Konkurrencen på skatten er ødelæggende for EU

Hvis man ønsker en hensigtsmæssig økonomisk udvikling i EU, må man genindføre grænserne og afskaffe den frie bevægelighed.
Af Gunnar Thorlund Jepsen
9. maj 2004

I bogen »Der må være grænser for EUs statsdannelse« har Thorlund Jepsen, der er professor i nationaløkonomi, skrevet et kapitel »Konsekvenser uden konsekvens«, som vi her bringer et uddrag af.

Man ønsker tilsyneladende i EU, at EU ligesom i USA skal være et samlet arbejdsmarked. Og hvis det kan lykkes at få og holde højkonjunktur i EU og fremme udvekslingen, kan det sikkert på langt sigt – økonomisk set – være et gode for EU – isoleret betragtet.

Men udover, at det kræver, at arbejdskraften overhovedet kan bevæge sig – kapitalen kan det altid – så kræver det også, at arbejdskraft – og også etablering og kapital og »know-how« m.v. – bevæger sig rigtigt økonomisk set.

Det skal være effektiviteten dvs. hvad arbejdskraften kan producere pr. time og derved aflønnes efter, der får arbejderne til at bevæge sig. Det skal være forrentningen af kapitalen og investeringerne, der ligger bag kapitalbevægelserne i EU...

Uheldige forskelle

Først og fremmest må det ikke være forskelle i landenes skattepolitik og social- og arbejdsmarkedspolitik, der ligger bag. I så fald vil arbejdskraft og kapital bevæge sig hen, hvor det ikke er god økonomi, men lave skatter og mulighederne for ydelser fra det offentlige, der er motivationen. Og det er naturligvis uøkonomisk og uhensigtsmæssigt.

Men hvad værre er: Landene kan og vil i så fald bruge forskelle i skatter og i sociale ydelser og i arbejdsmarkedspolitik til kunstigt at tiltrække kapital og den bedste arbejdskraft.

En sådan konkurrence vil være helt ødelæggende ikke blot for EU's økonomiske mål, men i det hele taget for udviklingen af en fornuftig handel og samkvem i EU.

Der er således ingen tvivl om, at EU-konstruktionen kræver en ensartet skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitik...

Da EU stort set ikke har egne skatter og sociale udgifter bortset fra nogle fonde til regionaludvikling – må samordningen af skatte- og socialpolitikken ske ved begrænsninger på medlemslandenes muligheder for frit at vælge deres skatte- og socialpolitik. Det må ske ved harmonisering, som det med et fint ord hedder, af skatter og socialpolitik.

En træg proces

En sådan harmonisering af hidtil centrale nationale politikområder er ikke nem. Er EU's konsekvens en harmonisering af skatte- og socialpolitikken, er det paradoksalt nok vanskeligt politisk at gennemføre denne konsekvens. Den vigtigste grund er mangelen på en effektiv ledelse i EU, der kan tilsidesætte de nationale hensyn og effektivt lovgive og sætte en harmonisering i værk.

Man må huske, at med EU er den nationale identitet – og stolthed – ikke afskaffet. Og EU's ministre i Ministerrådet kan ikke sætte sig udover den nationale identitet og være sikre på genvalg. Derfor har kravet om enstemmighed bremset mange af Kommissionens harmoniseringsoplæg.

Selv med den mulighed for afgørelser med kvalificeret flertal, som det nye forfatningsudkast indebærer, vil der givetvis være en betydelig træghed i, at EU kan gennemføre den harmonisering af skatte- og socialpolitikken, der er en logisk konsekvens af kapital- og arbejdskraftunionen.

I Danmark findes der stadig politikere, der benægter, at EU's konsekvens er harmonisering. Og de kan have ret – rent formelt – så længe det ikke er lykkedes for EU at drage konsekvensen af sin egen eksistens. Men de har selvfølgelig reelt uret, hvis de dermed benægter, at EU's konsekvens er harmonisering. Og de kan have ret – rent formelt – så længe det ikke er lykkedes for EU at drage konsekvensen af sin egen eksistens. Men de har selvfølgelig reelt uret, hvis de dermed benægter, at den fri bevægelighed af arbejdskraft, etablering og kapital kræver en ensretning af skatterne og socialpolitikken.

Man kan benægte fakta, men ikke undgå virkeligheden...

Groft misbrug

Når selskaber kan etableres frit i hele EU, når kapitalen i øvrigt kan etableres frit i hele området, og når forrentningen af kapital og værdipapirer og banker er baseret på Den Europæiske Centralbanks rentepolitik, er det nødvendigt at sikre, at kapitalanbringelse og -afkast beskattes ens i hele området. Det er ikke nok at sikre, at dansk kapital beskattes med danske skatter for at undgå skatteflugt til skattely, thi med kapitalen til andre EU-lande vandrer også virksomhederne, aktieselskaberne og personerne hen i skattely.

Men alle de mange gode oplæg til en minimumsskat på renteafkast, ensartet selskabsskat, ja sågar en automatisk oplysningspligt for afkast af bankindeståender er stort set strandede i Ministerrådet.

Visse lande – Luxembourg f.eks., men også UK – har store fordele af bankhemmeligheden. Visse lande udnytter også groft mangelen på harmonisering til egen fordel på andres bekostning.

Det gælder specielt et land som Irland, men også Frankrig og Italien. Ved særdeles lukrative tilbud til nyetablerede virksomheder søger disse lande, især Irland, at tiltrække virksomheder og kapital....

Selvfølgelig er der en vis udvikling i tingene. I den allerseneste tid har bortfaldet af kravet om total enstemmighed i Ministerrådet ført til en oplysningspligt på anmodning også for banker i Luxembourg.

