ARTIKLER


Skal vi sende flere penge - eller spare?

Kommissionen foreslår en budgetstigning med 50 procent. Seks nettobetalende medlemslande siger stop nu.
Af Staffan Dahllöf
17. oktober 2004

Unionens samlede budget for 2004 er på cirka 742 milliarder kroner. ”Cirka” fordi budgettet kan stilles op på to måder. Enten kan man gøre det op som ”bevillinger til forpligtelser”, det vil sige beslutninger om udbetalinger i år, hvor selve udbetalingen kan finde sted senere. Det giver en budgetstørrelse på 807 milliarder kroner.

Eller også kan man gøre EU's budget op i ”bevillinger til betalinger”, det vil sige penge som skal falde i år. I så fald er størrelsen på EU's budget på 722 milliarder kr.

Forskellen mellem de to slags bevillinger indebærer at EU bliver ved med at skubbe regningen for politiske beslutninger foran sig.

50 procent mere?

I 2013 som er sidste år i det kommende langtidsbudget foreslår Kommissionen foreslår at der i år 2013 – som er sidste år i det kommende langtidsbudget - bruges 1.176,1 eller 1.061,8 milliarder kroner i dagens pengeværdi, afhængigt af beregningsmetode.

Det er en foreslået stigning på omtrent 50 procent.

Kommissionens argument er at det vil svare til det loft, som allerede i dag er rammen for EU's økonomi. Rammen er en procentdel af landenes samlede indkomt (BNI- bruttonationalindkomsten) – det er 1,26 eller 1,14 procent, igen afhængig af afhængigt af hvilken type af bevillinger, man taler om.

Hvis denne procentdel skal svare til det foreslåede antal milliarder til EU, er forudsætningen en forventet årlig økonomisk vækst på i gennemsnit 2,3 procent.

Hvad sker der så, hvis væksten blive mindre end prognosen – selv om budgettet i reelle tal ligger fast? Så kommer landene til at betale relativt meget mere af egne indkomster til EU. I for eksempel Danmark var væksten år 2001-2002 kun på 1,5 procent.

Seks lande går imod

Imod Kommissionens ønske står de seks medlemslande som alle betaler mere til EU end de får tilbage. De såkaldte nettobidragydere er Tyskland, Sverige, Østrig, Holland, Storbritannien og Frankrig.

De seks lande markerede allerede i december 2003 at de vil låse udgiftsniveauet på 1 procent af BNI; det niveau i forhold til medlemslandenes økonomi, som budgettet har i år.

Forskellen mellem de to hovedalternativer; ”+ 50 procent”, og ”stop nu”, viser sig i at Kommissionen vil give fuld regional støtte til de nye medlemslande, men at man også vil kompensere regioner i de gamle medlemslande lande for den støtte, som ellers ville blive taget fra dem. Altså en diskussion om, hvorvidt de rige lande i Unionen fortsat skal have EU-støtteordninger.

Forskellen kommer også at vise sig i prioritering af forskellige politiske områder, når forhandlingerne når lidt længere hen.

Skal vi betale skat til EU?

Skal der stå »EU« på dit skattekort, ligesom der står kommune- og statsskat? Det er indtil videre fremtidsmusik, men set fra Bruxelles vil det være langt nemmere. Det ville give EU direkte adgang til egne indtægter, og man ville ikke være nødt til at forhandle med medlemslandene om forskellige betalingsmodeller.

Derfor skitserede Kommissionen i februar tre muligheder for direkte skatteindtægter til EU:

* virksomhedsskat

* del af momsen

* energiafgifter

De skitserede skatter skulle ifølge Kommissionen, erstatte dele af de bidrag til EU som medlemslandene betaler i forhold til deres BNI (bruttonationalindkomst.)

Fidusen, med Kommissionens egne ord:

”Det ville ændre Unionens egen finansiering fra et system som hovedsagligt er baseret på nationale bidrag til et system som bedre reflekterer en Union af medlemslande og Europas befolkning.”

Det er en logisk følgeslutning af den foreslåede EU-forfatning, som ændrer Unionens karakter fra en forening af lande til en forening af folk.

Tiden ikke moden

Men skitsen fra februar blev ikke gentaget, da Kommissionen præsenterede sit endelige forslag til langtidsbudget i juli.

Modstanden blandt medlemslandene var for stor.

Ifølge en gennemgang, lavet af det irske formandskab i juni, var ”et flertal” af medlemslandene enten modstandere af direkte EU-skatter, eller mente at tiden ikke er moden endnu.

Konklusionen var at Kommissionen ikke vil fremlægge forslag om direkte EU-skatter i den ”nære fremtid”, men kan komme at vende tilbage i sagen på et senere tidspunkt.