NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Somme tider peger de enkelte parlamentarikere på, at netop deres arbejde har båret frugt. Der kan dog være tale om genbrug af eksemplerne.
Når Karin Riis-Jørgensen fra Venstre fremhæver, at hun fik brudt de autoriserede bilværksteders monopol på reservedele, så er det et eksempel, som hun også brugte i valgkampen 1999.
Første gang dette skete, var i 1995. Da stemte et parlamentsflertal overraskende nej til et direktiv om regler for bioteknologiske innovationer, også kaldt »patent på liv«.
Det var først og fremmest en følge af, at de tyske socialdemokrater var blevet udsat for et kraftigt pres fra miljøorganisationer og andre interessegrupper.
Men Kommissionen vendte tilbage med sagen.
Det skyldtes, at medicinalindustrien var blevet dygtigere til lobbyarbejde, og at den med hjælp af berørte patientgrupper fik overbevist et flertal i Parlamentet om, at patent på gener kan være en rigtig god idé.
Og sådan blev det.
Direktivet, som blev afvist i 1995, blev vedtaget af den samme valgte forsamling tre år senere.
Hensigten med direktivforslaget var at liberalisere arbejdet i havnene, så skibsrederne enten kunne bruge deres egne søfolk eller anden arbejdskraft til at læsse og losse.
De organiserede havnearbejdere var af let forståelige grunde oprørte. Der havde været omfattende strejker i mange havnebyer. Og der blev lavet et betydeligt politisk lobbyarbejde.
Bent Hindrup Andersen fra Junibevægelsen skrev således et åbent brev til LO-kongressen i København, efter at han havde været til et møde i Havnearbejdernes fagforening i Fredericia. Han opfordrede kongressen til at blande sig og lovede, at han og Junibevægelsen to øvrige medlemmer ville stemme nej til forslaget.
I forligsudvalget var der et knebent flertal for at godkende et kompromis om direktivet.
Forligsteksten skulle derefter kun formelt stemmes hjem i selve Parlamentet. Men sådan kom det ikke til at gå.
Kun 209 parlamentarikere stemte for det indgåede kompromis, mens 229 stemte imod, og 16 undlod at stemme.
Resultatet blev en lille, men vigtig arbejdssejr for venstrefløjen og EU-kritikerne.
Forslaget blev støttet af den kristdemokratiske og konservative gruppe samt af den liberale gruppe. De to grupper har henholdsvis 232 og 53 medlemmer.
Hvis bare de to gruppers medlemmerne i Parlamentet havde stemt for forslaget, ville havnedirektivet være blevet vedtaget. Det skete bare ikke.
Et stort antal konservative og liberale var på det tidspunkt på vej hjem eller i hvert fald ikke tilstede i mødesalen. Havnedirektivet kunne derfor ikke vedtages, sådan som man havde regnet med.
På den måde gjorde Parlamentet en forskel, om end det ikke var tilsigtet. Det kunne man så glæde sig over i Havnearbejdernes fagforening i Fredericia.