Kirken på Unionens tegnebræt

Der står ikke eet eneste ord om kirke eller religion i Giscard d´Estaings forslag til de 16 første paragraffer til EU-forfatningen. Det skal man dog ikke lade sig narre af. For hvis man tror, det betyder, at der med dette forfatningsudkast er trukket en streg, så EU ikke kan eller vil blande sig i kirkelige og religiøse forhold i Europa, så tager man fejl.

Giscards delvise forfatningsforslag viser nemlig, at spørgsmålet om kirkernes og de religiøse trossamfunds retstilling i EU ikke er afklaret ordentligt. Og at de kompetener i forhold til kirke og religion, EU allerede fik med Amsterdam- og Nice-traktaterne, er blevet yderligere cementeret af forfatningsforslaget.

Men man må botanisere i teksterne for at forstå sammehængen.

 
Hvor ligger kompetencen?
Der var jo noget med, at vi skulle have en kompetencefordeling, så det blev klart, hvad EU tager sig af, og hvad nationalstaterne tager sig af. Der er der da også i forfatningsudkastet, der skelner mellem EU's 'enekompetence' og en 'delt kompetence' mellem EU og nationalstaterne. Men hvor ligger kompetencen i forhold til kirke og religion?
Giscard-forslaget har ikke kirke og religion med i listerne over 'enekompetence' og 'delt kompetence'. Og et forslag fra arbejdsudvalget om kompetencefordeling med den danske regerings repræsentant, Henning Christoffersen, som formand om, at nogle områder skulle være rent 'nationale ansvarsområder', deriblandt 'kirkers og religiøse samfund retlige status' (Arbejdsgruppe V, punkt 7) er ikke nævnt i art.9, stk. 6 i Giscards forfatningsudkast!
Det kan betyde to ting: Enten at placeringen af kirke og religion i kompetencedelin- gen er uafklaret - eller at kirke og religion alligevel er et nationalt anliggende, selv om de ikke er nævnt i art. 9, stk. 6 om, hvad der hører til 'national identitet'. Argu- mentet for det sidste er en sætning i art. 8, stk.2, hvor der står, at 'Enhver be- føjelse, der ikke er tillagt Unionen ved forfatningen, tilkommer medlemsstaterne.'
Men særlig klart er det ikke. Og det ville være en god ting at få spørgsmålet afklaret og indskrevet, så det utvetydigt fremgår af teksten, hvor kirke og religion hører til i kompetencedelingen. Sådan som de kirkelige organisationer (KEK og COMECE) fornuftigvis har ønsket og foreslået.

  
Religionsfrihed som EU-anliggende.
Men selv om de nævnte artikler peger i retning af kirke og religion som et rent nationalt anliggende, underbygger forfatningen ikke desto mindre den kompetence, EU fik i Amsterdam og Nice. Hvordan det?      

EU-charteret om menneske-/grundrettigheder fastslår i art.10 retten til religionsfrihed. Stort set som i den europæiske menneskeretskonvention og meget lig vores grundlovsregel om religionsfrihed. Ifølge Giscards forslag skal charteret være 'en integreret del af forfatningen' (art. 5, stk.1). Dermed får charteret forfatningsretlig gyldighed og tilmed 'forrang over for medlemslandenes lovgivning' (ifølge art. 9).

Det betyder, at nationalstaterne ikke suverænt kan fortolke og udøve religionsfriheden i praksis som hidtil. Altså sådan som kirkeministeriet, Folketinget og domstolene her i landet hidtil har kunnet lovgive for og sikre religionsfriheden efter Grundlovens hovedregel.

Igen står vi over for et EU-tiltag, der åbner et felt af muligheder. Uden at vi kan vide, hvordan EU-institutionerne vil bruge mulighederne. Bortset fra at de uvilkårligt vil blive brugt til at skabe ensartede forhold for EU-borgere og kirker og trossamfund i Italien, Finland, Østrig, Danmark osv. Muligheden for ensartethed er jo meningen med at gøre noget til et EU-anliggende. Og i sidste instans til en sag for EF-domstolen, der har domstolskompetence i forhold til EU-charterets bestemmelser, deriblandt den om religionsfrihed.

