ARTIKLER


Nyrup: De danske regler skal gælde

Poul Nyrup Rasmussen tager afstand fra den bærende princip i forslaget til servicedirektiv. Vi bringer en ordret gengivelse af hans udtalelse.
Af Staffan Dahllöf
6. juni 2004

Socialdemokraternes spidskandidat og formanden for De Europæiske Socialdemokraters Parti (PES) Poul Nyrup Rasmussen melder nu ud om det kritiserede forslag til servicedirektiv.

»Det bør ikke rokkes ved det forhold, at arbejde, der udføres i Danmark, skal foregå efter danske regler, under kontrol af danske myndigheder og af de danske parter på arbejdsmarkedet,« erklærer han.

På baggrund af kritikken af direktivforslaget fra især fagbevægelsen i Sverige har NOTAT i en god måneds tid søgt at få Poul Nyrup Rasmussens kommentar.

Den kommer nu, og svaret til NOTAT bliver ifølge hans kampagnestab også lagt ud på Nyrups hjemmeside i valgkampen (www.nyrup.dk).

Udhuler kernen

Nyrups svar kan her på siden læses i sin helhed. Af det kan man se. at han er grundlæggende positiv overfor planerne om et indre marked for serviceydelser.

Disse planer er også en væsentlig del af den såkaldte Lissabon-proces, som Poul Nyrup Rasmussen har været ordfører for i De Europæiske Socialdemokraters Parti.

Men ved at understrege, at arbejde efter direktivet skal foregå efter danske regler, udhuler Nyrup direktivforslagets kerne.

Hovedprincippet i forslaget er, at det er reglerne i en virksomheds oprindelsesland, som skal gælde – ikke reglerne i det land, hvor arbejdet bliver udført.

Dette princip får fagbevægelsen til at frygte konkurrence på lønninger og på arbejdsmiljø. Og frygten forstærkes af, at kontrollen med disse forhold ikke skal foretages af myndighederne i det land, hvor arbejdet udføres.

Må ikke bagatellisere problemerne

Hanne Dahl fra Junibevægelsen er kritisk over for Nyrups udtalelser.

»Jeg er selvfølgelig glad for at høre, at Nyrup nu forlanger, at arbejde skal udføres på danske vilkår. Men man skal ikke bagatellisere de problemer, som Danmark og Sverige vil komme til at stå over for. Der er knyttet megen prestige til privatisering af serviceydelser,« siger hun.

Søren Søndergaard, Enhedslisten og kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen er også kritisk.

»Det er selvfølgelig positivt at Nyrup forlanger, at arbejde skal foregå efter danske regler, og det skal vi gøre alt for at holde ham fast ved. Men problemet er, at forslaget ikke er så ufærdigt, som Nyrup giver udtryk for. Tværtimod er det en helt logisk følge af EU´s grundidé.«

Efter et åbent samråd i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg onsdag tegner der sig nu et flertal for at ikke give regeringen mandat til at acceptere direktivforslaget i dets nuværende form.

Hvad Nyrup siger

Vi bringer her Nyrups uforkortede svar på spørgsmålet om hans holdning til EU's forslag til servicedirektiv, som kritiseres af LO, FTF, det europæiske LO og den svenske regering:

»Det direktivforslag, som Kommissionen har præsenteret, rummer mange uklarheder, som vi må gøre op med, for eksempel i forhold til forslaget om, at det er oprindelseslandets regler, der skal gælde.

Der bør ikke rokkes ved det forhold, at arbejde, der udføres i Danmark, skal foregå efter danske regler, under kontrol af danske myndigheder og af de danske parter på arbejdsmarkedet.

Socialdemokraterne har henvendt sig til VK-regeringen for at sikre fastlæggelsen af en afbalanceret dansk forhandlingslinje allerede i udgangspunktet.

Efter vores vurdering er der gode muligheder for at påvirke direktivets endelige udformning. Behandlingen er nu i en meget tidlig fase og meget tyder på, at Kommissionens forslag ikke har været tilstrækkelig gennemarbejdet.

Lad mig understrege, at vi grundlæggende er positive overfor planerne om etablering af et indre marked for service. Blandt andet har vi brug for mere konkurrence indenfor VVS- og tandlægeområdet – og andre lignende områder.

Eftersom service udgør langt over halvdelen af EU's økonomi, vil bedre eksportmuligheder for danske servicevirksomheder efter alt at dømme fremme vækst og beskæftigelse – og det er som bekendt en helt central socialdemokratisk mærkesag, også i europæisk sammenhæng.«