Lettere at hægte befolkningerne af

Regeringscheferne er nu blevet enige om EU-forfatningen. Hvis den bliver til virkelighed, vil den styrke deres magt.
Af Staffan Dahllöf
24. juni 2004

Resultatet af sidste uges topmøde i Bruxelles blev en statsministerforfatning i to betydninger af ordet:

1. Der er nu enighed mellem 25 regeringschefer om EU´s fremtid.

2. Opskriften på fremtiden indebærer en forstærket rolle for stats- og regeringscheferne selv.

De følsomme spørgsmål om, hvad EU skal beskæftige sig med, og hvordan det skal ske, vil ikke blive afgjort af selve forfatningsteksten.

I sidste ende vil det være stats- og regeringscheferne (EU's topmøder), som får mulighed for både at træde på speederen for EU-samarbejdet og at træde på bremsen, uden at det af den grund bliver nødvendigt for dem at forstyrre deres befolkninger mere end højst nødvendigt.

Nødbremsen kan løsnes

Selv om f. eks. hovedreglen for EU-lovgivning skal være flertalsbeslutninger – og det står der i teksten – så indføres den såkaldte nødbremse, som de enkelte medlemslande kan trække i, hvis de mener, at Unionen går for langt eller kører for stærkt.

Nødbremsen kan trækkes ved beslutninger om strafferet, social sikring og de dele af udenrigspolitikken, som skal styres med flertalsafgørelser. (Det er først og fremmest beslutninger, der skal træffes for at gennemføre beslutninger om politiske hovedlinjer, der er lagt fast ved enstemmighed.)

Hvis nogen har trukket i nødbremsen, vil stats- og regeringscheferne kunne lette på bremsen igen, hvis de er enige. De vil også kunne beslutte, at medlemslande skal køre videre i flere spor eller hastigheder, hvis ikke alle vil med i det samme tempo.

De sidste folkeafstemninger

Stats- og regeringscheferne vil også selv kunne indføre flertalsbeslutninger, hvor der i traktaten står, at der skal være enstemmighed. Det gælder f. eks. udenrigspolitik, skatter, dele af arbejdsmarkedsområdet, dele af familieretten, indvandringspolitik og politisamarbejde.

Topledelsen vil også kunne lave om på forfatningsteksten, uden at det af den grund bliver indkaldt til en ny regeringskonference med eventuelt efterfølgende folkeafstemninger.

Denne fremgangsmåde, som på fansk kaldes for passerelle (gangbro), vil formentlig betyde, at de kommende folkeafstemninger nok bliver de sidste af slagsen – hvis forfatningen altså