ARTIKLER


Ryanair led kun lille nederlag

Lavprisselskabet Ryanair skal betale 30 millioner kroner tilbage, som man har fået i ulovlig støtte fra lufthavnen i Charleroi.
Af Sven Skovmand
9. maj 2004

Kommissionen meddelte tirsdag den 3. februar, at Ryanair skal betale 4 millioner euro – 30 millioner kroner – tilbage, som man har fået i ulovlig støtte fra lufthavnen Charleroi, der ligger cirka 50 kilometer syd for den belgiske hovedstad Bruxelles.

Ryanair har protesteret mod afgørelsen og vil indbringe den for EF-Domstolen i Luxembourg. Alligevel kan man diskutere, om lavprisselskabet led et nederlag ved afgørelsen.

Ryanair havde nemlig modtaget over 100 millioner kroner i støtte fra Charleroi og skulle altså betale mindre end en tredjedel af dette beløb tilbage. Derfor steg Ryanairs aktiekurs da også efter afgørelsen.

Når Kommissionen behandlede Ryanair så lempeligt, skyldes det formentlig, at den er interesseret i at få priserne for flyrejser bragt ned. Og når lavprisselskaberne kan virke, skyldes det faktisk kun, at EU har afskaffet de restriktioner, som medlemslandene før i tiden lagde på flytrafikken.