En fornuftig bestemmelse om en generel EU-mindsteskat på 20 procent på al renteafkast har dog ikke kunnet gennemføres, selvom det ville være en effektiv foranstaltning mod skattespekulation og skattekonkurrence landene imellem...

Den uheldige grænsehandel

Vi ved, at grænsehandelen florerer over den dansk-tyske grænse. Hvilket spild af benzin, tid og ressourcer er det ikke – og hvilket problem er det ikke for de sønderjyske købmænd. Vi ved, at svenskerne valfarter til det danske paradis – og derfor i realiteten må opgive deres »spritmonopol« og høje spiritusafgifter.

Ingen tror mere på, at det er muligt for det enkelte land i EU at have en afgiftspolitik, der væsentligt fordyrer de indenlandske varer i forhold til nabolandene. Det er efterhånden indlysende for de fleste, at vareafgifter og moms må harmoniseres, dvs. blive af ens omfang og højde i EU-landene.

Mange opfatter dette som et gode – ikke et nødvendigt onde. Men et flertal af svenskere, der er tilhængere af en stram »nykterhetspolitik« gør det ikke – og for demokrater må det da være et alvorligt problem, at flertallets ønskede politik ikke kan bibeholdes.

Et selvskabt problem

Men alt for den fri konkurrence – vil nogen indvende. Derfor må grænser og grænsekontrol fjernes, og afgifter og moms gøres ens i landene.

Denne indvending er en misforståelse. Fri konkurrence mellem landene kræver ikke, at afgifter og moms og prisniveauet er ens. Det kræver kun, at indenlandske og udenlandske varer afgiftsmæssigt behandles ens f.eks. i Tyskland med tysk moms og i Danmark med dansk moms – og det har man faktisk allerede. Problemet er grænsehandelen, og dette problem er selvskabt. Det er udelukkende en følge af, at man har afskaffet – eller er i gang med at afskaffe – grænsekontrollen mellem landene i EU.

Afskaffelsen af grænsekontrollen medfører i realiteten, at intet land i EU mere kan føre en signifikant selvstændig skatte- og socialpolitik, en selvstændig alkoholpolitik, en selvstændig politik mod rygningens ulemper osv.

Der er en stor ulempe ved at afskaffe al grænsekontrol. Den omkostning, en effektiv grænsekontrol medfører, er i virkeligheden en minimal betaling for at bevare den nationale selvstændighed til at føre den politik, man i det enkelte land ønsker at føre. På intet andet område end her ses det tydeligere, at afskaffelsen af grænserne i EU er blevet et mål i sig selv – ikke et middel til en bedre økonomi – men måske til at gøre EU til en enhed og fjerne forskellighederne og nationernes mangfoldighed.

Også socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken må harmoniseres. Dette er nu officielt erkendt i det nye forfatningsudkast. Hidtil har EU beskæftiget sig med de gode – og ukontroversielle forhold – som ligeløn for mænd og kvinder, beskæftigelsesforanstaltninger og lignende. EU er veget tilbage for at tage stilling til at harmonisere de påtrængende områder. Det gælder en harmonisering af pensioneringspolitikken, de andre arbejdsmarkedsrealterede ydelser og arbejdsmarkedspolitikkken i det hele taget.

Det er naturligvis fortsat værd at understrege, at forskelle i sociale ydelser mellem lande altid kan opvejes af forskelle i løn på samme måde som forskelle i produktivitet. Konkurrencelighed under fri varehandel, eller hvis arbejdskraften i øvrigt ikke er bevægelig, kræver derfor ikke i sig selv en harmonisering af løn-, arbejdsmarkeds og socialpolitik. Men sletter man grænserne, bliver situationen en anden...

Det kan forventes, at bevægeligheden øges over grænserne i forbindelse med EU's udvidelse og den nye traktat. Men konsekvenserne heraf drager man ikke fuldt ud. Det vil fortsat være sådan, at sker der vandringer af arbejdskraft i EU, er der stor risiko for, at de bliver fremkaldt af forskelle i velfærds- og socialpolitik. Specielt må vi forvente et stærkt pres fra de østeuropæiske lande for at komme hertil og få del i vores velfærdsstats vslsignelser.

Konklusion

Konsekvensen af en union som EU er logisk en ensartet skatte- og socialpolitik. Denne konsekvens vil politikerne nødigt drage, så længe deres hjemlige vælgere er imod det. At man ingen konsekvens vil drage betyder ikke, at der ingen konsekvenser bliver. Men de bliver tilfældige. Det bliver skattespekulation, social kassetænkning og lønunderbud, der driver værket.

At et styrket EU skulle ændre dette, kan betvivles. Muligheden for flertalsbeslutninger vil blive benyttet til flere beslutninger, men ikke nødvendigvis til rationelle beslutniger. EU's udvikling får konsekvenser – men uden konsekvens.

Det rejser det spørgsmål, om ikke alle ville være bedre tjent med et »udvandet« EU. Grænserne mellem nationerne for skatter, socialpolitik og befolkningsflytninger og flytning af kapital kunne i så fald være, som de var før EU blev dannet.

Det vil sige, at der i de enkelte lande er tilsyn med – og kontrol med kapitalflugt, med indvandring og med etablering og bosættelse af udlændinge.

Tilbage i EU er der stadig frihandel med varer. Udvides frihandelen til landbrugsområdet, ville vi med et sådant »udvandet« EU utvivlsomt nationalt og internationalt bedømt få et økonomisk set mere optimalt Europa en den føderale union, der nu lægges op til.