NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Op til EU-valget den 13. juni har alle partier bortset fra Dansk Folkeparti indgået valgforbund.
Der kan være meget fornuft i at gøre det med et politisk nærtstående parti for at sikre, at dyrbare stemmer ikke går tabt.
Men Kristendemokraterne har indgået valgforbund med De Radikale. Og det kan efterlade de EU-kritiske vælgere af Kristendemokraterne i et dilemma.
Overskydende stemmer fra Kristendemokraterne går nemlig videre til De Radikale. Og selv om begge partier står i midten af dansk politik, er de meget uenige om EU-politik.
De Radikale ønsker således at afskaffe forbeholdene, mens de kristne ønsker at »respektere« dem, som det hedder i partiets EU-arbejdsprogram.
»Det er jo et teknisk samarbejde. Vi regner med, at vi fordobler vores chance for at få en kandidat med,« siger Jakob From Høeg, Kristendemokraternes spidskandidat.
Men de kristne har ikke af denne grund »solgt deres sjæl«, som han siger.
»Vi styrker dansk politik i midten og har valgt at satse på den politiske linje,« siger From Høeg og påpeger, at der også er forskellige holdninger til EU på den kristne liste.
Valgsamarbejdet handler også om at styre, hvor eventuelt overskydende stemmer går hen.
Vi vil nødig have, at Dansk Folkeparti får vore overskydende stemmer,« siger han.
Metoden, der bliver brugt til fordeling af danske mandater i EU-Parlamentet, hedder den d’Hondtske metode. Og den favoriserer helt klart de større partier – både generelt og inde i de enkelte valgforbund, forklarer valgforskeren Ole Tonsgaard, Århus.
»Hvis du stemmer kristendemokratisk, så stemmer du på De Radikale,« lyder hans vurdering op til valget om halvanden uge, fordi han ikke tror, at de to partier vil kunne opnå to mandater.
Tonsgaard er yderst kritisk over for både valgforbundene og den d’Hondtske metode – som Danmark for øvrigt selv kan beslutte at udskifte til fordel for en mere metode, der ifølge ham er mere »fair«. Men når nu systemet er, som det er, mener han, at det kan være fornuftigt med valgforbund for at undgå stemmespild.
Selv om eksempelvis Venstre og konservative vil havne i forskellige grupper i EU-Parlamentet, ligger de politisk så tæt, at deres forbund er en god ide.
»Mest rimeligt overfor vælgerne er forbundet mellem Folkebevægelsen og JuniBevægelsen. Der ligger man så tæt politisk, at folk ville blive sure, hvis de ikke indgik et valgforbund og derved undgik at spilde stemmer,« siger han.
At nogle stemmer fra Dansk Folkeparti måske går til spilde, fordi de ikke har indgået noget valgforbund, ser han som uundgåeligt. Han mener, at de »nok skal komme ind,« selv om de ikke har indgået valgforbund.
Deres bedste begrundelse var, at de ved ikke at indgå valgforbund ved valget i 1999 havde gjort det muligt for Dansk Folkeparti at få Mogens Camre valgt som medlem af EU-Parlamentet. Den situation skulle ikke få lov til at gentage sig, sagde deres spidskandidat, Jakob From Høeg.
Forklaringen var så god, at den ellers så skarpsindige Steffen Kretz faldt for den. Men den bygger på en løgn.
Ved valget i 1999 fik Dansk Folkeparti 114.865 stemmer og sikrede sig dermed mandat nr. 15.
Det 16. mandat gik til Socialdemokratiet med 108.085 stemmer (en tredjedel af partiets samlede stemmetal på 324.256)
Hvis Kristeligt Folkeparti dengang havde indgået valgforbund med De Radikale, ville det ikke have berørt Dansk Folkeparti. Men Socialdemokratiet havde måttet aflevere sit tredje mandat til De Radikale, der dermed havde fået 2.