ARTIKLER


Kommissionens regnskabssystem angribes – igen

EU-Kommissionens regnskabssystem lever ikke op til almindelige bogføringskrav som dobbelt bogføring, hævder rapport. Notat giver ny næring til kritik af Kommissionen.
Af Sharon Spiteri, EUobs.com
18. juni 2004

Foruden den aktuelle sag om bedrageri i forbindelse med EU’s statistiske bureau Eurostat, skal Kommissionen nu også undersøges i en anden sag. Et lækket notat fra marts afslører, at Kommissionen var klar over, at regnskabet for 2001 ikke var i orden.


Notatet, som blev sent af Kommissionens ledende revisor, Jules Muis, den 26. marts, beskylder Kommissionen for ’mod bedre vidende at overdrive kvaliteten’ af EU’s regnskaber på 100 milliarder euro, afslørede den britiske avis Financial Times.


»Kommissionen kan kritiseres for mangel på omhu ved at have fortsat sin praksis - mod bedre vidende - at overdrive kvaliteten af regnskaberne for 2001,« skriver Muis i notat, som kom blot få dage efter EU-Parlamentet godkendte 2001-regnskabet.


Den interne revisionsrapport om EU-regnskaberne, som blev færdiggjort den 15. april, giver et billede af »alvorlige regnskabsmæssige fejl og en overvurdering af Kommissionens aktiver« samt en »dårlig eller ikke-eksisterende dobbelt bogføring,« refererer Financial Times.

 

Ikke første gang
Det er ikke første gang, Jules Muis kritiserer Kommissionen. En rapport, som Muis skrev sidste år, beskrev Kommissionens regnskabssystem som »for bekvem« og han sagde, at der var en »tilbageholdenhed mod at påtage sig ansvar« for kontrol.


I endnu et brev fra maj sidste år karakteriserede Muis Kommissionens regnskabsafdeling som »hjemsøgt af en alvorlig mangel på kvalificerede medarbejdere« og »fastkørte holdninger.«
Jules Muis’ seneste påstand er endnu et hårdt slag mod budgetkommissæren, tyske Michaele Schreyer, hvis ledelse af Unionens finanser er ved at komme i søgelyset, skriver Financial Times.
Muis’ notat støtter også påstande fra EU’s tidligere regnskabschef Marta Andreasen, som blev suspenderet sidste år i maj efter hun henvendte sig til EU’s revisionsret med kritik af regnskabssystemerne.


Selv om kommissær Schreyer havde lovet en komplet gennemgang af regnskabssystemet, viser notater fra Jules Muis’ hånd gennem de seneste tre måneder, at modstanden mod ændringer ser ud til at være særdeles rodfæstet i budgetafdelingen, skriver Financial Times. Alligevel forsikrede han EU-parlamentarikere, da han talte for budgetkontroludvalget den 18. marts i år, at reformerne var sat i værk.