ARTIKLER


Laksetold vil skade Danmark og Færøerne

Som følge af pres fra England og Irland vil EU lægge told på laks fra Norge, Chile og Færøerne. Det vil også skade dansk fiskeindustri.
Af Sven Skovmand
16. maj 2004

Laksetold vil skade Danmark og Færøerne

Som følge af klager fra opdrættere i Irland og Skotland overvejer Kommissionen nu at indføre en afgift på 3 kroner pr. kg laks fra Norge, Chile og Færøerne, skriver Jyllands-Posten i to artikler, den 6. og 8. maj 2004.

Afgiften vil ramme hårdt på Færøerne, hvor 26 procent af eksportindtægterne kommer fra laks i de dambrug, som findes i de færøske fjorde og sunde. Men også Danmark vil blive ramt.

Det skyldes, at cirka 100.000 af de 321.000 tons laks, der sidste år blev indført til EU fra Norge, blev landet i danske havne, hvor de forarbejdes på de danske fabrikker.

Den danske regering vil derfor kæmpe hårdt for at få standset beslutningen, eventuelt ved at søge at skabe et kvalificeret flertal imod den ved et kommende møde i Ministerrådet.

Det kan dog tænkes, at Kommissionen får kolde fødder. Norge vil i givet fald rejse sagen over for Verdenshandelsorganisationen WTO, og det kan give ekstra problemer for EU, der netop nu søger at føre en charmeoffensiv i denne organisation.