NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
SFU ønsker et samarbejde, der bygger på åbenhed og demokrati. Et EU, der beskæftiger sig med grænseoverskridende problemer og overlader så meget magt som muligt til de nationale demokratier. Som tager vare på miljøet og støtter andre end sig selv.
Der kan muligvis ikke skrives lige så lange og flotte bøger om vores vision, og den har hverken sin egen devise eller sin egen hymne. Men den er rigtig, fordi den tager udgangspunkt i demokrati, og den har langt større folkelig opbakning end flomme-europæernes Euro-ideologi. Heldigvis skal Forfatningen til folkeafstemning i mindst ti lande, og her får vi chancen for at sige nej tak til den nuværende udvikling i EU.
I alt flytter man magt fra de nationale parlamenter til EU på 35 områder. Det er i sig selv et problem, idet demokratiet og den folkelige deltagelse er nærmest ikke-eksisterende sammenlignet med eksempelvis det danske. Beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Og demokratisk legitimitet indebærer deltagelse fra befolkningen. Men så godt som ingen kan nævne en sag, der har været behandlet i Europaparlamentet, eller nævne navnene på fem kommissærer. Under 50% af Europas vælgere har stemt til EU-valget, og ifølge Eurobarometer er over 50 % af EU’s befolkning faktisk modstandere af EU som det ser ud i dag.
Mange andre initiativer i Forfatningen flytter magt fra befolkningerne. Blandt meget andet mister medlemslandene retten til en fast kommissær. De nationale parlamenter skulle have haft mere indflydelse og ret til at stille forslag – men fik det ikke. Det understreger at EU ikke går i retning af overvejende mellemstatsligt samarbejde men mod en stadigt snævrere union.
Det er dybt problematisk at indskrive den økonomiske politik i en forfatning – en økonomisk politik der tilmed betyder yderligere liberaliseringer og privatiseringer til skade for almindelige mennesker. Den økonomiske politik skal være et fleksibelt redskab for politikerne, som de kan bruge til styre økonomien. I ØMU’en er det omvendt. Her er politikerne redskaber for økonomien.
Vores vision for en sikker verden indebærer ikke militære supermagter organiseret i forskellige regioner, men forudsætter en retfærdig international retsorden gennemtrumfet af et stærkt FN med en kraftfuld militær arm. Forskellen er, at FN’s militære styrke skal bruges i henhold til FN’s formål og til at forsvare menneskerettighederne. Regionale stormagters hær skal som oftest bruges til at sikre deres egen magt og deres egne økonomiske interesser.
Hvorfor skulle man som socialist eller borgerlig EU-kritiker stole på en statsminister, der vil gøre alt for at få sit ja i hus? Det første nationale kompromis havde ikke overstået modermælksalderen før det blev undsagt. Dengang havde man endda forhandlet med en socialdemokratisk statsminister. Hvordan vil situationen være, når forhandlingerne er sket med Fogh? Og uanset hvilket guld og hvor grønne skovene er, kan statsministeren love hvad han vil - forfatningen indeholder stadig det samme! Den store fejl ved de danske undtagelser er, at de kun handler om Danmarks stilling, men ikke giver yderligere muligheder for andre lande. Forfatningen er dårlig for hele EU – ikke bare Danmark. Er det ikke den sande internationalistiske måde at se på tingene?
Forfatningen udstikker en forkert kurs for Europa og Danmark. Derfor kan vi ikke bruge et nyt nationalt kompromis til noget. SFU anbefaler ikke at stole på Fogh når han vil købe sit ja.
Desværre er svaret nej. Hvis man som befolkning vil acceptere at få mindre at skulle have sagt, og i øvrigt går ind for ØMU og EU-militær – så skal man naturligvis stemme ja. Er man for et solidarisk og socialt Europa, med demokrati og åbenhed som omdrejningspunkt, bør man gå ind i kampen for et nej til traktaten. Både ved den danske folkeafstemning, og til den urafstemning i SF som venter om hjørnet.