1849 fik vi bestemmelsen: »Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet«, og enhver demokratisk tænkende dansker begriber naturligvis, at den regel ikke kun er begrænset til den historiske afskaffelse af adelsprivilegierne.

Grundlovens ånd er på dette punkt evig aktuel: Ingen gruppe skal kunne tilrane sig en særstatus, der sætter dem selv uden for vælgernes demokratiske kontrol.

Hvad har mit lands regering gjort i forhandlingsfasen for at fastholde vore demokratiske principper – også over for den nye, magtfulde EU-adel i Bruxelles?

Ingenting. Regeringen ser passivt til, når der bruges politistatsmetoder for at lukke munden på dem, der afslører råddenskaben i det Europæiske Unionsprojekt.

Og den tier fejt over for en Unions-forfatning, der forærer endnu flere beføjelser til de EU-institutioner, der gentagne gange har viklet sig ind i svindel og korruption.

Regeringen har også forsømt at benytte EU-forfatningen som anledning til at kræve indført et princip om »ministeransvarlighed« for kommissærer. Heller ikke når det gælder EU’s hemmelige, lovgivende embedsmands-komiteer, er forhandlingerne brugt til at kræve demokratisk kontrol.

At tale med én stemme

Hvor er mit lands regering så henne, når det gælder den demokratiske hovedhjørnesten, der handler om fri, offentlig debat med meninger, der brydes?

Her er der noget, vi danskere har begreb om: Vi får røde knopper over påtvungen »konsensus« og »loyalitet«. Vi kvalmes, når vi hører råbet om »enhed«, for vi ved, at kunstig enhed knuser den fri meningsdannelse. Og vi ved alt om, at folkestyre er bøvlet og ikke lever op til smarte effektivitetskrav – men at det dog er at foretrække frem for totalitære staters forenklede beslutningsproces.

Jeg ser med gru de selvfede fingeraftryk fra mit lands regering i forfatningen. Uden skam i livet råber regeringen med på den gammelkendte retorik: Europa skal tale med én stemme.

Spørger man Fogh Rasmussen, så er alle Danmarks ønsker simpelthen blevet opfyldt i den EU-forfatning, som i bedste kommunist-stil pålægger medlemsstaterne »konsensus«, »loyalitet og gensidig solidaritet« og afståelse »fra enhver handling, der strider mod Unionens interesser eller kan skade dens effektivitet«. Med sine studentikose slagord om superstat, succes og effektivitet er statsministeren bare med på det hele.

Statsministeren ser heller ikke noget problem i, at adgangen til at komme til orde over for magtens centrum i Det Ny Europa er blevet et adelsprivilegium for lobbyister og projektmagere.

Kejserens nye nærhedsprincip

Nærdemokrati er et afgørende træk ved dansk retskultur. Det er derfor med god grund, mange danskere har følt sig provokeret over Unionens fortolkning af »nærhedsprincippet«.

Den fortolkning fastslår jo, at det er EU – i sidste ende EF-domstolen – der bestemmer, hvad vi her i landet må »få lov til« selv at bestemme.

Jeg må derfor spørge: Har mit lands regering benyttet forhandlingerne om EU-forfatningen til at slås for danske interesser?

Nej. Også hér gynger Fogh med i håndklædet. Til trods for, at forfatningen ikke fører én eneste kompetence tilbage til Folketinget. Ved regeringskonferencen i december 2003 var det ikke Fogh, men Englands premierminister, der stod vagt om landenes vetoret på skatte- og socialpolitikkens område.

Også når det gælder EU’s groteske omfordelingspolitik, foretrækker Fogh rollen som klakør. Her havde han ellers en oplagt anledning til slås for nærhedsprincippet. Der er ikke megen nærhed i, at vi afleverer kæmpesummer fra danske skatteydere til EU's utallige fonde. Hvorefter danske folkevalgte må gøre knæfald for projektmagerne i Bruxelles og tigge om at få vore egne penge tilbage.

Venstres Fogh Rasmussen er med på det hele. Også når det gælder om at lave Europa om til én stor socialstat.

Magt til selvtægt

En demokratisk grundlov sikrer magtens tredeling og sætter hegn omkring magtens organer. Har mit lands regering stået vagt om demokratiets grundprincipper på dette punkt?

Jeg fik mine bange anelser, da jeg læste en Venstre-MF’ers forklaring. Han skrev, at EU-forfatningen ingen problemer giver i relation til Grundloven – for det siger Henning Christophersen!

Den chokerende realitet, som regeringen fortier, er en anden: Unionsforfatningen udstyrer EU med en antidemokratisk kompetence til at udvide sin egen magt. Artikel I-24,4, som regeringen ikke ønsker debat om, giver et enigt ministerråd adgang til at indføre flertalsafgørelser, uanset at forfatningen foreskriver enstemmighed med vetoret.

På stadig flere områder viger EU-apparatet uden om demokratiske spilleregler og trækker stigerne op. Og med Unionens kollektive mål og »værdier« om lighed, tolerance, osv. åbnes en ladeport for EU’s lovgivningsmagt til styring af ethvert tænkeligt område af tilværelsen.

Kan man have to grundlove, når den ene gør krav på at have forrang frem for den anden?

Regeringen og folketingets flertal ønsker ikke offentlig debat om voldtægtsforsøget på vores Grundlov. Det er med andre ord som det altid har været: Grundloven har »kun« folket til sit forsvar.