NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Noget af det nemmeste her i verden er at komme med velformulerede forklaringer på, hvorfor man stemte nej – eller ja – til dette eller hint for 30 år siden. I hvert fald, hvis man ikke dengang var en offentlig person, der kan slås efter i avisernes arkiver og stilles til regnskab for sine udtalelser. En sådan person var jeg ikke. Jeg var en ganske almindelig anonym dansker, der ikke engang skrev læserbreve. Forklaringen skal derfor udelukkende hentes i min egen hukommelse. Den går primært på to ting. For det første en klar erindring om, at langt hovedparten af argumenterne for et ja gik på de økonomiske gevinster, vi ville opnå. Nationalt som for den enkelte dansker. Sagt sådan lidt kort: Stem ja, så vil Danmark blive rigere og det samme vil du selv. Stem nej, og det modsatte vil ske. Det var ikke kun den radikale statsminister og hans kone, der promoverede denne holdning, med deres famøse budskab om kaffepriserne – økonomien var om noget, det gennemgående tema og argument. Den tilgang talte på ingen måde til mig. Tværtimod fandt jeg den indsnævret og egoistisk i forhold til de politiske spørgsmål, der optog mig mest på det tidspunkt: USA’s massive krigsførelse i Vietnam, Danmarks ukritiske opbakning bag denne, kampen mod atomvåben, kampen mod materialismen osv. Måske er det urimeligt overfor kampagnen, men det er sådan, jeg husker den. Den anden grund til mit nej var, at stort set alle, jeg satte pris på – politisk og personligt – var imod, eller mest imod. Måske ikke særligt agtværdigt, men ikke desto mindre noget der talte – og formentlig tæller for mange mennesker.
Hvad har så fået mig til at skifte holdning til at være fortaler for EU – en kritisk fortaler ganske vist, men ikke desto mindre så klar en fortaler, at jeg ville finde det skræmmende og perspektivløst, hvis EU gik i opløsning, eller Danmark røg ud? Behovet for at få politisk kontrol over markedsøkonomierne, så det ikke er markederne, der styrer os, men de demokratiske politiske systemer, der styrer markederne – internt i EU og på globalt plan.
Modstandere af øget samarbejde i EU kan med en hel del ret hævde, at EU, som det ser ud p.t., ikke har udfoldet en synderligt overbevisende vilje og evne til at påtage sig denne opgave. Hvor er for eksempel de overbevisende tiltag til at fjerne EU’s selvbeskyttelse af især landbrugsproduktionen? Stor set fraværende.
Men er det virkelig et godt argument for at placere sig på sidelinien og overlade det til for eksempel de stærkt nationalistiske franskmænd? Naturligvis ikke. Udviklingen af fremtidens Europa er ikke prædestineret, men en gradvis proces, hvor det er helt afgørende at progressive kræfter sætter maksimalt fokus på at forme udviklingen.
Som EU ser ud i dag, har superliberalisterne i vid udstrækning fået »deres« EU. Det indre marked er – med få undtagelser – realiseret. Arbejdskraften er langt hen ad vejen frit bevægelig og restriktionerne på kapitalbevægelser fjernet.
At »fastfryse« EU i den nuværende tilstand (hvor tænkt det end er) vil derfor være ensbetydende med at give afkald på det helt centrale: Den politiske styring af markedskræfterne, der skal sikre, at markedsliberaliseringen ikke udvikler sig til markedstyranni. Opgaven bliver ikke mindre af, at det forhåbentlig lykkes at få afsluttet forhandlingerne om en udvidelse af EU inden udgangen af 2002. Omfanget af udvidelsen er betydeligt større end nogen tidligere udvidelse og dermed i sig selv en kæmpe udfordring, politisk og økonomisk. Det stiller for alvor krav til alle progressive kræfter om både at bidrage til de ny landes udvikling og til at åbne EU’s handelsmure, så der ikke bliver tale om et blot større indre marked, hvor man vender det blinde øje til globaliseringen og dens negative konsekvenser for verdens fattige og verdens miljø.