ARTIKLER


Skal EU styre dansk TV?

I en kommentar omtales Kommissionens krav om, at TV2 skal betale 750 millioner kroner til staten, fordi den ikke har leveret »public service« nok.
Af Sven Skovmand
29. maj 2004

Skal EU styre dansk TV? Mandag den 17. maj kunne dagbladet »Børsen« meddele, at EU-Kommissionen vil kræve, at TV2 skal betale 628 millioner kroner tilbage til staten. Det drejer sig om penge, som staten efter Kommissionens opfattelse har betalt til TV2 uden at få tilstrækkelig meget ydelse for dem.

Med renter bliver beløbet på cirka 750 millioner kroner, og da TV2’s egenkapital kun er på cirka 800 millioner kroner, vil man stå i en vanskelig situation, hvis pengene skal betales tilbage.

Og det bør de ikke blive!

Kommissionen bestrider nemlig ikke, at staten har ret til at sende licenspenge til TV2. Den påstår blot, at TV2’s udsendelser ikke i tilstrækkelig grad lever op til det begreb, som man kalder for »public service«.

Med denne påstand gør Kommissionen sig til dommer over, hvordan danske TV-udsendelser skal være, og den går dermed langt videre, end man fra dansk side kan tillade.

Det danske svar på Kommissionens krav må derfor være, at TV2 fuldt ud har leveret »public service«, dvs. samfundsgavnlige udsendelser, for de licensmidler, man har fået. Derfor må man slå fast, at man ikke vil forlange, at TV2 leverer pengene tilbage.

Hvis Kommissionen har en anden opfattelse, må den klage til EF-Domstolen og prøve at komme med en fornuftig begrundelse – hvis en sådan begrundelse kan gives. Det kan ikke afvises, at Domstolen vil give Kommissionen medhold, men man skal ikke på forhånd gå ud fra det.

Det er slemt nok, at EU’s indflydelse rækker ind på næsten alle dagliglivets områder. Men helt galt vil det være, om EU får lov til at bestemme, hvordan vi skal lave vores TV. Det bør selv de EU-begejstrede dommere i Luxembourg kunne se.