Sådan fik man det første »nationale kompromis«

Man turde ikke holde en ny afstemning om Maastricht-traktaten, uden at vælgerne troede at der var sket forandringer.
Af Sven Skovmand
10. november 2004

Det første »nationale kompromis« – officielt kaldt »Danmark i Europa« – blev vedtaget af Folketinget den 27. oktober 1992. Det skete knap fem måneder, efter at de danske vælgere den 2. juni havde sagt nej til Maastricht-traktaten med 50,7 procent mod 49,3.

Problemet var at Danmark på dette tidspunkt var det eneste land i EU, der havde sagt nej til Unions-traktaten. Det stod fast, efter at en folkeafstemning i Frankrig den 20. september havde givet et knebent flertal på 51 procent mod 49 for traktaten.

Da det store flertal på Christiansborg ønskede et Ja til Unionen, valgte man - i stedet for at lade Maastricht-traktaten falde - at arbejde på det, man på politikersprog kalder »en ny situation«.

Men hvordan kunne man få ændret situationen? En ny afstemning om Maastricht risikerede jo at føre til et nyt nej.

Fik SF med

Det førte til tanken om at man skulle gå ind for en løsning, hvor de danske politikere tog afstand fra dele af Maastricht-traktaten, så vælgerne kunne få det indtryk at de havde noget nyt at stemme om.

Da regeringen ikke selv ønskede at fremlægge et sådant forslag, blev opgaven overladt til oppositionen, og det lykkedes over al forvaltning.

Ikke blot gik Socialdemokrater og Radikale ind for »Det Nationale Kompromis«, man fik også SF med. Det havde stor betydning, for SF's leder, Holger K. Nielsen havde spillet en vigtig og måske afgørende rolle i kampen mod Maastricht.

De fire undtagelser

Kompromisset indeholdt fire elementer:

Man skulle sige nej til at være forpligtet af det planlagte unionsborgerskab.

Man skulle sige nej til at deltage i en fælles militærpolitik.

Man skulle sige nej til at deltage i den fælles valuta.

Man skulle ikke afgive suverænitet på det retslige og politimæssige område.

Regeringen Schlüter var i starten forbeholden over for disse tanker, men endte med at sige ja til dem.

Edinburgh-beslutningen

De danske ønsker blev den 11. december 1992 behandlet på et topmøde i Edinburgh. De fik her tilsyneladende en velvillig modtagelse, men reelt gav man ingen indrømmelser.

Det blev ganske vist fastslået at Danmark kunne holde sig uden for den fælles valuta, men denne mulighed fandtes allerede i Maastricht-traktaten, hvor man tog hensyn til det forhold at den fælles valuta kunne blive forkastet ved en dansk folkeafstemning.

Med hensyn til de øvrige undtagelser fastslog topmødet i grunden kun, hvad der var en kendsgerning – at der endnu ikke var truffet beslutninger af en så vidtgående karakter at de stred mod, hvad Danmark kunne gå ind for.

Mest svævende var, hvad der stod om den retslige undtagelse. Der stod blot:

»Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union.«

Edinburgh og SF's støtte gav sejr i 1993

På trods af de tvivlsomme resultater i Edinburgh fremhævede regeringen dem som en stor sejr, og medierne gav denne opfattelse videre.

Edinburgh-afgørelsen og SF's støtte gjorde formentlig udslaget, da der den 18. maj 1953 blev holdt en ny afstemning. Den blev vundet af tilhængerne med 56,7 procent mod 43,3.

Siden da har imidlertid alle andre partier end SF undsagt undtagelserne, som efter deres mening hæmmer Danmarks mulighed for at deltage aktivt i udbygningen af EU-samarbejdet.

Truslen i Amsterdam-traktaten

Endnu ved vedtagelsen af Amsterdam-traktaten i 1998 sørgede regeringen dog for at undtagelserne blev nævnt i en protokol, selv om især det retlige forbehold blev omtalt på en besynderlig måde. Der stod følgende i protokollens artikel 4:

»Hvis Danmark beslutter ikke at gennemføre en rådsafgørelse som nævnt i stk. 1, overvejer de medlemsstater, der er nævnt i artikel 1 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, hvilke passende foranstaltninger der skal træffes.«

På trods af denne trussel betød blot den omstændighed at undtagelserne var nævnt at tilhængerne vandt afstemningen om Amsterdam-traktaten den 28. maj 1998 med 55,1 procent mod 44,9. Det skete på trods af at Holger K. Nielsen denne gang sagde nej til traktaten.

Nederlaget om Euroen

Først i år 2000 gjorde unionstilhængerne i Folketinget og regeringen et forsøg på at komme af med en af undtagelserne. Det gik på den fælles valuta, hvor en række meningsmålinger viste at et flertal af vælgerne gik ind for Euroen.

Folkeafstemningen den 28. september 2000 gav imidlertid et helt andet resultat, end Unionstilhængerne havde forventet. 53,2 procent stemte nej, mens kun 46,8 procent stemte ja.

Afstemningen lærte tilhængerne at de skal være forsigtige med at tro for meget på meningsmålinger.

Derfor er regeringen så lunken – både med hensyn til at få en afstemning om undtagelserne og med hensyn til en afstemning om selve EU-grundloven.