ARTIKLER


Landsmøde i krigens skygge

Referat af JuniBevægelsens landsmøde i april 2003 med navnene på den nye ledelse og oplysninger om de priser, der blev uddelt
Af
20. juni 2004

JuniBevægelsens landsmøde kunne næsten ikke andet end at komme til at stå i skyggen af Irak-krigen. Både i mediernes dækning, men også internt på mødet. Dagsordenens hovedpunkt – udarbejdelsen af nyt arbejdsprogram – skred frem som planlagt, men både indlæg, søndagens debat og landsmødedeltagernes humør var præget af krigen. Som en af deltagerne udtrykte det så var det »svært at samle sig om Konventet, når folk dør i Irak.«

Mange indlæg fra talerstolen kredsede om krigen og en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Ledelsesmedlem Trine Pertou Mach, der stod for den ene del af den politiske beretning, konkluderede, at splittelsen af EU i Irak-spørgsmålet var blevet brugt af EU-tilhængerne til at slå på tromme for behovet for en stærkere udenrigspolitik.

»Det er rigtigt, at fordi der ikke er en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik står EU i den situation, at den reelle uenighed gør, at EU ikke taler med en stemme. Hvilken stemme skulle da være kommet ud? Den tysk-franske? Eller den engelsk-dansk- spanske? Hvem tror i ramme alvor på, at Frankrig eller England skulle acceptere at blive stemt ned i EU’s Ministerråd,« spurgte hun.

Hun understregede, at vigtige spørgsmål som Irak-krigen hører hjemme i FN, og at det, der er brug for, er en reform af FN’s arbejdsgange.

Meld dig til EU-hæren

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik indebærer en fælles EU-hær. Derfor dukkede Giscard d’Estaing op på landsmødet – flankeret af to habitklædte og solbrille formummede body-guards. Giscard havde bagerst i salen banket en lille biks op – og fra talerstolen opfordrede han deltagerne til som de første at melde sig til den nye EU-hær.

»Jeg bliver tit af Jens-Peter Bonde kritiseret for ikke at være i kontakt med græsrødderne. Derfor får I nu som de første muligheden for at melde jer. Og husk: Spørg ikke hvad Giscard kan gøre for jer – men hvad I kan gøre for Giscard,« sluttede den aldrende herre på klingende jysk. Til daglig og uden gummimaske hedder «Giscard« Helge Bjerre og kommer fra Rødding.

EU’s tyngdelov

Søndagens debat mellem Drude Dahlerup, Jens-Peter Bonde, socialdemokraten John Iversen og Jacob Erle fra Nyt Europa kom også langt hen ad vejen til at kredse om udenrigspolitikken – også selv om den bar titlen »Føderation eller Folkestyre.«

Debatten viste med al tydelighed, at samme situation kan fortolkes vidt forskelligt. Ifølge Jacob Erle og John Iversen viste EU’s handlingslammelse, at EU havde behov for mere udenrigssamarbejde. For Jens-Peter Bonde og Drude Dahlerup var konklusionen, at man måtte vige fra EU sporet og satse på FN sporet.

»En EU udenrigspolitik er umulig og uønsket og ikke til fordel for de små lande,« slog Drude Dahlerup fast.

Jens-Peter Bonde henviste til det, han kalder EU’s tyngdelov – nemlig det faktum, at Frankrig og Storbritannien er atommagter og har vetoret i FN.

Derfor havde han meget svært ved at se, hvordan man skulle få de to store lande til at gå med til at overlade deres magt til EU. Jacob Erle købte dog ikke Bondes udlægning af tyngdeloven.

»Denne tyngdelov er lavet af mennesker og kan derfor også laves om af mennesker,« kommenterede han.

Ny landsledelse i JuniBevægelsen

Medlemmerne af JuniBevægelsen må være tilfredse med deres landsledelse, for alle de »gamle« medlemmer, der var på genvalg på landsmødet, vandt en ny periode. Tre nye medlemmer trådte ind i ledelsen.

