Parlamentet har altid villet være et rigtigt parlament

EU-Parlamentet har taget turen fra et forhånet tegneserieparlament til en EU-institution, der har fået en pæn bid af kagen, når det gælder indflydelse.
Af Hans Kronberg
7. maj 2004

Talrige er de hånende betegnelser, som Europa-Parlamentet gennem tiderne har været udsat for. Som regel taget fra Disneys tegneserieverden som f.eks. »Mickey Mouse parlamentet« eller endnu værre: »Anders And forsamlingen«.

De hånende bemærkninger hænger sammen med de lånte fjer, Europa-Parlamentet pyntede sig med blandt andet i kraft af sit navn. Det kaldte sig et parlament, men var det ikke, fordi et rigtigt parlament er et lands øverste lovgivende forsamling med medlemmer, der er valgt af befolkningen.

Europa-Parlamentet havde ingen lovgivende magt, og det havde heller ikke et land at være lovgivende for. Medlemmerne var i de første par årtier ikke engang valgte – de var udpeget af de »fine« nationale parlamenter.

Europa-Parlamentet kunne dog afsætte den samlede Kommission, hvis det kunne samle to tredjedele af de afgivne stemmer (der skulle udgøre mindst halvdelen af medlemmerne) bag kravet.

Væltede Santer-Kommissionen

Europa-Parlamentet fik den første væsentlige udvidelse af sine beføjelser i 1975, da Parlamentet fik ret til at forkaste budgettet.

Indflydelse på pengesagerne er et særdeles vigtigt skridt på vejen til mere magt, og da det var Parlamentets eneste markante medbestemmelse, blev den flittigt benyttet – direkte eller indirekte – frem til 1986, da EF gik over til flerårige budgetter.

Parlamentet skal også kontrollere, om Kommissionens forvaltning af budgettet er i orden, om budgetterne er gennemsigtige, at der ikke foregår snyd osv. Netop på grund af den manglende gennemsigtighed og mistanken om snyd tøvede Parlamentet i 1999 med at godkende budgettet, hvilket førte til, at Santer-Kommissionen (efter formanden Jacques Santer) måtte trække sig tilbage i utide. Det var aldrig sket før. Den danske kommissær var på det tidspunkt Ritt Bjerregaard.

Det direkte valg i 1979

I 1976 blev det besluttet, at medlemmerne af Parlamentet skulle vælges ved direkte valg, og de første valg blev afholdt i juni 1979.

Der skulle dog gå endnu nogle år, før Parlamentet begyndte at nærme sig noget, der ikke blot var et parlament af navn. Men med »EF-pakken« (Den europæiske fælles akt) fra 1987 og Maastricht-traktaten (i kraft fra 1.11.1993) begyndte der for alvor at ske noget.

Maastrich-traktaten gjorde Europa-Parlamentet til en reel medlovgiver, og med Amsterdam-traktaten (i kraft 1.5.1999) og Nice-traktaten (i kraft 1.5.2004) blev dette princip yderligere styrket, fordi flere politikområder blev lagt ind under den såkaldte fælles beslutningsproces, hvor Ministerrådet og EU-Parlamentet i fællesskab skal vedtage EU's love.

Med Maastricht-traktaten og Amsterdam-traktaten fik EU-Parlamentet bl.a. også mere indflydelse, når en ny Kommission skulle vælges. Det er nu sådan, at Kommissionens formand skal godkendes af Parlamentet, inden de øvrige medlemmer udpeges og godkendes.

En vanskelig proces

Ideen i den fælles beslutningsproces, der har artikelnummer 251 (fra og med Amsterdam-traktaten), er, at Ministerrådet og EU-Parlamentet er 'fælles' om at træffe beslutninger på en række politikområder. »Fælles« indebærer, at begge institutioner skal vedtage retsakten, før den er vedtaget. Rådet beslutter med kvalificeret flertal og Parlamentet med simpelt flertal. Begge institutioner har altså vetoret.

Selvom EU-Parlamentet reelt har fået et stort ord at skulle have sagt, når EU lovgiver, så er der fortsat en række områder, hvor Parlamentet ikke kan blande sig, eller hvor det kun har rådgivende funktioner. Det gælder f.eks. beslutninger om skatter (hvor der skal være enstemmighed i Ministerrådet), ligesom landbrugspriserne fastsættes, uden at Parlamentet behøver at give samtykke. Parlamentet kan dog stille ændringsforslag.

Parlamentet har også fået en vis – om end beskeden – rolle, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor Parlamentet kan stille spørgsmål til Rådet og komme med henstillinger.

Hvis EU-forfatningen bliver vedtaget, vil Parlamentet få yderligere indflydelse, og Parlamentet var da også repræsenteret i det konvent, der udarbejdede forfatningsforslaget.