ARTIKLER


Schweiz har ingen interesse i medlemskab

Historien har lært os at være dybt mistænksomme over for magtblokke, centralisme og bureaukrati, siger schweizisk diplomat.
Af
24. juni 2004

»EU-medlemskab har ingen værdi i sig selv. Det giver kun mening, hvis et land kan forfølge sine interesser mere effektivt inden for organisationen end fra sidelinjen. Og den situation er Schweiz ikke i – i hvert fald ikke endnu. Indtil videre er Schweiz bedst tjent med at stå udenfor.«

Sådan siger den tidligere schweiziske diplomat Thomas Borer-Fielding til Financial Times i et særligt tillæg, som bladet udgav om landet den 16.6.2004.

Men han mener samtidig, at de schweiziske repræsentanter skal være dygtigere til at udnytte de trumfer, som Schweiz sidder inde med.

Ingen grund til at klage

»De skal holde op med at klage over, at de i forhandlingerne i Bruxelles er vanskeligt stillet over for deres stærke nabo. I sine 713 års historie har Schweiz altid skulle manøvrere over for stærke partnere. Tit var der endda tale om militære trusler – det gælder ikke længere, siger han og tilføjer:

Historien har lært os at være dybt mistænksomme over for magtblokke, centralisme og bureaukrati. Vi bryder os ikke om ligemageri og harmonisering. Og vi er klart opmærksomme på EU's manglende kontakt med borgerne og den knaphed, der er på direkte kanaler for demokratisk indflydelse.

Af denne og af andre grunde vil vi kun spille en behersket rolle i det kor, der synger den europæiske melodi »An die Freude« fra Beethovens 9. symfoni.

Når jeg rejser i udlandet, bliver jeg tit spurgt, hvor længe endnu Schweiz kan være bedre tjent med at forsvare sine interesser uden for EU end indenfor, og hvornår landet i alvor vil søge om medlemskab.

Jeg har et klart og utvetydigt svar på dette spørgsmål: »Det vil med sikkerhed ikke ske i det kommende tiår, men måske i det kommende årtusind.«