Drude Dahlerup (73) Trine Pertou Mach (72) Hanne Dahl (68) Kristian Groth (60) Niels I. Meyer (60) Leo Jakobsen (57) Lasse Karlsen (57) Lissie Thording (53) Bo Fink (52) Ebba Biegler (49) (ny) Pelle Geertsen (47) Allan Andersen (46) (ny) Britt Tryde Haarløv (45) Karin Kristensen (44) (ny)

Suppleanter

Finn Teilman (39) Morten Kjærgaard (20) Tony Borrinjaland (3)

Derudover er JuniBevægelsens tre EU-Parlamentsmedlemmer Jens-Peter Bonde, Bent Hindrup Andersen og Ulla Sandbæk med i ledelsen.

Pris til fyret regnskabschef

Kommissionens tidligere regnskabschef Marta Andreasen fik Frode Jakobsen prisen for sit politiske mod. Legatet fra Anne Mette Jensens Fond gik til Rune Lund - koordinator af NGO Forum Stop volden ved topmødet i København.

Der var stående klapsalver fra salen, da Frode Jakobsen prisen blev uddelt på JuniBevægelsens landsmøde. Prisen gik i år til Kommissionens tidligere og lidt for kritiske regnskabschef Marta Andreasen. Prisen bliver hvert år uddelt til en person, der har udvist usædvanligt politisk mod, og det mente en enstemmig landsledelse, at Marta Andreasen havde gjort.

I sin tale beskrev Jens-Peter Bonde prismodtageren som »en person, der blev ansat til at lede EU’s regnskabsafdeling med 130 ansatte og blev bedt om at skrive under på et regnskab, som hun ikke havde ansvaret for, og ikke kunne tage ansvaret for. EU-Kommissionens regnskabssystem gør det muligt at ændre i tallene, uden nogen kan se det. Hun henvendte sig først til sine overordnede. Da det ikke hjalp, gik hun til toppen. Da hun ikke fik svar, udviste hun et usædvanligt politisk mod ved at henvende sig til EU-Parlamentet - og så skete der noget. Kommissionen lagde op til en fyring. Den sag ligger nu hos Domstolen.«

Marta Andreasen, der har sit danskklingende navn fra en dansk bedstefar, takkede for prisen »der repræsenterer jeres anerkendelse af den måde, jeg har handlet på«. Hun takkede også Jens-Peter Bonde for hans støtte i sagen og beklagede, at Kommissionen intet gør for at forbedre sine computersystemer.

»Den europæiske Kommission har ikke et troværdigt regnskabssystem til at styre posterne ... intet er blevet gjort de sidste otte år for at løse problemerne.... Jeg ønskede en uafhængig revisionsgennemgang for at lukke hullerne i computersystemet. Men de samme revisorer har haft den samme opgave de sidste 12 år. Et år efter dette ønske er ingen undersøgelse endnu blevet lavet, og de samme revisorer fortsætter stadigvæk. Det er de europæiske borgeres penge, der er på spil, og det bør ikke være tilladt, at denne situation fortsætter,« sagde Marta Andreasen.

Prisen var en glasskulptur af Torben Jørgensen.

Anne Mette Jensens Mindefond gik i år til Rune Lund, koordinator af NGO Forum Stop voldens mange aktiviteter på Holmen under topmødet i København i december. Rune Lund befandt sig i Peru, og derfor blev prisen på hans vegne modtaget af hans ven, Kåre Månsson. Han kunne overbringe en stor tak fra Rune Lund, der var stolt af at have modtaget prisen - »især fordi jeg aldrig har modtaget en pris før.« Rune Lund meldte sig også klar til at tage en ny tørn - når kampen om forfatningen skulle stå.

Endelig var der et par afskedsgaver til to trofaste ledelsesmedlemmer, Jens Kimby og Peter Mikkelsen. De havde begge valgt ikke at genopstille - men i stedet for at lægge deres kræfter andre steder i JuniBevægelsen.