Vi kan f.eks. ikke vide, hvordan EU vil se på Scientologys eller sekt-medlemmers påberåbelse af religionsfrihedsparagraffen.

På en kirkekonference i december 2002 i København kom EU-Kommissionens formand Romano Prodis rådgiver, dr. Weininger, blandt andet med den forbløffende oplysning, at 'man (EU?, min kom.) ikke ved hvad en kirke er.' Ved man så, hvad en religion er? Hvis ikke, kan det føre til en helt vilkårlig religions- og kirkepolitik i EU. Vi skal gøre op med os selv, om EU-myndigheder bør bestemme det eller ej?    

 
Religionslighed som EU-anliggende. 
Samme konsekvens har Giscards forfatningsforslag i forhold til EU-charterets artikel 21 om 'ikke-forskelsbehandling'. Den forbyder blandt andet forskelsbehandling på grund af 'religion eller tro'. For det første kommer vi så ikke uden om at skulle acceptere selve princippet om religiøs-/religionslighed. For det andet vil det være EU, der ved lovgivning eller dom (igen EF-domstolen) fastlægger, hvordan religionsligheden skal praktiseres.

Der findes allerede et direktiv, der skal omsættes til national lov. Folketinget arbejder med det. På det almindelige arbejdsmarked giver det kun problemer á la kassedame med muslimsk tørklæde, der jo er svært nok. Mere kontroversielt er det, om en jødisk skole ikke kan tillade sig at udelukke kristne som lærere, om en kristen skal kunne ansættes som halalslagter, om en katolsk sygeplejerske ikke må udelukkes fra ansættelse på et protestantisk hospital, om man kan nægte en ortodoks præst ansættelse i folkekirken osv.?

For øjeblikket er nogle danske katoliker gået til Menneskeretsdomstolen i Strass- bourg med påstand om, at folkekirkeordningen stiller katoliker mere ugunstigt end folkekirkemedlemmer. Med henvisning til en række konkrete ting.

Kommer Giscards forslag til at gælde, er det oplagt at rejse sagen for EF-domstolen. Vi ved ganske vist endnu ikke, hvad der sker, hvis EF-domstolen og Menneskeretsdomstolen i Strassbourg ikke er enige. Mit gæt er, at EF-domstolen på sigt bliver den stærkeste, hvis ikke EU bliver underlagt Strassbourgdomstolen. Hvad det desværre ikke er noget, der tyder på.
På grund af misforholdet mellem EU-forfatningen og den danske grundlov er en folkeafstemning nødvendig. I givet fald er der stof til en grundlovssag, årsagen er den danske folkekirkeordning.

 
Med Gud eller uden.
Godt nok står der ikke nogen henvisning til den ene eller anden 'Gud', til 'kristne værdier' eller 'den etiske og spirituelle arv' eller lignende i Girard-forslagets paragraf om EU-værdierne (art.2). Men dermed er sagen ikke ude af verden. For diskus- sionen i konventet om 'værdierne' begynder først nu i februar. Og som man må vide, arbejder stærke kræfter for en værdiparagraf, der rummer en eller anden form for religiøs (eller kristen) reference som en del af EU-forfatningens såkaldte værdigrundlag.

Det er pavens og den romersk-katolske kirkes ønske, som blandt andet føres frem af europæiske kristendemokrater i konventet. For nylig mødte en flok ornatklædte gejstlige og repræsentanter for diverse trossamfund op for at gøre sig gældende over for konventets præsidium. Der lobbies for det, og de kirkelige og religiøse toporganisationer i Bruxelles er på tæerne i den sag.

Gid de lutherske-protestantiske medlemmer kommer på bedre tanker og gennemskuer, at retoriken om 'de kristne værdier' ikke har dækning i evangeliet og (mis)bruges som legitimering af EU's 'europæiske værdier'. Kort sagt at 'Gud med i forfatningen' er en smart måde at få kristendommen til at gå samme vej som den veletablerede magts politik. Ja, og til at få kristne europæere til at juble over EU-forfatningen.

Det bliver unægteligt spændende at se, hvem der vælger at gå sammen med europæiske katoliker for at få 'Gud med i forfatningen', og hvem der besinder sig teologisk efter luthersk-protestantisk tankegang og siger nej til denne nye udgave af den middelalder-katolske ide om det 'kristne Europa'.